Flyvende fingre
Vurdering
4
Kunstner
Spillested
Dato
09/04/2011

Flyvende fingre Flyvende fingre

Guitarvirtuosen Marc Ribot gæstede Københavns Jazzhouse og bød på en mere end to timer lang beundringsværdig og frem for alt medrivende musikalsk odyssé.

Af flertallet kendes Marc Ribot nok bedst for sit skramlende guitarspil på Tom Waits’ ’Rain Dogs’-plade. Men det er hans virke på avantgarde- og jazzscenen – hvor han har samarbejdet med blandt andre John Zorn – der har givet ham anerkendelse i undergrunden og af musikere verden over.

Den 56-årige amerikaners elektriske guitarspil er umiskendeligt og fantastisk stemningsfuldt, men det var ikke dét, vi fik at høre på Jazzhouse i aftes. Der stod ganske vist en el-guitar på scenen, men den blev stående indtil ekstranumrene – Ribot var i et sjældent tyst humør, faktisk så tyst, at han havde bedt om at få slukket alle køleskabene i baren, så han slap for baggrundssummen.

Lidt udsædvanligt, men også logisk nok, for sidste års album ’Silent Movies’ består hovedsagelig af akustiske kompositioner, der rammer en meditativ åre, som kapaciteten fra New Jersey skulle forsøge at overføre til scenen.

Blues og sigøjnermusik

Inden da skulle Ribots fingre dog lige varmes op, så der blev åbnet med en ren kakofoni, hvor den akustiske guitar fik tæsk og der blev revet i strengene, men harmonien tog hurtigt over. Og så fik man ellers guitar for alle pengene i form af flyvende fingerspil.

De to sæt bestod af hver fem satser på hver cirka ti minutter, og i disse fik Ribot indflettet alt fra folk og blues over bossanova og sigøjnermusik til atonal avantgarde. Det var i sandhed en oplevelse at følge virtuosen krumme sig over guitaren og folde sig ud, musikalsk.

Skiftet fra elektrisk til akustisk så ikke ud til at genere den gode Marc, der stadigvæk fik det maksimale ud af den seksstrengede ved at bruge begge hænder ekstensivt, konstant, og med sit ekspressionistiske spil fremmanede han flere gange John Faheys fantasier.

Fra ’Silent Movies’ fik vi blandt andet den fortryllende vuggende ’Bateau’, den vals-agtige ’Radio’, der mindede om sitartemaet fra filmen ”Den tredje mand”, og ’Sous le Ciel de Paris’, der blev leveret med en indlevelse, så man fornemmede, at den virkelig lå Ribot nær.

Blændende Beatles-øjeblik

Jazzhouse var godt fyldt, men det kunne man ikke høre – publikum var som tryllebundet, og der kom heller ikke mange ord fra scenen. Det var guitaren, der talte. Men mod slut spurgte Ribot pludselig, om der var nogle musikønsker, hvortil en publikummer reagerede prompte ved at råbe: ”Happiness Is a Warm Gun”!

Ribot svarede ved at give sin fortolkning af Beatles-sangen, som han indspillede i 2001 til sit album ’Saints’. Det var et blændende øjeblik, hvor man fik noget helt nyt ud af den gammelkendte klassiker, der fungerede perfekt omarrangeret til akustisk instrumentalnummer.

Hér glimrede Ribots format som fortolker og arrangør for alvor.

Stilhed, harmoni og disharmoni

Som nævnt havde der koncerten igennem stået en elektrisk guitar på scenen, men det var først, da Ribot blev klappet tilbage på scenen til ekstranumre, at han samlede den op for at give sin egen fortolkning af John Cages orgelkomposition ’Some of the Harmony of Maine’. Ribot forklarede, hvordan han havde fundet dette stykke og bestemt sig for at transskribere det, så han kunne spille det på guitar – disse godt ti minutters leg med støjende feedback, stilhed, harmoni og disharmoni var alt vi fik af elektriske toner, for det andet ekstranummer var atter en akustisk sag.

Men efter disse mere end to timers rejse ind og ud af forskellige musikalske universer, var det alligevel svært at komme i tanker om noget, der manglede, selvom man havde indtryk af, at Marc Ribot kunne have løftet seancen endnu højere, hvis han havde krydret med lidt flere elektriske indslag.

Forhåbentlig kommer han tilbage om ikke alt for længe. Med strøm på…