Axl & Angus' aften
Vurdering
2.5
Kunstner
Dato
12/06/2016
Sætliste
1. Rock or Bust
2. Shoot to Thrill
3. Hell Ain't a Bad Place to Be
4. Back in Black
5. Got Some Rock & Roll Thunder
6. Dirty Deeds Done Dirt Cheap
7. Rock N Roll Damnation
8. Thunderstruck
9. High Voltage
10. Rock 'n' Roll Train
11. Hells Bells
12. Given the Dog a Bone
13. If You Want Blood (You've Got It)
14. Touch Too Much
15. Sin City
16. Shot Down in Flames
17. You Shook Me All Night Long
18. Have a Drink on Me
19. T.N.T.
20. Whole Lotta Rosie
21. Let There Be Rock

Ekstranumre:
22. Highway to Hell
23. Riff Raff
24. For Those About to Rock (We Salute You)

Axl & Angus' aften Axl & Angus' aften

Aarhus blev aldrig til Sin City. Men Axl Rose beviste sit værd i front for AC/DC, der leverede en meget svingende koncert med overraskelser, højdepunkter og knas i maskinrummet.

Der er ikke meget tilbage af AC/DC. Faktisk står nu kun Angus Young stadig på sin plads, 43 år efter at han dannede bandet med sin bror Malcolm. Han, Malcolm, blev for to år siden sendt på ufrivillig pension, ramt af senilitet, og sidste år kom trommeslager Phil Rudd i problemer med myndighederne hjemme i Australien, da han muligvis var kommet til at bestille et lejemord ...

OG så er der selvfølgelig den ældre historie om forsanger Bon Scott, der led en alkoholrelateret død, men som til gengæld blev afløst af Brian Johnson, der debuterede på AC/DC’s allerstørste kassesucces, ’Back in Black’ (1980), og som siden har stået i front for bandet på ni studiealbum af mestendels tvivlsom kvalitet. Men AC/DC er alligevel fortsat en af de største økonomiske turnésucceser.

Netop derfor har det næppe været en realistisk mulighed for Young og resten af organisationen at aflyse dette års amerikanske og europæiske turnéer – end ikke da forsanger Johnson måtte trække sig på grund af en alvorlig høreskade, han havde pådraget sig i forbindelse med sin fritidshobby som racerkører.

I stedet hyrede AC/DC den notoriske Axl Rose, Guns N’ Roses’ frontmand – der efter eget udsagn meldte sig selv til tjeneste – og det har siden været en af årets mest omdiskuterede og udskældte beslutninger. Fordi det i manges øjne virkede som en meget kølig og forretningsmæssig afsked, resten af bandet gav Johnson, i form af en ganske rigtigt meget formel pressemeddelelse.

Omvendt har de færreste påpeget, at det måske ikke var den smarteste beslutning, Johnson tog, hver gang han satte sig ind i sin racerbil uden høreværn. Selvom han nok kunne have valgt værre (sabelsluger, eksempelvis), så synes det unægtelig uansvarligt at sætte sin hørelse på spil, når man er forsanger i et af klodens største rockbands, som i sidste ende har en forretning at drive. Heller ingen har turdet sige højt, at den aldrende sangers vokal har været helt til hundene cirka siden årtusindeskiftet. Så på forhånd, inden koncerten, var Axl Rose såmænd velkommen i i hvert fald denne skribents bog.

Angus i Eventyrland

Søndag aften var det aarhusianske stadion pakket til randen til koncerten, der blev udsolgt på førstedagen. Men fansene blev til at starte med trakteret med rustne nye sange, inden Rose for alvor tog fra i titelnummeret fra ’Back in Black’, hvor han havde svært ved at holde sin overstyrede vokal under kontrol i bare iver. Men hans kryptiske kommentarer mellem sangene faldt alt for ofte til grønsværen blandt det tavse publikum, der kun for alvor reagerede på Angus Youngs indpiskning.

