Kontrolleret storm
Vurdering
3
Spillested
Dato
10/07/2015
Information
Mats Gustafsson – tenorsaxofon
Johan Berthling – bas
Andreas Werliin – trommer
Mariam Wallentin – vokal
Sofia Jernberg – vokal
Anna Högberg – altsax
Mette Rasmussen – altsax
Lotte Anker – sopran- og tenorsax
Jonas Kullhammar – bassax
Goran Kajfes – kornet
Niklas Barnö – trompet
Mats Äleklint – trombone
Per-Åke Holmlander – tuba
Hild Sofie Tafjord – valdhorn
Andreas Berthling – elektronik
Finn Loxbo – guitar
Julien Desprez – guitar
Martin Hederos – keyboard
Mads Forsby – trommer

Kontrolleret storm Kontrolleret storm

Fire! Orchestra vendte tilbage til Jazzhouse, i komprimeret form, for at gentage succesen fra sidste år. Men der er sket meget siden sidst. Bigbandet var lige rigeligt dresseret og spillede kun i glimt op til ekstasen fra den foregående koncert sammesteds.

For halvandet år siden åbnede Fire! Orchestra Jazzhouses årsprogram med en af 2014's bedste og mest mindeværdige seancer. At mærke den musikalske kraft, som de ikke mindre end 28 musikere – alt fra blæsere over strengeinstrumenter til trommeslagere og sangere – blæste ud over Jazzhouses mildt sagt tætpakkede scene, var en oplevelse, som de tilstedeværende utvivlsomt sent vil glemme.

Nu skriver vi 2015, Københavns jazzfestival lakker mod enden, og ensemblet optræder atter i kælderen i Niels Hemmingsens Gade. Eller det vil sige, det er faktisk langt fra det samme orkester; bandet er ikke helt så big som sidst. Saxofonist og dirigent Mats Gustafssons slæng giver denne gang to koncerter, og dét med en besætning på "blot" 19 medlemmer. 16 styks er pillet fra og syv nye er kommet til, heriblandt tre danskere:

Saxofonisterne Lotte Anker og Mette Rasmussen og trommeslageren Mads Forsby alias Illdjinn, som også har optrådt med Frisk Frugt. Anker har senest spillet med japanske Koichi Makigami og Ikue Mori og på sidste års Copenhagen Jazzfestival med guitarikonet Fred Frith. Rasmussen har arbejdet blandt andre Chris Corsano, Alan Silva, Daniel Carter og Rudi Mahall, og i efteråret var hun helt alene i Jazzhouse, hvor hun gav soloopvarmning for Cancer.

Midt i udskiftningerne er Fire!-triogrundstammen dog uforandret med Gustafsson selv, trommeslager Andreas Werliin (Wildbirds & Peacedrums) og bassist Johan Berthling, der har taget sin bror Andreas fra fællesbandet Tape med på elektronik, og af andre nytilkomne er norske Hild Sofie Tafjord på valdhorn og de to yngre guitarister Finn Loxbo (Dog Life) og afstikkeren fra Frankrig, Julien Desprez (Earthly Bird), der i hvert fald har en mere støjende tilgang til deres instrument end deres forgængere. Med andre ord var der ikke lagt op til en stille og tilbagelænet lounge-aften, men i sidste ende forblev det nu alligevel underligt kontrolleret, det hele.

Kort visit i Gay Disco

Gustafsson har håndplukket sit eget evigt turnerende band, The Thing, til at opvarme for Fire! Orchestra på finaleaftenen, men om fredagen var det New York-baserede Andrew D'Angelo's Gay Disco Trio, der stod for en veritabel opvarmning af trommehinderne inden hovednavnet. D'Angelo har en fortid som sideman for eksperimentaljazz-kultikonet Bobby Previte, der i 80'erne stod for en anarkistisk fusion af jazz og rock, og siden har han spillet med islandske Hilmar Jensson i TYFT. I dag har han lånt trommeslager Jim Black fra selvsamme foretagende og samlet en trio, der fuldendes af bassist Trevor Dunn, som fortsat bedst kendes for Mr. Bungle og Fantômas, selvom han for længst har ladet sig opsluge af New Yorks eksperimentalscene.

Trioen har det ikke just sigende mærkat, Gay Disco, men det refererer til hovedpersonens seksuelle orientering og er løftet fra en sangtitel fra 2008-albummet, 'Skadra Degis'. D'Angelo var selvsagt oppe at køre over den aktuelle ændring i lovgivningen i USA ("I can get married now, bitches!"), men gennem hans meget personlige monologer kom det også frem, at han har overlevet kræft i hjernen. Og han så da også ganske stålsat ud, hovedpersonen, der stirrede intenst som en blanding af Jaz Coleman og Andy Kaufman...

