Manden med melodierne
Vurdering
3
Dato
19/06/2015
Sætliste
1. I'm a Believer
2. Love on the Rocks
3. Hello Again
4. Pretty Amazing Grace
5. Kentucky Woman
6. You Got to Me
7. Girl, You'll Be a Woman Soon
8. Play Me
9. Red Red Wine
10. Beautiful Noise
11. If You Know What I Mean
12. Brooklyn Roads
13. Shilo
14. Nothing But a Heartache
15. Something Blue
16. The Art of Love
17. Forever in Blue Jeans
18. Cherry, Cherry
19. Crunchy Granola Suite
20. Holly Holy
21. I Am... I Said

Ekstranumre:
22. Cracklin' Rosie
23. Sweet Caroline
24. Brother Love's Travelling Salvation Show
25. Heartlight

Manden med melodierne Manden med melodierne

Neil Diamond gæstede Münchens Olympiahalle på en af sine sjældne Europa-turnéer. Det blev til to timer i selskab med den nu 74-årige crooner, og selvom stemmen ikke fejlede noget, så svingede koncerten konstant mellem rørende ballader og kiksede schlagermusik i det sydtyske.

Neil Diamond har aldrig opnået samme status som sine jævnaldrende sangskriverkollegaer fra 60'erne. Der er selvsagt langt op til Bob Dylan, for eksempel, men som melodismed kunne han i storhedstiden sagtens måle sig med eksempelvis Paul Simon, og hans cv som sangskriver tydeliggør hans spændvidde; alle fra The Monkees og Deep Purple til Frank Sinatra, Johnny Cash og Bobby Womack har fortolket hans romantiske numre.

Den ultimative pop-blåstempling for den aldrende new yorker er imidlertid, at hans forbillede, Elvis Presley, spillede 'Sweet Caroline' og 'And the Grass Won't Pay No Mind' live. Og Diamonds egentlige "problem" er nok, at han sjældent har præsteret albums, der holder niveauet hele vejen igennem; han er hitmager, ikke en visionær. En melankolsk Burt Bacharach. Altid med hang til dét, amerikanerne kalder schmaltz, den overstyrede sentimentalitet.

Men de, der har slugt dén kamel, har oplevet "den jødiske Elvis'" sangskat på nært hold. Og et dybere spadestik i værket understreger, at Diamond var en af de første amerikanske rockmusikere, der eksperimenterede med afrikansk musik på 1970's 'Tap Root Manuscript' (altså lææænge før førnævnte Simon) og såmænd om ikke hans 1967-hit, 'Red Red Wine', var baseret på reggaerytmer, længe før Vesten opdagede dén slags eksotisisme.

At han stadigvæk kan skrive den gode melodi, viste han på sidste års fornemme og velbetitlede comeback, 'Melody Road', som nu atter har bragt ham på landevejen – først i hjemlandet, og nu en sommertur rundt i Europa, mest de britiske øer, men også med afstikkere i det europæiske fastland, hvor Neil Diamond spillede for 15.000 i Münchens udsolgte Olympiahalle, midt i den idylliske Olympiske Park, lige ved siden af det ikoniske Olympiastadion.

Og det var på mange måder med Elvis-spøgelset svævende over sig. Lige fra det Las Vegas-agtige show med en gigantisk neonoptegnet diamantformet skærm bagerst på scenen (i Danmark bliver det kun så amerikansk, når Dolly Parton kigger forbi) til den 77-årige trommeslager, Ron Tutt, der var med i Presleys TCB Band fra begyndelsen af 70'erne og frem til ikonets død. Siden har han spillet med Diamond og blandt andre Jerry Garcia, og fra sit podie holdt han sammen på musikken, suppleret af en anden veteran, den flamboyante percussionist, King Errisson.

Skrækindjagende knæklys

Måske ikke så overraskende stod koncerten som en blanding af brillante øjeblikke og noget nær rædselsfulde stunder, hvor kitsch og sentimentalitet tog for voldsomt over. Stemmen fejlede imidlertid intet. Den knækkede måske en håndfuld gange i løbet af de to timer, men det karismatiske croon var imponerende intakt, og det samme var den særegne blanding af countryballader og gospel, som det 11 mand og to kvinder høje band gengav respektfuldt. Desværre var det bare langt fra alt, der var lige great i det greatest hits-sæt, den 74-årige amerikaner præsenterede over to ellers særdeles underholdende timer. Det startede eksempelvis foruroligende skidt med en rigeligt fiffig version af 'I'm a Believer', hvor det virkede det som om, den gråhårede herre gerne ville være ung med de unge. Og så flød sakkarinen allerede tykt i 'Love on the Rocks' og 'Hello Again', mens det lynhurtigt føltes skrækindjagende at være omgivet af granvoksne tyske kvinder viftende med blå knæklys...