’You Shook Me All Night Long’ handlede eksempelvis, ifølge Rose, om hans ex-kone. OK? Og hvad foregår der for hans "Touch Me, Feel Me"-t-shirt med gummianden? Er det en reference til The Who? Det ved kun Axl, men det virkede en smule, som om han ikke var 100 % tilpas i rollen som ydmyg gæstesanger. Men det var i hvert fald ikke hans skyld, at koncerten svingede meget. Det skyldtes mestendels nyere numre som ’Rock or Bust’, ’Got Some Rock & Roll Thunder’ og ’Highway to Hell’-omskrivningen ’Rock ’n’ Roll Train’, der blev leveret på nærmest pligtskyldig vis af et band, der har spillet disse svage sange alt for mange gange. Showet fungerede langt bedre, når der blev dykket godt ned i diskografien.

Axl Roses tilkomst har nemlig gjort Young mere eventyrlysten i sammensætningen af sætlisten, og gnisten var langt tydeligere at mærke, når AXL/DC bevægede sig lidt ud på dybt vand. Især livesjældenheder som ’Rock ’n’ Roll Damnation’ og ‘Given the Dog a Bone’ lyste op undervejs, og allerbedst var ’If You Want Blood (You’ve Got It)’, mens ‘Touch Too Much’ (som er Roses yndlings-AC/DC-sang) til gengæld understregede, at AC/DC ikke er fede, når de kaster sig ud i sange, de kun har spillet live et par gange tidligere ...

Knas i maskinrummet og heftig hopla

Axl Rose triumferede til gengæld i et andet højdepunkt, ’Sin City’ med slipsesolo fra Angus, og han leverede en overlegen version af ’Thunderstruck’. Faktisk var bageste mand i maskinrummet, Chris Slade, mest belastende for koncerten. Enhver trommeslager ved, at AC/DC’s sange på papiret ikke er svære at spille, men de fleste trommeslagere ved også, at Phil Rudds alligevel unikke spil ligger i accenter og nuancer i hans betjening af hi-hatten. Det bekymrer Slade sig bare ikke om, så han hamrer løs på den, hvilket især sugede swing og lummert groove ud af hurtigere numre som de obligatoriske afsluttere ’Whole Lotta Rosie’ og ’Let There Be Rock’ (som Roses vokal bestemt heller ikke klædte). ’Dirty Deeds Done Dirt Cheap’ blev spillet i et halsbrækkende, alt for hurtigt tempo, og førnævnte ’Touch Too Much’ sejlede helt.

Hvad med at hade lidt på ham i stedet? Der var i hvert fald mere knas i maskinrummet, hvor også det nytilkomne familiemedlem Stevie Young og Cliff Williams (der har været med siden ’Powerage’) begge klarede sig igennem koncerten, helt uden at man lagde mærke til dem. I det mindste var de mere diskrete end Slade. Gang i den var der til gengæld forrest på scenen, hvor Rose både leverede flyvespark med sit skadede ben, mens Angus Young var i heftig duckwalk-hopla koncerten igennem.

Flaskekaster

Det var sigende for seancen, at en publikummer under en i øvrigt mere end habil version af ’High Voltage’ kastede en glasflaske efter Axl Rose, der prompte kvitterede med et ”Now, let’s not be fucking stupid”. Og det var også sigende, at AC/DC stadig hænger så godt fast i traditionerne, at det ordinære sæt fortsat lukkes af et kvarters guitarsolo fra Angus Young tilsat konfettiregn. Nu HAR vi altså hørt de bluesskalaer nok. Men så igen: Hvad gør det, når festen lukkes af blandt andet udødelige ’Highway to Hell’ og endnu en sjældenhed, ’Riff Raff’?

Jovist, det var både godt og skidt i Ceres Park, men det var i hvert fald ikke Axl Roses skyld, at den to timer og tyve minutter lange koncert svingede så voldsomt i kvalitet. Han klarede opgaven langt bedre end forventet, og side om side med Angus Young, der sjældent har sendt Chuck Berry så mange hilsner i én koncert, var det i sandhed både hans og Axls aften i Aarhus. Men der var altså også smuttere og Chris Slades evindelige hi-hat.

Rock or Bust? Både og.