Dumme Jordboer

Billedgalleri

Dumme Jordboer
Dumme Jordboer
Dumme Jordboer
Dumme Jordboer
Vurdering
3
Titel
The Day the Earth Stood Still (1951)
Instruktør
Manuskript
Edmund H. North
Fotograf
Skuespil
Michael Rennie
Patricia Neal
Billy Gray
Hugh Marlowe
Sam Jaffe
Frances Bavier
Premiereår
1951
Spilletid
1 t. 32 min.
Studie
20th Century Fox

Dumme Jordboer Dumme Jordboer

Kult-sci-fi-sagen The Day Day the Earth Stood Still er indeholder en række uforglemmelige scener og har en fantastisk score, men dens post-anden verdenkrigs løftede pegefinger-moralistiske tone har ikke haft det nemt med tidens tand.

I 1950'ernes efterkrigsår under atomkrigsfrygten, blev der lavet et hav af science fiction-film i USA. De fleste af dem var billige at producere, og i takt med fjernsynets stigende popularitet og trussel over for biograferne giver det fin mening, at flere af filmstudierne satsede på de hurtige og omkostningslette sager. Nogle af dem har fået kultstatus, og flere af dem har interessante underliggende temaer, som eksempelvis i Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1955), der kan ses som en allegori for datidens frygt for kommunistisk infiltration.

En af de tidligste film i bølgen er The Day the Earth Stood Still fra 1951, og den griber genren interessant an. Her er karakteren Klaatu fra det ydre rum nemlig ikke fjendtlig; han kommer derimod med et budskab, som måske skal mane menneskeheden til besindelse, men den er vi dumme Jordboer som bekendt ikke så vilde med, besindelsen. Og der er således lagt op til en moralefortælling, der får alt, hvad den kan trække.

Filmen er instrueret af Robert Wise, der bedst kendes for sine store musicals The Sound of Music (1965) og West Side Story (1961), men hans filmografi er meget mere end det og tæller alt fra films noir, westerns, krigsfilm og altså også sci-fi. Desuden startede han karrieren som klipper, hvor det især synes værd at fremhæve, at han styrede saksen bag Orson Welles' teknisk banebrydende Citizen Kane (1941).

Fantastisk intro

The Day the Earth Stood Stills åbnende minutter er fantastiske. Til en ildevarslende theremin-score af Bernard Hermann (bedst kendt for sit samarbejde med Alfred Hitchcock op gennem 50'erne) toner ikoniske titelkort frem mens kameraet svæver blandt stjerner og planeter. Fluks bliver man kastet ind i historien, hvor videnskabsmænd fra start føler sig sikre på, at det flyvende objekt, der nærmer sig, kommer fra det ydre rum – og det viser sig da også hurtigt at være en flyvende tallerken, der lander på en fodboldbane i Washington.

En skikkelse iklædt dragt og hjelm, der afskærmer ansigtet, bevæger sig langsomt ud af rumskibet med depecheagtig genstand mellem hænderne, men en febrilsk soldat skyder mod gæsten, Klaatu, som såres, og objektet (der viser sig at være et dokument med et budskab til Jordens befolkning) bliver destrueret. Og SÅ bliver der ballade, mens robotten Gort træder til for at komme sin herre til undsætning. Robotten opløser soldaternes våben og tanks med laser, indtil Klaatu beordrer ham at stoppe.

Herfra tages Klaatu til fange på et fængselshospital, hvor han forklarer menneskene omkring sig, at han tale med alle verdens ledere på én gang for at levere sit budskab. Men dét lykkedes ikke, og i stedet flygter han som flytter ind på et pensionat, fyldt med mennesker, som han forsøger at overbevise vigtigheden i, at han får overbragt sin vigtige besked. Og dét er filmens midte midte i en nøddeskal frem til det ikoniske klimaks, der til gengæld er visuelt bjergtagende og stilskabende for science fiction-genren.

Klichéer og karikaturer

Desværre er det trættende at sidde igennem den drøje midterste del af filmen, hvor karikaturerne får overtaget med en komisk Einstein-agtig videnskabsmand i centrum. Men især er den irriterende dreng Bobby – der bor med sin mor Helen på pensionatet – en pine med sine karikerede og anstrengende replikker. Og det bliver da også ham, der "afslører" den nye gæsts sande identitet over for Helens jaloux kæreste Tom, hvorefter militærets og politiets storstilede klapjagt sætter ind.

Det skal ikke røbes, hvad Klaatus budskab er, men det kan godt afsløres, at det er et tykt moralsk et af slagsen, som altid klinger klart, men i ekstra høj grad må have gjort det i starten af 1950'erne. Til gengæld er de bibelske undertoner ret vovede for filmens tid, og den klare Jesus-karakteristik, som Klaatu bærer præg af, må have skabt furore blandt de mest religiøse amerikanere, der utvivlsomt må have fundet nogle af scenerne blasfemiske; frem for alt en stemningsmættet vækkelsesscene, der både peger tilbage mod James Whales Frankenstein (1931) og frem mod danske Carl Th. Dreyers Ordet (1955)!

Alt dette sagt, så indeholder filmen foruden et hav af klichéer og karikerede karakterer. Foruden den irriterende knægt og Einstein-videnskabsmanden, er der anspændt skuespil fra en selvhøjtidelig general (Freeman Lusk), der fuldstændig punkterer den frenetiske stemning, der piskes op mod slut, og i stedet gør det hele lidt campy. Og dét er et problem med en film, der tager sig selv så seriøst. Taget i betragtning, at her er tale om en Hollywood-studiefilm kan dette dog ikke komme som nogen overraskelske, og man skal under alle omstændigheder se The Day the Earth Stood Still, selvom den ikke lever op til sin klassikerstatus. Om ikke andet så for specialeffekterne, de ikoniske nøglescener og specielt Hermanns ekstremt stemningsfulde score.

I anledning af 2008's remake med Keanu Reeves som Klaatu blev The Day the Earth Stood Still restaureret og udsendt på blu-ray pakket til randen med timevis af ekstramateriale i form af "Making of"s og dokumentarer om alt fra thereminmusik til flyvende tallerkener.