Dansabel atonalitet
Vurdering
3
Kunstner
Spillested
Dato
28/10/2014
Sætliste
1. Last Famous Words
2. Double Order
3. Eoleyo
4. Every Sixth Is Cracked
5. 27 Passports
6. Top of My Lungs (NY)
7. That's Not a Virus
8. Maybe I Was the Pilot
9. How Thick You Think
10. Four Billion Tulip Bulbs

Ekstranummer:
11. 24 Problems

Dansabel atonalitet Dansabel atonalitet

Der var hollandsk anarki i København, da kultbandet The Ex tirsdag lagde vejen forbi Jazzhouse og gav Actionjazz-festivalen et skævt tvist med en lige vel kort, men på én gang støjende og festlig koncert, der fik gang i publikums dansesko.

Actionjazz-festivalens anden uge er på flere måder opskaleret i forhold til den første. Koncerterne afvikles på Jazzhouses store scene i kælderen frem for den lille i gadeplan, og gæstebooker Paal Nilssen-Love åbnede selv mandagen i selskab med hele 10 kollegaer i en forrygende optræden med Large Unit. Men også rent musikalsk er spektret udvidet med det mere rockede og guitardrevne.

Det første knap så jazzede indslag ramte trommehinderne, da de hollandske veteraner i The Ex åbnede op for deres dansable atonale terror tirsdag. Gruppen startede tilbage i 1979 som en del af den politisk farvede punkbølge med et par ikke ligefrem innovative albums. Anført af guitarist Terrie "Ex" Hessels og frontmand G.W. Sok talte debutens titel for sig selv: 'Disturbing Domestic Peace'.

Men på 1983's 'Dignity of Labour' og navnlig det efterfølgende års 'Blueprints for a Blackout' blev freejazzens støjende inspiration så småt mere udtalt, og dén stil forfulgte kvartetten i 90'erne, med de to nye faste medlemmer, trommeslager Katherina Bornefeld og den skotske guitarist Andy Moor, som kom med i det gale ensemble efter et albumsamarbejde med hans band, Dog Faced Hermans.

Bizar æstetik

Sammen med den amerikanske avantgardecellist, Tom Cora, indspillede The Ex i 1991 og 1993, de dadaistisk skæve skiver, henholdsvis 'Scrabbling at the Lock' og 'And the Weathermen Shrug Their Shoulders', to af hollændernes hovedværker, om end gæstefyldte 'Instant' (1995) og 1998's galemandsværk, 'Starters Alternators', faktisk indfanger hollændernes bizarre æstetik endnu klarere. I det nye årtusinde er The Ex' output så småt aftaget, og G.W. Sok skred fra bandet i 2009, men blev hurtigt erstattet af den yngre og joviale Arnold de Boer, der også var med på Jazzhouse.

Steve Albini (der selv optræder senere på ugen med Shellac) hjalp til med Ex' seneste 'Catch My Shoe', som også talte et par indslag fra musikere fra både Uganda og Etiopien. Og The Ex gengældte spillelysten ved at deltage på den etiopiske saxofonist, Getatchew Mekurias 2012-plade, 'Y'Anbessaw Tezeta'. Senest har de indspillet sidste års 'Enormous Door' i selskab med blæserkvartetten, Brass Unbound, med blandt andre Mats Gustafsson og Ken Vandermark, der også begge optræder senere på ugen med henholdsvis The Thing og DKV Trio. Så på dén måde passer den hollandske kvartet perfekt ind i Actionjazz-programmet.

Moonwalk og ballettrin

Inden de fire gik på scenen, var der reserveret en spot til finske Pekko Käppi, der gav et tre kvarters sæt på hjemlandets traditionelle strengeinstrument, jouhikko, der spilles med bue og lyder som en krydsning af cello og violin. Käppi har sat sig for at genoplive brugen af instrumentet og udvide folks kendskab til det, og det gør han ved at fremføre folkesange, der er lige så gamle som instrumentet selv, nogle gange udsat for distortion. "Finnish voodoo", kaldte han det selv, men hans små baggrundhistorier mellem sangene, om død, krig og kærlighed var mere interessante end musikken selv, der blev noget ensformig i længden tilsat lettere anstrengt vokal. Ja, og så er det jo længe siden, at landsmændene Apocalyptica satte celloer ind i en forvrænget rockkontekst med dødningehoveder.

Så var der mere ved The Ex, der helt klart har ladet den afrikanske musik smitte af på deres egen musik. Det var tydeligt allerede i koncertens åbningssang, 'Last Famous Words', hentet fra sidste års album med Brass Unbound. Katherina Bornefeld lagde bunden med et funket beat side om side med Moors barytonguitar, og med både han, Hessels og De Boer på guitarer, var der gjort masser af plads til festlig action, de seksstrengede imellem. Især Hessels mærkværdige blanding af moonwalk og ballettrin satte gang i midten af scenen, hvor han spillede op til De Boer med atonale anslag, uden at musikkens poppede og dansable appeal på noget tidspunkt gik fløjten.

Lille tirsdagsfest

The Ex så ikke særligt langt tilbage i karrieren i den koncise og blot godt en time korte koncert. Sangene var primært hentet fra 'Enormous Door' og 'Catch My Shoe' samt den nye 7"-single, kvartetten udsendte i begyndelsen af året. Og der var endda også plads til et nyt nummer, der vist hed 'Top of My Lungs', og som ifølge De Boer vil være at finde på Ex' næste 7'er. Bornefeld overtog vokalen i sangen, der lød som Jefferson Airplane på et dårligt trip. På den gode måde. Men der var ingen musikalske åbenbaringer, og kvartetten vandt især via Terries sjove støj og det festlige sammenspil, der indirekte opfordrede publikum til at danse løs, og som aldrig blev kedeligt.

The Ex viste også, hvor bredt de kan favne, som i eksempelvis 'Maybe I Was the Pilot', hvor Sonic Youths guitarstøj pludselig fik kamp til stregen. Generelt fornægtede hollændernes heftige forkærlighed for bands som Wire og Gang of Four (og nu også Fela Kuti) sig ikke, og Captain Beefhearts stjerne lyser selvsagt meget stærkt over kvartetten. Til gengæld har de selv inspireret netop Sonic Youth i sin tid, og eksempelvis amerikanske Oneidas anarki havde næppe lydt som det gør uden The Ex. Dét stod i hvert fald klart efter en time i selskab med Amsterdam-bandet, der da også startede en lille tirsdagsfest. Men en kort en af slagsen.