Finske fjollerier
Vurdering
2
Kunstner
Spillested
Dato
17/05/2015
Sætliste
1. Koitto
2. Blast
3. Saturnus Reality
4. ???
5. Lääke
6. Tähet
7. Vaellus
8. Sick Child

Ekstranumre:
9. Murheenkryyni
10. ???

Finske fjollerier Finske fjollerier

Finske Circle gav en heftig rundtur i psych, kraut, punk og metal. Alt sammen pakket ind i et fernis af fjol i form af udklædning og teater, hvis formål det var svært at få øje på. Men gakket, det var det da.

Det er mildt sagt svært at finde hoved og hale i de utallige udgivelser, som det finske ensemble, Circle, har lagt navn til. Men siden bandet efter, eget udsagn, selv ser noget "guddommeligt" i det at begå fejl, er det måske alligevel ikke så overraskende, at de siden midten af 90'erne har udsendt i omegnen af 30 (!) albums, uden nogen som helst form for kvalitetskontrol eller ekstra overvejelser. Jep, den uoverskuelige diskografi er meget ujævn.

Gruppens rødder rækker tilbage til begyndelsen af 90'erne, hvor bassist og sanger Jussi Lehtisalo grundlagde foretagendet, og byggede videre på den britiske støj/drone-guitarscene. Men den idé, der gennemsyrede 1994-debuten, 'Meronia'; at opfinde og synge på eget sprog, mindede mere om franske Magmas leg fra 70'erne, og det var også denne mere progressivt rockede sti, Circle siden fortsatte ud ad. Altid med referencer til rockhistorien, oftest krautrock, men gennemsyret af finsk gakkethed og heavy metal.

Omkring årtusindeskiftet havde bandet fra Pori udviklet sig til et af de heftigst eksperimenterende rocknavne i hjemlandet, og albummængdens hovedværker fra dengang stikker da også i utallige retninger; kraut og minimalisme på 'Prospekt' (2000) og 'Sunrise' (2002), 'Taantumus' (2001) bød på en slags psykedelisk post-rock, der var prog-rock og metal på 'Tulikoira' (2005), mens 'Miljard' (2006) var et dobbeltalbum bestående af klaverbaseret new age (!).

Og som om dét ikke var nok, så rodede Lehtisalo samtidig med synthpop i Rättö ja Lehtisalo, og sammen med guitarist Janne Westerlund dannede han instrumentale Pharaoh Overlord, der dykkede dybere ned i kraut- og psykedelisk rock (for blot at nævne et par af sideprojekterne). De to bands smelter ofte sammen i koncertregi, og for at forvirre yderligere, har Circle netop udgivet et album, der hedder 'Pharaoh Overlord', mens Pharaoh Overlord har lagt navn til albummet 'Circle'. Men det har knebet for finnerne med at bevare idérigdommen, mens Lehtisalo har udgivet soloplader i takt med Circles uendelige output, og mens Pharaoh Overlord for nogle år siden fik hjælp af ingen ringere end Fausts Hans Joachim Irmler på 'Lunar Jetman'.

Kontrasternes aften

I Jazzhouse stillede Circle som sekstet. Foruden Lehtisalo og Westerlund var der de to mangeårige medlemmer, den teatralske sanger og keyboardmand Mika Rättö plus trommeslager Tomi Leppänen, men også de to guitarister Julius og Pekka Jääskeläinen, der har været med siden 2009. I henholdsvis lilla og røde spandexbusker så de to brødre ud som om, det var faldet ud af Sweet eller Slade, men faktisk var hele bandet klædt ud i temafarver som lyserød og lyseblå, der fik hvert bandmedlem til at ligne en krydsning af en ekstrem hipster og et medlem fra Red Warszawa. Hvorfor de på den måde underminerer den ellers rimelig seriøse musik med gøgl og gak på den måde, er en gåde.

Hvorfor alt den tøjsnak? Thi det var noget af en kontrast at lægge ører til den stille åbning, den nye post-rockede 'Koitto', folde sig ud over ti minutter, mens Westerlund var iført hofteholder og lyserøde shorts, og Lehtisalo – med hilsen til den britiske scene, som han i sin tid tog afsæt i – spillede i en Loop-shirt med frynseærmer... Det undrede, idet Circles musik sagtens kan stå på egne ben, og eftersom den på plade bliver leveret på anderledes seriøs manér. I Jazzhouse var det i stedet Rättös excentriske freakshow, der stjal rampelyset, om det så var når han udførte i ritual, hvor den ene Jääskeläinen vist blev døbt i Carlsberg-øl, eller om det var når han udøvede en art yoga eller lavede Benny fra The Julekalender-mimik bag keyboardet.

Tumler med selvfølgelighed

Rent musikalsk er Circle ellers en dejlig krøllet størrelse, og det gjaldt såmænd også hér, hvor cirka 50 publikummer havde trodset søndagshyggen for en aften i selskab med finnerne. Og de væltede altså gnidningsfrit fra post- og krautrock over speed-metal og hardcore-punk til bizarre freakouts. Det ene øjeblik fusionerede de Iron Maiden og Rush med Ronnie James Dios heltemodige metal, det næste Dead Kennedys og Germs, men især Amon Düül II og Neu!'s krautrock, der ligger dybt i finnernes musikalske bevidsthed. Men der var også bizarre udflippede stunder, som ville have gjort både Frank Zappa og måske endda The Residents stolte, og der var symfonisk prog i stil med King Crimson.

Og det var så det imponerende ved koncerten; at finnerne tumlede sådan rundt med største selvfølgelighed. Men fraset dét, at de seks musikere altså kan den eksperimenterende rocks ABC til punkt og prikke, og at de er gode til at klæde sig ud, var der altså ikke de vilde musikalske omvæltninger at komme efter. Om noget var Circles egentlige magtdemonstration en præsentation af rocken pakket i et fernis af fjol, som måske havde givet bedre mening, hvis ikke musikken havde stået i så skarp kontrast til de ellers ganske højtidlige og progressive suiter plus punkede eksplosioner. Det anbefales kort sagt, at man lytter til finnernes plader frem for at lade sig frustrere af sådan et show som det, der blev leveret søndag i Jazzhouse.