Slowmotion stener
Vurdering
3
Kunstner
Spillested
Dato
15/02/2015
Sætliste
1. Badgers Bane
2. Even Hell Has Its Heroes
3. The Bees Made Honey in the Lion's Skull
4. There Is a Serpent Coming
5. Old Black
6. Ouroboros Is Broken
7. Torn by the Fox of the Crescent Moon

Ekstranummer:
8. Fata Morgana (NY)/From the Zodiacal Light

Slowmotion stener Slowmotion stener

Dylan Carlson og hans Earth gæstede et udsolgt Jazzhouse, der lagde lokaler til Washington-bandets tunge og slæbende guitar-drone. Lidt mere variation i det meget repetitive udtryk havde næppe skadet, men tiden gik nu alligevel hurtigt i trioens selskab.

Instrumentalbandet Earths ottende album, 'Primitive and Deadly', udkom i september sidste år og landede som lidt af en overraskelse. Ikke blot talte flere af numrene gæstesangerbesøg, blandt andre fra Mark Lanegan; hovedpersonen Dylan Carlson droppede også det ørkenstøvede og afdæmpede udtryk, han har lagt for dagen siden 2005's genkomstpladen, 'Hex'. Der var kort sagt atter distortion på de tunge melodier.

Carlson er nu på turné for at følge op det, der er blevet hans bedst sælgende plade, med Adrienne Davies på trommer og stand-in Don McGreevy i stedet for Bill Herzog (der desuden har spillet med Earth-disciplene Sunn O))). Og der var grundlag for en noget anderledes koncert end dem, hovedpersonen og hans kumpaner senest har givet på dansk grund samt som solooptrædende under alias, Drcarlsonalbion, på Jazzhouse forrige år.

Egentlig er det ikke sært, at Earth er havnet på jazzhusets scene. For nok er udgangspunktet Black Sabbath-riffs trukket ud i tung minimalisme, men Carlson har altid eksperimenteret med formatet og arbejdet med gæsteguitarister, blandt andre jazzveteranen Bill Frisell på 2008-pladen, 'The Bees Made Honey in the Lion's Skull', og bandet har da også været udvidet med både trombonist og cellist. På Jazzhouse var formatet som nævnt dog strippet ned til tung trio, og aftenens udsolgte koncert var centreret omkring de slæbende numre fra sidste års plade.

Guitar Hero

Dylan Carlson gik på scenen i stilfuld silkeskjorte og vest, og med midterskilning oveni tør roligt det siges, at han ligger langt fra den doom-metalliske stereotype. Hans Fender Telecaster ændrede ikke ved det, og hans stringente måde at introducere alle sangene på føjede endnu en spøjs dimension til seancen. Til gengæld tvang han tonerne ud af guitaren, blandt andet ved at løfte hovedet i vejret, og han sendte sågar djævlehorn til publikum, så han undertiden endte med at ligne en, der var med i Guitar Hero, men det tog dog aldrig overhånd i den 80 minutter lange koncert, hvor tiden gik hurtigt, selvom lidt variation ikke havde skadet.

De første 20 minutter var dedikeret til de to og instrumentale nye sager, 'Badgers Bane' (der kun fås på vinyludgaven af 'Primitive and Deadly') og den meget Black Sabbath'ske 'Even Hell Has Its Heroes'. Ikke den mest overbevisende start, især ikke fordi, Carlson i 'Ouroboros Is Broken' siden understregede, at han i hvert fald tidligere har lagt navn til en mere potent slowmotion-omskrivning af 'Sabbath Bloody Sabbath'. Han præsenterede sangen som den første, han nogensinde har skrevet, og den understregede om ikke andet også, at han dengang var mest inspireret af Washington-kollegaerne Melvins' hærg. I dag lader Lou Reeds guitartone i stedet til at være en hovedinspiration, og 'Metal Machine Music' var det jo nok allerede i sin tid.

Storladent og instrumentalt

Bag Carlson baskede Adrienne Davies både skævt og utight igennem, men live som på plade passede det perfekt til Earths musik, der har en tendens til at lyde som om, den er ved at gå i stå. Den desorienterede tilmed i psykedeliske stunder som eksempelvis 'The Bees Made Honey in the Lion's Skull', hvor trioen lød mere som Bardo Pond og Morricone end som Black Sabbath... Ikke overraskende er det ikke lykkedes Carlson at få Mark Lanegan med på turné, ej heller Rabia Shaheen Qazi, så vokalnumrene fra den aktuelle plade blev leveret instrumentalt, og det gjorde især 'There Is a Serpent Coming' noget svagere, mens storladne og i forvejen instrumentale 'Torn by the Fox of the Crescent Moon' mod slut tårnede op som koncertens højdepunkt.

Som intro til det enkeltstående ekstranummer, 'From the Zodiacal Light' (der trods Qazis fravær faktisk fungerede fortrinligt), gav Carlson & Co. en snas af et nyt nummer, de arbejder på. 'Fata Morgana', kaldte hovedpersonen det, men det var så også det mest overraskende i en koncert, hvor guitaren i dén grad fik lov at tale. Selvom det netop er selve pointen ved Earth med drone og stenet repetition, havde det, som skrevet, pyntet med lidt afveksling, som såmænd sagtens kunne være i form af en ekstra guitar, nøjagtig som plade, hvor den 46-årige hovedperson som bekendt hiver gæster ind fra højre og venstre. Dem var der ingen af denne aften, men en solid stener af en koncert blev det da trods alt til.