En sidste pragtpræstation
Vurdering
4
Kunstner
Spillested
Dato
31/10/2014
Information
DKV Trio:
Hamid Drake (trommer)
Ken Vandermark (tenor-, baryton- og sopransaxofon)
Kent Kessler (kontrabas)

En sidste pragtpræstation En sidste pragtpræstation

Kurator Paal Nilssen-Loves gamle ven, Ken Vandermark og hans DKV Trio sørgede for en formidabel afrunding på Actionjazz-festivalen, inden norsk-finske Testicle Hazard efterfølgende satte et passende brutalt buldrende noise-punktum for det hele.

11 dages "Actionjazz"-festival på Jazzhouse, Dome of Visions og Huset-KBH er nu ovre. Begivenheden har ikke just været præget af mådehold fra gæstebooker Paal Nilssen-Love, men har talt en lang række dobbelt- og tredobbelte koncerter samt en improv-aften, der sluttede klokken 4 natten. Festligt har det dog været, og fredag blev den herlige halvanden uge afrundet, netop på Jazzhouse.

Under festivalen er dagene og timerne er flydt sammen i et virvar af alt fra avantgardejazz over elektronisk drone og afrikansk musik til skinger post-punk. Generelt har niveauet været virkelig højt, og festivalen kulminerede midtvejs, da Nilssen-Love i mandags selv optrådte med sit store løsrevne ensemble, Large Unit, mens "hovednavnet" Shellac torsdag spillede for udsolgte huse.

Til den den sidste dag havde den 39-årige norske trommeslager samlet en heftig pakke. Han havde indkaldt den alsidige amerikanske saxofonist, Ken Vandermark, der allerede deltog i atonal terror med Lean Left og i impro med Ethiocolor på Huset-KBH i onsdags (og desuden som DJ før og efter Shellac). De to har arbejdet sammen i mere end et årti på en række duoplader, senest to år gamle 'Letter to a Stranger', men denne aften optrådte Vandermark med DKV Trio, der også tæller trommeslager Hamid Drake og Kent Kessler og som excellerer i løsslupne jams, der flyder ind i hinanden.

Og for at sætte trumf på, blev aftenen rundet af på bastant vis med en times noise fra den norsk-finske duo, Testicle Hazard (Lasse Marhaug, der spillede med Large Unit i mandags). Som opvarmning var der minimalistisk australsk eksperimentalmusik ved Great Waitress, anført af den tyskfødte pianist, Magda Mayas, der på sine soloplader blandt andre har arbejdet sammen med The Necks' trommeslager, Tony Buck. Trioen faldt i den tyste ende af festivalens program, og kun 15-20 publikummer var mødt frem, da de tre tog hul på deres 20 minutter korte sæt, hvor der blevet arbejdet med resonans og smålyde. Lige fra Mayas' strygen på strenge spændt fast i flygelet til Altmans forsigtige klarinetspil til Brooks' behandling af harmonikaen, der mere gav små klikkende lyde. Dét nåede aldrig rigtigt at fange.

Masterclass i musikalsk ekvilibrisme

Men bagefter imponerede DKV Trio så til gengæld med et velplaceret og meget jazzet højdepunkt på festivalen. De tre musikere, der har hjemme på Chicagos frugtbare jazzscene, har forbindelsen til Norden via samarbejder med Mats Gustafsson via Peter Brötzmann og ikke mindst Joe McPhee, der gæstede denne festival i sidste uge. Ligesom svenske LSB i søndags, stillede disse tre amerikanere i i klassisk trioformat uden nogen excentriske indslag, men det behøvede de heller ikke, så forrygende, som dette lød. Sammen leverede de en fokuseret 45 minutter lang koncert, hvor de skiftedes til at tage teten, først med Vandermarks tenorsaxofon syngende vildt foran Hamid Drakes svævende trommer og Kesslers hastigt vandrede basspil.

Efter et kvarters tid tog Drake eksempelvis turen ud i en trommesolo, der såmænd næsten var lige så musikalsk, som når resten af instrumenterne var med (det giver god mening, at han som ung blev inviteret til at spille med giganter som Don Cherry og Pharoah Sanders); og så tilbage til det fulde lydbillede, nu med Vandermark på gåseskrigende barytonsaxofon, inden Kessler fik depechen til en bassolo. Alt sammen, som var det planlagt ned til mindste detalje allerede inden koncerten gik i gang, så stramt blev det turneret.

De tre spillede simpelthen hinanden op til det bedste, men det var Vandermarks pragtpræstationer – han nåede også at vise sit talent på sopransaxofon i en løsrevet solo med trommerne og bassen halsende efter – der står klarest tilbage i hukommelsen. Han mente det tydeligvis, da han sagde, at han var beæret over at tage del i Paal Nilssen-Loves ganske rigtigt unikke festival. DKV Trios lidt korte optræden var måske ikke lige så stærk som Large Units lange, men det var som en masterclass i musikalsk ekvilibrisme, uden at det blev hverken kedeligt eller uvedkommende.

Som i en jetmotor

Nogle publikummer troede vist, at det var en joke. Men den var god nok. Nilssen-Love havde hyret duoen Testicle Hazard til at lukke og slukke for festivalen. Foruden finnen Tommi Keränen tæller foretagendet den norske noise-konge Lasse Marhaug. Han kendes bedst for sit samarbejde med John Hegre i en anden duo, Jazzkammer. De to fjernede for ti år siden et m i bandnavnet for at markere et skift i retning af den guitardrevne drone, som siden er blevet understreget af deres sarkastiske forsøg på at bygge videre på salig Lou Reeds vilde musikalske statement med 'Metal Music Machine 2'. Men denne aften stillede støjveteranen altså med sit seneste nye projekt, og de tilbageværende publikummer så sandelig fik ørerne i maskinen.

Den halve times uafbrudte digitalt manipulerede støj gav indtryk af at være anbragt i en jetmotor, og de tos medbragte forstærkere gjorde det muligt at mærke lydtrykket helt ind i knoglerne og tandfyldningerne. Det var som en vulkan i udbrud tilsat lyden af utallige boremaskiner, og terroren og den skingre feedback fortsatte, mens flere udvandrede. Men denne lettere bizarre, fysiske oplevelse var en mere end passende afslutning på den lange og vellykkede festival. Det har måske ikke været den mest velbesøgte af slagsen, men det er fantastisk, at København har et spillested som Jazzhouse, der tør gå forrest med satsninger som denne, hvor musikken og ikke alt dét udenom, er det væsentlige. Tak for det og ikke mindst tak til Paal Nilssen-Love for at strikke årets mest eklektiske program sammen. Forhåbentlig gentages succesen næste år.