Men så glimrede Diamond pludselig i en omarrangeret version af 'Pretty Amazing Grace', aftenens eneste indslag fra hans to nedstrippede Rick Rubin-producerede plader fra 00'erne. I modsætning til albumversionen var sangen her transformeret til en blanding af texmex og bossanova, som var det Eagles, der fortolkede den, og det fungerede overraskende godt.

Og udstyret med en akustisk guitar virkede hovedpersonen pludselig som om, han havde fundet ind til noget, og så rockede han ellers den store hal med 'You Got to Me', der – med klaverspiller Tom Hensley på mundharmonika – havde mere tilfælles med Bo Diddley og Rolling Stones end med Eagles, mens 'Girl, You'll Be a Woman Soon' og 'Play Me' viste Diamond fra hans mest rørende sentimentale side.

Sportshal-reggae vs. intim tour de force

Lige så suveræn, som han var i momenter, lige så dybt viste han sig også at synke undervejs. "I love to dance, even though I don't know any steps. Will you dance with me?", spurgte den spinkle og blåklædte sanger, inden han stavrede stivbenet rundt under 'Red Red Wine', der blev leveret som gumpetung sportshal-reggae i stil med UB40's fortolkning og endda tilsat lidt ungdommelig rap! 'Beautiful Noise' levede bestemt ikke op til sangtitlen, men lød snarere som en tyroler-schlager, Hansi Hinterseer måtte misunde sit forbillede. Det var grufuldt. Ligesom 'Shilo', der blev sænket af de skrålende publikummer og gyngende knæklys.

Til gengæld blev den autobiografiske 'Brooklyn Roads' serveret som tour de force tilsat faderens smalfilm og billeder af Diamonds fra hans spæde barndom i New York-bydelen, mens han sad på en stol og betragtede sig selv på storskærmen. Uden at sentimentaliteten kammede over, vel at mærke. På samme måde virkede det typisk for veteranen, men det var lidt ærgerligt, at han var sit publikum så underdanigt, at han nærmest spurgte om lov, inden han luftede tre sange fra 'Melody Road', der var tro mod albumversionerne, men hvor det tydeligste var, at kun en lille procentdel af de 15.000 tilstedeværende havde investeret i dén plade. Ikke desto mindre glimrede 'The Art of Love', som det, efter eget udsagn, tog Diamond hele fem år at skrive.

Sjælerhimlen og schlagercentrum

Efter det uheldige schlager-styrtdyk og efter at have mistet publikum under tre nye sange, nåede seancen sit klimaks mod slut med eventyrlige 'Crunchy Granola Suite' – episk texmex, i mangel af en bedre beskrivelse – majestætiske 'Holly Holy', der fik Olympiahalle til at summe højlydt sammen med 'I Am... I Said', hvor publikum klappede hovedpersonen ud som en hjemvendt konge til tonerne af det store bands coda. Endnu en magtdemonstration af Neil Diamonds sentimentale sangskrivning. Hallen gyngede euforisk videre under ekstranumrene, først med 'Cracklin' Rosie' og så selvfølgelig et af mesterens største hits, 'Sweet Caroline', der blev forlænget med talrige gentagelser af omkvædet, mens publikum gjaldede med på klassikeren.

Men meget symptomatisk for aftenen blev festen lukket på skæv vis med den evangeliske gospelsag, 'Brother Love's Travelling Salvation Show' – som bare ikke fungerer uden for religiøse USA (sjovt nok har Dolly Parton også for vane at spille selvsamme sang) – og endelig den fesne 'Heartlight'; skrevet sammen med Burt Bacharach, under Diamonds stagnerende karriere i 80'erne. Hvor var 'Solitary Man', 'Song Sung Blue' og, for den sags skyld, 'Longfellow Serenade'? Man kan ikke få det hele, men koncerten blev tynget af for meget schmaltz og for lidt eventyr, som publikum ellers ville have haft godt af. Under alle omstændigheder var det på sin vis en uforglemmelig oplevelse både at være i schlagercentrum og sjælerhimlen inden for blot to timer. Det ville klæde den kommende Royal Multiarena at invitere Neil Diamond forbi Danmark en sidste gang, mens han stadig er turnerende.