Underholdende urmennesker
Vurdering
3
Spillested
Dato
21/10/2014
Information
Digital Primitives:
Cooper-Moore (div. instrumenter)
Assif Tsahar (saxofon)
Chad Taylor (trommer)

Lotte Anker:
Saxofoner

Underholdende urmennesker Underholdende urmennesker

Digital Primitives åbnede Jazzhouses Actionjazz-festival med en fornøjelig anarkistisk, men også lige gøglet koncert med masser af hjemmelavede instrumenter. Danske Lotte Anker varmede op som modstykke med fire avantgardistiske eksperimenter for saxofon.

Actionjazz-festivalen blev åbnet med en intimkoncert på Jazzhouses lille scene på øverste etage, ved siden af baren, men det blev alligevel en stærk premiere på den 11 dage lange Actionjazz-event denne tirsdag. Den festlige amerikansk-israelske trio, Digital Primitives, bøjede genrerne i et jazzet lydbillede, mens danske Lotte Anker varmede op med fire eksperimenter for saxofon.

Lotte Anker er kendt som leder af Copenhagen Art Ensemble, og hendes rå tilgang til musikken har da også tydelige aner af Chicagos legendariske Art Ensemble. Hun startede med et abstrakt stykke for sopransaxofon, så et eksperimenterende et for tenorsax, hvor hun brugte violinbue på messingen med den ene hånd og spillede med den anden.

Ankers stil er ikke ulig den Jazzhouse-aktuelle Anthony Braxtons fragmenterede ditto, hvilket kom til udtryk ved endnu ti minutter på tenor, og da hun satte en tom halvlitersflaske i lydtragten på altsaxofonen til sidst i sættet, kunne det godt fornemmes, at hun også har arbejdet sammen med Tim Berne. Interessant og udfordrende åbning af aftenen.

"Vi burde være rige!"

Og så var der hovednavnet Digital Primitives. At kalde trioen for en "anderledes" størrelse virker nærmest som en underdrivelse. Der er for så vidt ikke noget videre odiøst ved trommevirtuosen, Chad Taylor (der har spillet med bl.a. Marc Ribot og Fred Anderson) og den israelsk fødte saxofonist Assif Tsahar (som har indspillet med Susie Ibarra og Hamid Drake), men den sidste mand i trioen, den snart 70-årige veteran Cooper-Moore (født Gene Ashton), trak konstant musikken i nye retninger, når han mellem hver sang skiftede mellem sine hjemmelavede instrumenter. Ja, og så har han arbejdet sammen med selveste David S. Ware og varmede såmænd i sin tid op for Sonny Rollins...

"We should be rich. We're not, but we should be, because we're the only ones who do this", proklamerede han ironisk midtvejs i den fem kvarter lange koncert. Og de tre startede ud i jazzen, med Cooper-Moore på en aparte båndløs bas, som han havde i skødet og spillede på med stikker. En "Diddley Bo" kalder han den humoristisk. "Slap"-spillet trak selvsagt de tre i en funky retning, og på et tidspunkt gik der nærmest 'Low Rider' i den. Multimusikanten havde dog også en to-strenget træsag, "The Twanger", med banjostrenge, og når han spillede slide på dén, lød Digital Primitives pludselig som Morphine med Ry Cooder på guitar...

A Love Supreme?

Bag trommerne kunne Taylor også lidt af hvert, hvilket han beviste, da han midtvejs samlede den xylofonagtige afrikanske mbira op. Og det var netop de afrikanske undertoner, der blev ekstra forstærket i afrobeat-retningen, da Cooper-Moore pludselig gav sig til at blæse på bambusfløjte, mens han senere kastede sig ud i en a cappella-hyldest til kærligheden. "A Love Supreme" var det måske ikke, men den storm, hans to medspillere piskede op, var simpelthen berusende.

Og da de tre til sidst lukkede med larmende garageblues, der ville have fået Jack White til at rødme, føltes turen fra den frigjorte jazz over funk og afrobeat fuldendt i en grad, så man dårligt kunne forlange en mere eklektisk start på festivalen. Digital Primitives var sine steder lige vel gøglede og pjattede, og musikernes lettere ironiske distance tog lidt luften af løjerne her og der, men det klædte musikken meget godt, og til sidst lykkedes det trioen at få alle de omtrent 50 publikummer til at gjalde "I'm so happy, so happy to be alive".

Så var der også lidt gospel at gå hjem på. Fornøjeligt.