Krautrock, Disney, Bach og Beethoven
Vurdering
3
Kunstner
Spillested
Dato
28/02/2013

Krautrock, Disney, Bach og Beethoven Krautrock, Disney, Bach og Beethoven

Dan Deacon agerede præst af den digitale tidsalder på Jazzhouse, hvor han prædikede for masserne i en interaktiv koncert, der hævede publikum over selve musikken, han spillede. Det var en meget anderledes, men desværre også temmelig ekskluderende oplevelse (med mindre man var gøgler eller dansende festabe).

Baltimores Dan Deacon er konservatorieuddannet i computerkomposition og elektroakustik, og dét kan høres i hans humørfyldte musik. Han tager udgangspunkt i det storladne symfoniske og klassiske samt minimalisme a la Terry Riley og Philip Glass, men opdaterer det til sit eget gakkede univers, hvor det okkulte, superhelte og tegneseriefigurer regerer.

Dén slags har selvsagt delt vandene, men hvor Deacons debutalbum 'Spiderman of the Rings' (2007) unægtelig er en smule for gakket, så står 2009's 'Bromst' til gengæld som et sitrende hovedværk inden for den moderne elektroniske musik, og sidste år fulgte han det op med det mindst lige så ambitiøse konceptalbum 'America'.

Til sine koncerter tænker den gode Dan dog mere på festen end på musikken. Hér fokuseres der ekstremt på publikumsinteraktion, og torsdagens koncert på Jazzhouse blev således indledt af, at han selv stand-uppede foran publikum i ti minutters tid. Så var stilen lagt. Ligesom sin ligesindede landsmand, komikeren Louis CK, der doserer med samme form for observerende humor med surreelle indfald, er Deacon både tyndt rødhåret og flommet, men at der bag de store briller gemmer sig en stormusikalsk uhyrlig og humørfyldt hjerne.

For meget af det gode

Omgivet af to hårdtslående trommeslagere og en keyboardmand/bassist gemte Deacon sig selv bag en synthesizer med tilsluttet et kabelvirvar, og sammen med trioen vækkede han ubesværet sine poppede minisymfonier til live. Men han afbrød hele tiden seancen for at lege med publikum i en så overdreven grad, at det i længden fik det hele til at minde mere om at natklubfest end en koncert, hvilket dog også stillede interessant spørgsmålstegn ved, hvorfor så få musikere egentlig for alvor involverer publikum i deres univers.

Måske fokuserer de bare hovedsageligt på musikken? Deacon derimod fik eksempelvis det danske publikum til at forme en cirkel, hvorefter han pegede tilfældige nyslåede dansere ud, som så skulle tage en impro-svingom til musikken. Senere skulle man holde sin iPhone i vejret, hvorefter der blev sendt toner af sted, som fik displayene til at skifte farve, og mod slut blev der danset bro-bro-brille hele vejen ud af Jazzhouse og op på gaden. For meget af det gode, men for det ekstatiske publikum vil glæden ingen ende tage.

Sonisk eufori

Musikalsk var der ellers primært materiale fra 'Bromst' og 'America', og sange som den ultratunge trommedrevne 'Guilford Avenue Bridge' og !!!-agtige 'Woof Woof' medførte da også sonisk eufori, mens det musikalske anarki på herlig vis svævede permanent i luften. Som kapelmester i virvaret dirigerede Deacon både band og publikum, mens han gemte sig bag sceneudsmykningen, et neonskelethoved på spyd, og strobelys, når han da ikke tumlede rundt og eksempelvis manipulerede feedback frem fra forstærkeren med sin mikrofon.

Men det var altså mere et natklubshow end en koncert, hvor publikumsinteraktionen endte med at fylde så meget, at det var direkte graverende, hvor godt det lige pludselig blev, da Deacon og co. lukkede med 20 minutters uafbrudt musik i form af den sidste halvdel af 'America'-pladen, 'USA I, II, III og IV'. Da var der dømt alt fra kraut a la NEU! (takket være trommeslagerne!) over Disney-stemmer tilsat klassiskmusik med Bach- og Beethoven-undertoner til neo-psychedelia, der gav Animal Collectives mest syrede stunder baghjul!

Hvis ikke man var gøgler eller festabe af Guds nåde, kunne koncerten være ret ekskluderende i de mest interaktive stunder, og det er umuligt at se igennem fingre med, hvor fantastisk en koncert Dan Deacon kunne have givet, hvis bare han flyttede fokus bare en lille smule fra sin uendelige publikumsfiksering. Uanset hvad, så fik de torsdagsfestlige tilhængere af showet tydeligvis præcis, hvad de var kommet efter. Og mere til. Musikken var bare ikke det vigtigste, men en markant anderledes koncertoplevelse var det dog unægtelig.