Det var lige før, at det overskyggede musikken, hvor de tre boltrede sig, ganske vist dygtigt, rundt i Zappa'sk rock, soloballader og såmænd også funkjazz i 'Used To', mens hovedpersonen vekslede mellem altsaxofon og basklarinet undervejs. Endda selvom Mats Gustafsson kiggede forbi undervejs og krydrede lyden med sin barytonsax, for efter en halv times tid var koncerten ovre, inden det var til at danne sig et ordentligt indtryk af trioens ellers underholdende indsats.

Småt med overraskelser

Set udefra, kan det næsten virke som en intern joke, at Mats Gustafssons norske trommekollega i The Thing, Paal Nilssen-Love, har søsat sit "Large Unit"-orkester sideløbende med Fire! Orchestra, og at han har lige så godt styr på formatet, viste han sammen med ti andre musikere på Jazzhouse i efteråret. Til gengæld var det knap så struktureret. Men denne fredag viste det nye 19-personers Fire! sig netop at være endog for kontrolleret. Det lød mere som et rockband med jazztendenser end omvendt. Hatten af for at udvikle sig, men det viste sig tidligt, at dette skulle blive noget helt andet end sidst, og det var egentlig symptomatisk, at den stringent planlagte, timelange koncert mod slut mere ebbede ud, end den nærmede sig transcendens, som det var tilfældet forrige gang.

Den svenske hovedperson og kapelmester stod denne gang med fronten til publikum og mere opslugt af sit orkester, midt på scenen, i baggrunden. I stedet var de to vokalister, Sofia Jernberg og Mariam Wallentin, i front for det hele, og fyldte i det hele taget meget, også i lydbilledet. Og det var ikke et uomtvisteligt plus, for sammenlignet med sidst der var knap med stemmelege, og egentlig fungerede de mest som popsangerinder, syngende på engelsk, mens også musikken var inddelt i fire rimeligt stramme blokke, bundet sammen af soloovergange fra det ene eller det andet instrument. Overraskelserne var det så som så med efter en dramatiske intro, der ledte til en ny komposition, som landede et sted mellem kraut, 'On the Corner'-æra Miles Davis og Pharoah Sanders' spirituelle udvidede format; med Anna Högberg i udvidede soli på hæsblæsende altsax.

Ingen grænser

Men hvor de ekstra dynamiske tendenser var tonet ned, så var der på plussiden absolut ingen grænser for, hvad orkesteret kastede sig ud i denne aften. Den anden suite var eksempelvis afrikansk musik oversat til bigbandformat, hvor Forsby markerede sig som en bærende kraft i den nye konstellation fra sit podie bagest på scenen. Så sitrede det hele med en herlig trombonesolo fra Mats Äleklint, der gik igen fra sidst (og fra Nilssen-Loves Large Unit, i øvrigt), men det blev også lettere formularisk, at hver musiker nærmest skulle have sig en solostund. I den efterfølgende stemningsfulde, men også forudsigelige sag, der lyd som Pink Floyd med trompeter over, fik Lotte Anker sine minutter med sopransaxofon, og så videre, osv.

Det virkede ikke særlig spontant, og selvom Gustafsson har sagt, at han er nødt til at have ekstra styring på, når orkesteret er så stort, så virkede det alligevel noget mere løsrevet (på den gode måde) sidst, selvom han også viftede og dirigerede rigeligt med armene denne gang. De to guitarister fik lov at gå noise-bananas Thurston Moore-style, Forsby spillede en lille trommesolo, de to trompetister på fløjen fik tid, og tangentspiller Martin Hederos fandt pludselig en violin frem, som han spillede løs på. Selvsamme Hederos (fra The Soundtrack of Our Lives) er – udover grundstammen i orkesteret – med sit orgel efterhånden blevet en nøglefigur i denne mere melodi/sangorienterede inkarnation af Fire! Orchestra.

Mod slut mundede den sidste af de fire blokke ud i noget, der lød som en slowmotion-version af slutningen 'Enter!', igen tilsat soli fra Hild Sofie Tafjord på valdhorn og Mette Rasmussens sax. Heldigvis kom orkesteret tilbage og gav ti minutter lektion i hurtigere tempo i, hvad det var, der gjorde sidste års koncert så speciel. Måske var det de manglende medlemmer, der gjorde det, måske var det de høje forventninger, der lagde en dæmper, måske er Mats Gustafsson blevet lidt for dygtig som dirigent? Det "ny" Fire! Orchestra levede i hvert fald ikke op til sidste års januartriumf. Men det skal dog også tilføjes, at mindre bestemt også kan gøre det...