Ud mod uendeligheden
Vurdering
3.5
Spillested
Dato
18/11/2014
Sætliste
1. Here Before
2. Diamond Day
3. Lately
4. Across the Water
5. Wishwanderer
6. Against the Sky
7. Train Song
8. Two Trains
9. Gunpowder
10. Here
11. I'd Like to Walk Around in Your Mind
12. Heartleap

Ekstranumre:
13. Wayward

Ud mod uendeligheden Ud mod uendeligheden

Den engelske folksangerinde Vashti Bunyan gav sin allerførste og måske -sidste optræden på dansk grund. Jazzhouse dannede ramme for veteranens drømmende folk i en koncert, som ikke blot blev en af årets mest tyste, men såmænd også en af de bedste.

Der er en del paralleller at drage mellem engelske Vashti Bunyan og amerikanske Linda Perhacs. Hver især udgav de et enkelt album i 1970, i skyggen af (ganske vist også altoverskyggende) Joni Mitchell, for derefter at forsvinde fra musikscenen, blive glemt, og siden genfundet i det nye årtusinde. Og åbenbart også for begge at give sene danske debutkoncerter på københavnske Jazzhouse.

Da Bunyan albumdebuterede, havde hun allerede været i gang i fem år. Stilistisk lagde hun sig til at starte med i forlængelse af Françoise Hardys melankolske kærlighedssange, og hun forsøgtes markedsført som den nye Marianne Faithfull (endda hjulpet på vej af Jagger/Richards' sang, 'Some Things Just Stick in Your Mind'), men senere kastede hun sig ud i den drømmende folk i stil med kollegaer som Donovan og ikke mindst Tim Buckley.

'Just Another Diamond Day' blev dog ingen succes, og da den unge Bunyan trak sig fra musikken, gik skiven stort set i glemmebogen. Lige indtil Piano Magic lokkede hende til at synge en sang på deres plade i 2002, og især da Animal Collective tre år senere arbejdede sammen med hende om EP'en, 'Prospect Hummer'. Og samme år udsendte den aldrende sangerinde endelig sit andet album, 'Lookaftering', hele 35 år efter debuten, og turnerede sporadisk bag det.

For halvanden måned siden udgav Vashti Bunyan så, efter yderligere ni års pladepause, 'Heartleap', som hun allerede selv har kaldt sit sidste værk. Den underspillede og tyste kollektion bød på atter to håndfulde af hendes kendetegnende krystallinsk guitar- og klaver-sange, som den knap 70-årige sangerinde denne gang selv arrangerede og producerede, blot med bidrag fra blandt andre den faste kompagnon, guitarist Gareth Dickson. Og han var også den eneste hjælper, Bunyan havde listet med på udsolgte Jazzhouse – heldigvis, tør det roligt siges, erindrende førnævnte Perhacs' famøst desorienterede koncert med band, sammesteds for præcis et år siden.

Sympatisk og humoristisk

Fra start lagde veteranen sig imponerende tæt op ad udtrykket fra pladerne – manipulerede akustiske guitarer med masser af rumklang. Egentlig tegnede aftenen et billede af Bunyan som en slags proto-drømmepop-musiker, åbenlyst allerede fra åbningsnummeret, 'Here Before'. Dén sangtitel passede jo ikke helt til København, men i sin introduktion forklarede den hun, hvad teksten egentlig handler om. Og sådan fortsatte hun hele vejen gennem koncerten – med varme og underholdende anekdoter og nogle gange også lidt for analyserende fortolkninger af egne sange, hvilket fjernede lidt af magien. Men sammen med enkelte øjeblikke, hvor musikken mere hakkede end svævede, var dét så også det eneste, der var at udsætte på den stille seance.

Bunyan pludrede nemlig ikke bare for at fylde tiden ud, men fortalte sympatisk og humoristisk om alt fra, hvordan hun som ung og naiv havde skrevet 'Diamond Day' under en togtur i Belgien, om at flytte til byen og savne livet på landet, om ekspartnere, der ikke vil give slip, og ikke mindst, mere jordnært, om at hade at tage opvasken. Men størstedelen af lyrikken var, ifølge hovedpersonen selv, inspireret af hendes nu 41-årige kunstnerdatter, Whyn Lewis, som også har malet omslagene til de to seneste plader. Og underholdende nok introducerede Vashti 'Train Song' som sit eneste "kæmpehit". Vel nok en tilsnigelse, men sangen er ikke desto mindre blevet brugt i reklamer for både Reebok og Samsung, og det må da have givet hende lidt til kistebunden.

Trofast tyst

Men musikken, de krystallinske guitarer – samt ikke mindst den lyse, imponerende intakte vokal – talte dog bedst for sig selv, og især med Dickson ved sin side havde den aldrende sangerinde stor succes med at genskabe udtrykket, med guitarer i flere lag, der især kendetegner aktuelle 'Heartleap'. Og Bunyan takkede sågar Dickson ved at lade ham spille og synge sin egen, lidt fjollede sang, 'Two Trains', midtvejs. Den noget yngre musiker har været med til alle koncerter siden comebacket, "på nær et par stykker", som det hed sig. "Not a bad little job", sagde han selv med et smil om dét at turnere med sit idol, og i det hele taget var kemien de to imellem, perfekt.

Og med ham på fløjen fungerede indslagene fra de to seneste plader altså endnu bedre end de små sager fra karrierens forår, der blev leveret med knap så skarpt øje for detaljen. Af de nyere sager overgik nemlig navnlig 'Lately', 'Across the Water' og 'Against the Sky' stort set albumversionerne i trofast tyste udgaver. Det må simpelthen have været en af årets mest afdæmpede koncerter på Jazzhouse, og heldigvis forstod de små 400 publikummer godt, at dette ikke var koncerten, man skulle knevre sig vej gennem med sidemanden. Der var i hvert fald en forbilledlig stilhed under de drømmende stunder, hvor også tiden flere gange stod stille.

Allerede efter en lille time og 12 korte sange var det imidlertid slut. Imidlertid vendte duoen tilbage for at sætte et fantastisk punktum med 'Wayward', der sejlede frydefuldt ud mod uendeligheden. Det var måske ikke nogen epokegørende koncert, men med sidste års Perhacs-misere in mente beviste Vashti Bunyan til fulde, at man sagtens kan bevare både integritet og udtryk, selvom man nærmer sig de 70 og har været væk fra scenen det halve af sit liv. Der var i hvert fald ingen tvivl om, at hun ville, og koncerten på Jazzhouse var en debut/finale så ideel, som dén slags kommer. En optræden, der gjorde frygten for senil pludren til skamme.