Avantgarde og humor
Vurdering
3
Spillested
Dato
20/02/2014

Avantgarde og humor Avantgarde og humor

BB&C – saxofonist Tim Berne, trommeslager Jim Black og Wilco-guitarist Nels Cline – spillede sig igennem to lettere uigennemtrængelige sæt på Jazzhouse, der især blev reddet af humor og de stunder, hvor de tre greb magi ud af den introverte avantgarde.

Det er kun et halvt år siden, at New York-saxofonisten Tim Berne sidst gæstede Jazzhouse. Dengang gav han en gal koncert med sin Snakeoil-kvartet, der luftede kompositioner fra projektets andet album, 'Shadow Man', som udkom i efteråret. Torsdag aften var 59-årige Berne tilbage i København, denne gang med trioen BB&C, der også tæller trommeslager Jim Black og guitarist Nels Cline.

Bernes deadpan-gestik og skæve jokes ("Are you here because Jim is playing with Aerosmith?", spurgte han tørt publikum med spøjs reference til Clines tjans i Wilco) afspejler meget godt hans kaotiske no nonsense tilgang til jazzen. Og dén har han hidtil imponeret med på en række soloalbums og projekter, navnlig i 90'erne med Caos Totale, Big Satan og Bloodcount. Sidstnævnte med BB&C-trommeslager, Jim Black, der også er en prominent skikkelse på New Yorks jazzscene, og som har spillet med folk som Chris Speed og Peter Evans.

Trioens tredje mand, Nels Cline, er endnu et jazzikon. Men han kendes bedst som ham, der de seneste ti år har farvet Wilcos sange og koncerter med kantet guitarspil og skæve soloer. Cline har dog både inden og sideløbende med Wilco ledt en ekstremt produktiv karriere inden for eksperimentalmusikken, ofte overlappende rockmusikken (han har spillet med både Minutemens Mike Watt og med Carla Bozulich i The Geraldine Fibbers).

Foruden et voksende hav af soloudgivelser har Cline udforsket guitarmusikkens mest støjende hjørner med Sonic Youths Thurston Moore og Lee Ranaldo; med The Nels Cline Singers (der ikke har nogen sangere) har han udgivet sine måske mest tilgængelige fusioner af jazz, swing og rock, og han har endda fortolket John Coltranes transcenderende mesterværk, 'Interstellar Space', for guitar sammen med trommeslager Gregg Bendian. Og ja, så startede han faktisk karrieren i 1980 med at lægge lidt guitar på Tim Bernes andet album, '7X'...

Kompromisløs improvisation

Kort sagt er BB&C et projekt sammentømret af tre erfarne musikere/venner, men sammen har de indtil videre blot et enkelt improviseret livealbum på samvittigheden, nemlig 2011's 'The Veil'. Det er til gengæld også et overvældende udspil, der både viser den afdæmpede og den glubske, brutale side af d'herrers instrumentale ekskursioner. Og det var mildt sagt også to alsidige sæt, Berne, Black og Cline diskede op med på Jazzhouse, hvor de igen improviserede ny musik frem og sjældent lænede sig op ad de gamle kompositioner.

Som det også var tilfældet med Snakeoil-koncerten sidste år, så holdt Berne heller ikke med disse musikere igen med den ekstensive og kompromisløse improvisation; koncerten blev således åbnet af en længere række sammenhængende suiter, der sammenlagt strakte sig over 40 minutter. Men det var til gengæld og en sigende introduktion til trioens svært definérbare fusion af genrer. I løbet af de første ti minutter blev der eksempelvis først budt på afdæmpet jazz via saxofon, så prog-rock signeret Blacks halsbrækkende trommer, inden et nærmest industrial-metallisk segment, hvor Cline lod guitaren vræle.

Legebørnene er løs

Som en slags kapelmester og mentor for sine to bandkammerater, holdt Berne ofte lav profil og gjorde plads til lange soli fra både Jim Black, der også bød ind med elektroniske effekter som buldrende basbund og vibrafonagtige lyde hist og her. Hans ikke videre ekvilibristiske spil vandt ved dadaismen og den flydende gøglede tilgang til trommerne med grydelåg og viskestykker på bækkenerne undervejs. Det var et løst legende, lidt påtaget, men til gengæld originalt spil, som det er svært at høre, hvor Black har hentet inspiration til.

Og så var der Cline, der fik frit spil i sin jungle af effektpedaler (eksempelvis en, der fik guitaren til at lave hvid radiostøj frem for genkendelige toner) og andre nørdesager. Den elskede Fender Jazzmaster blev udsat for alt fra traditionelt sliderør til en stor fjeder, der resulterede i en bue- eller sav-agtig lyd. Avantgarde, jovist, men også i den gode Nels' spil sejrede den barnlige leg, når han gav sig til at skrige i et stemmetransformator-legetøj gennem sin guitar! Det virkede ofte som om, den fåmælte Berne havde sluppet et par uopdragne legebørn løs...

Ikke "mindblowing"

Berne selv gav dog trods alt også prøver på sit næsten nonchalante altsaxspil, ofte helt a la Anthony Braxton. Og det var helt umuligt ikke at nyde hans næsten telepatiske sammenspil med kumpanerne, der medførte en komisk effekt, når Clines livesampling og manipulerede guitartone tangerede lyden af Bernes sax. Det havde også en overraskende virkning, hver gang Black samlede en rytmestump op i virvaret og trioen pludselig tilnærmede sig pulserende kraut- og progrock, selvom det ikke ligefrem fra Daevid Allens Gong-agtige humor, der var på programmet denne aften.

Især i koncertens andet sæt tog det hele en drejning i retning af ambient med en mere stille og filmisk tilgang over 45 minutter, der dog eksploderede mod slut i endnu et humoristisk guitarterrorangreb fra Cline, mens Berne forlod scenen i en nogle minutter. Alt i alt blev det aldrig helt mindblowing, men det var heller aldrig kedeligt at overvære BB&C's ellers ofte lige rigeligt introverte leg med avantgarden. Det virkede heller ikke som om, de altid selv vidste, hvor jazzen bar dem hen, og dét var det smukke og uforudsigelige ved det.