Imponerende improvisation
Vurdering
3.5
Spillested
Dato
19/03/2015
Information
Christian Fennesz: Guitar, laptop
Arve Henriksen: Trompet, lommetrompet, vokal, laptop

Imponerende improvisation Imponerende improvisation

Den østrigske guitarist Christian Fennesz og den norske trompetist Arve Henriksen åbnede torsdag radiostationen The Lakes kuratorkoncertuge i Jazzhouse. Sammen gav de to deres blot anden, men overraskende formfuldendte timelange koncert.

Christian Fennesz og Arve Henriksen er begge musikalske kapaciteter hver for sig. Østrigske Fennesz debuterede for 20 år siden, da han med sin manipulerede guitardrone byggede videre på idéer fra den daværende britiske scene, hvor Spacemen 3's Peter "Sonic Boom" Kember (Experimental Audio Research [E.A.R.]) sammen med navnlig Robert Hampsons Main og Flying Saucer Attack tog de hvidstøjende guitarkaskader til nye ekstremer.

Han lagde voldsomt fra land med sit første album, 'Hotel paral.lel' fra 1997, der blandede den skærende guitar med industrialelementer, glitch og masser af lag af digitale effekter, og som siden banede vej for trilogien af Fennesz-hovedværker, 'Endless Summer' (2001), 'Venice' (2004) og 'Black Sea' (2008). Plader, der bandt østrigerens raserende fortid sammen med hans senere og mere afdæmpede, ambiente værker.

Siden har den nu 52-årge herre udvidet sin musikalske horisont, navnlig med Yellow Magic Orchestras keyboardmand, Ryuichi Sakamoto, som han har samarbejdet med flere gange, og over de seneste år inden for den eksperimenterende jazz, som på sidste års 'Bécs', hvorpå både jazzbassisten Werner Dafeldecker og The Necks' trommeslager Tony Buck medvirkede.

Arve Henriksen kendes nok bedst som en tredjedel af det vildt eksperimenterende norske kollektiv, Supersilent, der har fået grænserne mellem rock, jazz og elektronisk musik til at flyde betragteligt sammen siden de sene 90'ere. Og han har nu også kastet sig ud i laptopmanipulering af sit trompetspil, der har givet ham et udtryk, der unægtelig sender tankerne i retning af Jon Hassell, i særdeleshed på de roste soloplader, han har udsendt inden for de seneste par år.

Eno ville være stolt

Torsdag aften stod Fennesz og Henriksen så på scenen i Jazzhouse som helt ny duo; det var deres blot anden koncert sammen. Den slags kan gå begge veje, men tegner oftest billedet af musikere, der ikke helt ved, hvor de har hinanden. Sådan føltes mødet mellem disse to herrer imidlertid sjældent. Musikalsk var det som en forlængelse og sammenfletning af de tos respektive aktuelle plader. Altså fra den ene fløj guitar-glitch, der i dag har mere tilfælles med Neil Youngs instrumentale elektriske skiver og Daniel Lanois' leg med ambient, end det har med den engelske 90'er-støj. Og fra den anden fløj ret utrompet'sk manipuleret trompetspil.

Foran et velbesøgt Jazzhouse med i omegnen af 100 siddende publikummer åbnede Henriksen koncerten med sit stille spil, kørt gennem laptop, så det dårligt lød som det traditionelle instrument, og kort efter kom Fennesz rumlende fra bunden af lydbilledet, inden han slog strengene an. Den imponerende uafbrudte halve times improvisation, der fulgte, ville have gjort både Hassell og Brian Eno stolte. Men østrigeren ofte fremstod som en lydarkitekt, der rodede sporadisk med guitaren og lydbilledet i det hele taget, så var hans lidt yngre norske kollega på overarbejde som trompetist og lommetrompetist, men også med sin specielle vokal, der var som en lys solostemme hentet fra et kirkekor. Det gav nogle nærmest pastorale undertoner.

Laptop-dyst

I det første pusterum efter den halve time var Arve Henriksen ikke bleg for at understrege, at det var en direkte ære for ham at have muligheden for at spille sammen med et af sine største forbilleder og det, der fulgte, bevidnede herefter i høj grad om, hvor bredt disse to musikere favner. Som kontrast til det første og afdæmpede segment, skruede Fennesz nemlig op for støjen og føjede stammetrommer til som rytmisk fundament. I denne noget mere ustabile del af sættet var det også tydeligt, at de to laptop-ekvilibrister spillede op til hinanden og overraskede med forskellige tiltag på computerne; det lød noget mere usammenhængende, igen med Henriksens lyse røst som ekstrainstrument.

Det lykkedes det forbilledligt lyttende publikum at klappe duoen tilbage på scenen til et meget kort ekstranummer, der aldrig nåede at udvikle sig, men som lige fik presset koncertens spilletid ud over én time. Men mere kan man vist heller ikke forvente sig af to musikere, der stort set aldrig har spillet sammen før. The Lake-ugen på Jazzhouse fik en mere end solid start i form af denne eksklusive koncert og et sjældent dansk besøg fra Christian Fennesz. Og mens det skal blive spændende at høre, om der kommer noget yderligere ud af dette samarbejde, så må østrigeren såmænd også mere end gerne kigge forbi igen med nogle af kapaciteterne, der medvirkede på hans plade fra i fjor. Men en imponerende improvisation a la aftenens går mildt sagt også an. Og nu har guitarkollegaen Oren Ambarchi også noget at leve til, når han gæster Jazzhouse om en god måneds tid.