Bølger af kaos
Vurdering
2.5
Spillested
Dato
11/08/2014
Information
Brian Chippendale (Lightning Bolt, Black Pus): Trommer

Massimo Pupillo (Zu, Thurston Moore, Peter Brötzmann): Bas

Mats Gustafsson (The Thing, Fire!, m.m.fl.): Saxofon

Bølger af kaos Bølger af kaos

Den amerikanske trommetornado Brian Chippendale var i centrum, da "hans" nye trio med den italienske bassist Massimo Pupillo og den svenske saxofonist Mats Gustafsson gæstede Jazzhouse. Kaotisk og hæsblæsende, men også lidt for ensformigt.

New York-trommeslageren Brian Chippendale var i midten af 90'erne mand for en udfordring. Hér forsøgte han sig nemlig med vennerne Brian Gibson og guitarist Hisham Bharoocha i Lightning Bolt som et amerikansk modsvar til den japanske bølge af noisenavne (anført af Keiji Haino og med altoverskyggende Boredoms i spidsen). Og da Bharoocha skred, fortsatte de to som guitarløs duo.

Det har siden ført en lang række kultudgivelser med sig, og Chippendale har med tiden udvidet sit cv, hvor han især har fået afløb for sin utæmmelige galskab i soloprojektet Mindflayer og siden som maskeklædt trommeskindsafstraffer under alter egoet Black Pus, der spillede på Roskilde-festivalen og på Jazzhouse tidligere i år. De foretagender virker nærmest demonstrationer af, at den 41-åriges hårdtslående spil er rasende nok i sig selv og kan lyde som et helt band, når blot der tilsættes lidt samples.

Chippendale har samtidig bevæget sig i retning af freejazzen, og netop nu turnerer han med bassist Massimo Pupillo og saxofonist Mats Gustafsson. Førstnævnte kendes bedst som en tredjedel af den italienske powertrio Zu (sax, trommer, bas), der dog har været inaktive siden 2009's 'Carboniferous' (og desuden efter en medrivende koncert på Huset i Magstræde). Men også han har bevæget sig videre ud i jazzen og spillet sammen med alle fra Peter Brötzmann til Thurston Moore.

Og så er der den svenske Gustafsson, der blot i år allerede har spillet i omegnen af 10 koncerter i Danmark, i forskellige konstellationer. Senest tordnede han for blot en måned siden med Thurston Moore samt The Thing til Copenhagen Jazzfestival, og med det kæmpe ensemble Fire! Orchestra besøgte han både Jazzhouse i begyndelsen af året og siden Roskilde-festivalen. Han hører altså på forhånd hjemme i freejazzen og har spillet med Pupillo sammen med både Brötzmann og The Thing-vennen, trommeslager Paal Nilssen-Love (der desuden i oktober kuraterer en stor del af Jazzhouses program).

Blokke af støj

Gustafsson og Pupillo skulle denne aften forsøge – om ikke at få Chippendales trommetornado til at give mening, så i det mindste give den modspil. Men som forventet viste det sig hurtigt at blive lidt af en udfordring i den 55 minutter lange, udfordrende og også drænende koncert. For amerikanerens spil er nemlig ikke bare sindssygt imponerende, det er også så hårdtslående, og, ja, unuanceret, at trommerne mere bruges som blokke af støj end som rytmisk fundament. Fascinerende, for så vidt, men ensformigt i længden.

Der var dog intet teknisk at indvende mod Brian Chippendale, som i sandhed er en unik trommeslager og en ekvilibrist uden lige. Men selvom han vel ikke gentog en eneste rytmefigur eller et fill i løbet af den lille times koncert, så føltes trommevirvaret alligevel selvmodsigende trivielt. Modspillerne (det kunne de med rette kaldes her) fik alt for sjældent lov til at spille sig hul gennem støjmuren, og det var ellers ikke fordi navnlig Gustafsson ikke forsøgte med sit arsenal af effektpedaler, som han både brugte med og uden saxofon om halsen. Ditto desuden for Pupillo, der ofte fik sin bas til at lyde mere som en knitrende synthesizer, end et strengeinstrument.

En musikalsk dragt prygl

Sigende var det, at den heftige trommeslager midtvejs var ude at vinkle Gustafsson og Pupillos forstærkere længere ind mod sit trommesæt, mens han flyttede mikrofonerne tættere på, så også resten af salen fik det ekstra lydtryk at føle. Som med Black Pus doserede han desuden med delay-hærgede råb undervejs, og det kulminerede, da han hoppede ned blandt publikum og konfronterede et par af os med løftede arme og brøl. Og det var egentlig ret symptomatisk for koncerten, hvor Chippendale ikke blot var i centrum på scenen, men også i lydbilledet, der var meget mere Lightning Bolt og Black Pus, end det eksempelvis var The Thing.

Ironisk var det mest fascinerende, når musikken nærmede sig regulære 4/4-rytmer, som mod slut, hvor trioen improviserede over sig et tungt sludge-riff a la Zu. Da understregedes det potentiale, trekløveret åbenlyst har, men som desværre alt for sjældent blev sat fri denne aften mellem de støjende bølger af trommekaos. Alle disse indvendinger til trods, så var spilleglæden de tre imellem heldigvis åbenlys. Det var dejligt med sådan en musikalsk dragt prygl, og når de tre sitrede euforisk i fællesskab, som eksempelvis i de sidste minutter frem mod koncertens klimaks, så var det overvældende. Også selvom aftenen var lidt for meget i gale Chippendales favør.