Ordinær ordstrøm
Vurdering
2.5
Kunstner
Spillested
Dato
03/12/2013
Sætliste
1. My Favorite Year
2. Your Blood
3. The Chosen Few
4. Bye Bye
5. Foam Hands
6. Downtown
7. (NY SANG)
8. Helena
9. The State
10. Streets of Fire
11. Chinatown
12. To the Heart of the Sun on the Back of the Vulture, I'll Go
13. European Oils
14. Farrar, Straus, and Giroux (Sea of Tears)
15. The Music Lovers
16. Savage Night at the Opera
17. Don't Become the Thing You Hated

Ekstranumre:
18. What Road
19. Virgin With a Memory

Ordinær ordstrøm Ordinær ordstrøm

Dan Bejar alias Destroyer gav en akustisk solokoncert, helt uden de synths og saxofoner, der præger hans seneste udspil. Men skrællet helt ind til benet føltes for mange af canadierens sange lidt for tynde i den fem kvarter lange koncert, der blev noget ensformig i længden.

For blot en lille uges tid siden gæstede Neko Case København. Hun er med i supergruppen The New Pornographers. Det samme er Dan Bejar, der som solist udgiver albums med projektet Destroyer, og blot seks dage efter Case lagde han i aftes vejen forbi den danske hovedstad, nærmere betegnet Jazzhouse, og dét med buddet om, at det var sidste gang længe, at man ville kunne opleve ham live.

"Destroyer" er måske ikke det mest dækkende banner for Bejars musik, med mindre det da refererer til hans anarkistiske leg med lyrik, der ligger på den fine grænse mellem den surrealistiske bevidsthedsstrøm og den rene nonsens. Hans seneste album er 2011's overraskende roste gennembrud 'Kaputt', der var en lettere kitschet homage til barndommens lydspor, dvs. 80'er-synthpop, tilsat David Sanborn-agtig saxofon.

Men den nu 41-årige canadier har dog også gjort sig som simpel singer/songwriter og i hans omfattende diskografi – der tæller ni albums og et væld af EP'er og kassettebånd – findes også en række nedstrippede akustiske soloindspilninger, så som sådan gav det fin mening, at Bejar for denne aften stod helt alene på scenen. Men han bemærkede, ret spøjst, at han da var i tvivl om, om det nu var en god idé, og om det ikke var lidt, som hvis Donna Summer spillede unplugged.

Med 19 af hans sange – både de, der er rigt arrangerede på plade og de, der ikke er det – blev det ganske rigtigt også lettere ensformigt i længden med kun akustisk guitar og Bejars egen Bowie via Dylan-agtige vokal. Men det hjalp så heller ikke på det, at veteranen Ed Askew lige havde givet en suveræn koncert som "opvarmning".

Melodierne vandt

For så vidt er der ikke noget galt med Bejars sangskrivning, der bygger videre på førnævnte Bowies artpoppede tradition, men uden ekstra instrumentale arrangementer var det tydeligt, at han bevæger sig for meget i de samme akkorder. Trættende i længden, men trods alt tilsat billedmalende og bizar lyrik, som den gode Dan flere gange indrømmede, at han dog heller ikke altid selv ved, hvad betyder. Og da det også ofte føltes som et studie i sig selv at følge med i teksterne (hvoraf mange godt kunne være skrevet under påvirkning af ét eller andet), så var det de musikalsk stærkeste sange, der endte med at holde sammen på den ordinære koncert.

'Your Blood' mistede eksempelvis ikke sin countryagtige twang og holdt stadig i unpluggedformatet, 'Farrar, Straus & Giroux (Sea of Tears)' stod som et melodisk højdepunkt et stykke inde, og med 'Foam Hands' og 'Chinatown' understregede Bejar, at han sagtens kan skrive solide og rørende popsange, der fungerede perfekt, også uden backing. Sætlisten bestod af udvalgte sager fra hele bagkataloget, omend mere et udvalg til de inkarnerede fans end et "greatest hits", men det var symptomatisk, at den nye nummer, der blev premieret (det kunne hedde 'Light Travels Down the Catwalk'), stort set lød som alle de andre, der blev spillet denne aften.

Fra Leonard og Lou til Mac og Werner

På den totalt rømmede scene var der ikke meget andet end sangene, guitaren og to flaskeøl at gemme sig bag for Bejar, og han forsøgte da heller ikke. Og det var under alle omstændigheder imponerende, at han det ene minut diskede op med en pendant til Leonard Cohen 'Suzanne' i form af 'Helena', for kort efter at lade der gå Lou Reed/Velvet Underground-agtig rendesten i den med 'The State', som samtidig var en af de få sange, der overgik albumudgaven. Der blev såmænd også refereret til Fleetwood Mac i 'The Music Lovers' og Werner Herzogs Fitzcarraldo i 'Virgin With a Memory', som lukkede koncerten, men (for) meget af tiden gik netop med referencer og postulater.

Vist er Bejars tekstunivers et drømmende og bevidsthedsstrømmende ét, men til trods for en række mindeværdige stunder undervejs, var solokoncerten på Jazzhouse mest af alt et bevis for, at hans lyrik har det bedst komplementeret med excentriske musikalske arrangementer. Ed Askews imponerende koncert gjorde det ikke bestemt ikke nemmere for hr. Destroyer, men alt i alt havde den sympatiske canadier måske fat i noget med hensyn til Donna Summer-bemærkningen... Nu går der efter sigende længe, inden Destroyer igen kan opleves live, men tiden er måske også til at lade batterierne op sammen med The New Pornographers.