Jazz af en anden verden
Vurdering
3
Spillested
Dato
25/01/2015

Jazz af en anden verden Jazz af en anden verden

Sjældent dansk besøg fra Chicago-legenden Anthony Braxton, der gæstede Jazzhouse med sin Diamond Curtain Wall Trio. Sammen gav de tre en speciel, ofte fremmedgørende, koncert i grænselandet mellem konkret musik, avantgarde og klassisk kammermusik.

Anthony Braxton fylder 70 i år, men veteranen virker bestemt ikke som en, der har planer om at skrue ned for produktiviteten lige med det første. Medtalt livealbummer og sideprojekter har han for længst rundet 100 udgivelser, startende i 1968 med '3 Compositions of New Jazz' og kort efter hans måske mest berømte udgivelse, dobbeltalbummet 'For Alto' (1971), det første værk for solosaxofon nogensinde.

Mens freejazzen sparkede dørene ind til en ny abstrakt verden, så hentede ekvilibristen Braxton inspiration hos forbilleder som John Cage (en af de kunstnere, der fik en solo opkaldt efter sig på førnævnte album) og Karlheinz Stockhausen. Og i stil med disse udviklede den unge saxofonist endda sit eget notationssystem med figurer, formler og et sprog, som han har måttet undervise sine medspillere i. Dét bruger han i øvrigt stadig.

I Chicagos skole af "kreative musikere", AACM, lavede Braxton helt bestemt musik, der talte mere til intellektet end til følelserne, lige fra da han dannede sin første trio med trompetist "Wadada" Leo Smith og violinist Leroy Jenkins. Hans kompositioner lå tættere på kammermusik og avantgarde end på den traditionelle jazz, og alt sammen blev det båret af hans ekvilibrisme på saxofonen i alle dens afskygninger; fra sopranino- over alt- til kontrabassax.

Allround-medspillere

Anthony Braxton samarbejdede med selveste Chick Corea i Circle (hvis første plader blev udgivet i Coreas navn, selvom Braxton var hjernen bag) og også frugtbart med trommeslager Max Roach, men de sidste mange år har han fortsat fokuseret på eksperimenter og skæve kompositioner. Knap 50 år efter sin debut stod han søndag aften på scenen på Jazzhouse. Gennemgående har hans yndlingsformat været kvartetten, og koncerten på Jazzhouse var da også, til at begynde med, annonceret som en sådan, men han stillede i trioformat med de yngre medspillere, trompetist Taylor Ho Bynum og guitarist Mary Halvorson som Diamond Curtain Wall Trio.

De to unge kræfter har spillet sammen med Braxton i efterhånden længere tid, og Bynum har optrådt med veteraner som Bill Dixon og Joe Morris, mens Halvorson er noget af en kapacitet på Brooklyns jazzscene, hvor hun har spillet med alle fra Eugene Chadbourne, Michael Formanek og førnævnte Morris over yngre talenter som Nate Wooley og Curtis Hasselbring til rockorienterede navne som Xiu Xiu og Storm & Stress. Men det var nu ikke fordi, det store havde ændret sig i Braxtons tilgang til jazzen (eller manglen på samme) på Jazzhouses 2015-åbningsaften. De knudrede kompositioner var lige så kryptiske som altid.

Futuristisk og fremmedgørende

Fra start fremstod Anthony Braxton som det, han også er, en slags musikforsker; lettere krumrygget, iført krøllet cardigan og med opspærrede nysgerrige øjne bag brillerne. Han samlede altsaxofonen op og med Halvorson siddende midt på scenen, godt gemt bag et nodestativ og med en halvakustisk guitar i skødet og med Bynum, der havde placeret en hat over trompetens udmunding. Det var starten på to sæt, med tre kvarters musik i hver og omtrent lige så mange kompositioner. Og det var to sæt, hvor veteranen brillerede med sine evner, mens også viste, at han ikke er strandet i fortiden med sin brug af digitale klangflader som underlægning, som var med til at give de kompositionerne et futuristisk og fremmedgørende præg.

Det var åbenlyst mere Cage end Coltrane, og de abstrakte musikalske rejser, som trioen drog ud på kunne bedste beskrives som jazz af en anden verden. I hvert fald var det ofte svært at finde hoved og hale i musikken, men Braxton havde tilsyneladende fuldstændig kontrol over situationen og signalerede med hænderne til de to andre musikere. Syv fingre og en firkant, for eksempel. Det betød stilhed, mens Bynum med mellemrum skiftede trompeten ud med både kornet og flygelhorn. Hovedpersonen vekslede også mellem alt- og sopransaxofon samt en lille klarinet, og mens man kun med sporadisk mærkede den mani, der kendetegner hans klassiske plader, så var der bestemt bevægelse og indlevelse at spore, når han fandt vej gennem sine egne musikstykkers kringelkroge.

Musikalsk malstrøm

Sammen skiftedes de tre til pusterum, når eksempelvis Halvorson tordnede skæve akkorder om kap med Bynum, som da hun på et tidspunkt i andet sæt nærmede sig Glenn Branca'sk guitarstøj i sin heftige manipulation af strengene. Denne anden halvdel af koncerten talte også langt mere musikalsk malstrøm end i den første, og i nogle kaotiske minutter gav Braxtons spil indtryk af, at han havde gang i to saxofoner på én gang. Hvis man var i tvivl om hans vedvarende evner på blæseren. Samtidig slukkede han på taktiske tidspunkter for den underliggende elektroniske drone, så stilheden kunne mærkes midt i trioens vilde sammenspil, der ellers kom i konstante bølger.

Det føltes næsten som en månelanding, da Braxton og de yngre lejesvende efter halvanden times musik endelig lukkede ned med det mest afdæmpede og det tætteste, de havde været en simpel melodi i noget, der nærmest tangerede noirjazzet stemning. På én gang en fascinerende og fremmedgørende aften, men også én, hvor de musikalske udfoldelser på godt og ondt tilnærmede sig videnskabelige eksperimenter, snarere end det menneskelige følelsesspekter. På dén måde kunne Anthony Braxton på Jazzhouse nemt ses som en halvgal videnskabsmand, og det ville han sikkert også stille sig fint tilfreds med, især fordi han har udnævnt sig selv som "udforsker" af musikken. Det var første gang i fire årtier, at han gav koncert i Danmark, og det blev aldrig direkte overvældende, men i hvert fald fascinerende. Om ikke andet ville det være interessant at opleve ham forske videre i en anden konstellation.

Koncerten blev optaget, så der er formentlig en Jazzhouse-liveudgivelse på vej fra veteranan.