Helt hypnotiserende
Vurdering
3.5
Spillested
Dato
27/03/2015
Trackliste
1. Sunrain
2. Shuttle Cock
3. Die Mulde
4. Trunky Groove
5. Oyster Blues

Ekstranummer:
6. Midnight on Mars

Helt hypnotiserende Helt hypnotiserende

Den tyske krautrock-veteran Manuel Göttsching bød fredag aften på kosmisk rock og disco i et udsolgt Jazzhouse. Lidt overraskende var der ingen indslag fra hans mest kendte værk, 'E2-E4', men de 90 minutter musik var alligevel af høj hypnotiserende standard.

Det er kun en måneds tid siden, at Kraftwerk gav en række udsolgte koncerter i Københavns Koncerthuset. Ralf Hütter og hans lejesvende er stadig særdeles populære, her, fire årtier senere. Og dét sammen med Tangerine Dream, hvis navn også stadig lever stærkt. Men længere nede i undergrunden i den elektroniske krautrock, findes Manuel Göttsching, der spillede i Ash Ra Tempel med Klaus Schulze.

Gruppen udforskede den "kosmiske" side af "krautrocken", der var særlig inspireret af Pink Floyds udvidede psykedeliske rock, men alt sammen med stemningsfuld brug af synthesizer. Göttschings favoritinstrument var dog guitaren, og han påbegyndte da også sin karriere som teenager i et bluesband. Men siden har han altså kastet sig ud i den elektroniske musik, ofte med lydene af den seksstrengede lagt ovenpå.

Han var kun 21 år i 1974, da han indspillede sit første rigtige soloalbum, 'Inventions for Electric Guitar' med minimalistiske stykker på synthesizer, hvor han gydede sin guitar udover, så det hele blev til langstrakte kosmiske symfonier. Men i dag er det værket 'E2-E4', som den nu 62-årige tysker kendes bedst for, og som har gjort, at han af mange kollegaer ses som en gudfader af house/trance og minimal techno.

Den timelange improvisation, der udgør albummet, blev optaget i 1981, men udkom først tre år senere, mens synthpoppen var på sit højeste, og da den unge pioners ellers monumentale Steve Reich'ske repeterende viderefortolkning af Moroders synth-disco var blevet overhalet indenom. Derfor er pladen forblevet kult, men dens omdømme er vokset, og en ny generation af musikere har taget den til sig. Den anerkendes som en af 80'ernes vigtigste, og således kunne Jazzhouse da også melde udsolgt til Göttschings første optræden på dansk grund.

Briller og guitar

På 'E2-E4' går der en halv time, før guitaren træder frem i lydbilledet. Så længe tog det dog ikke denne aften, hvor den vitale veteran hele vejen igennem vekslede mellem sit Farfisa-orgel fra 1976 og sin røde Gibson SG hele vejen igennem. Faktisk var der, lidt overraskende, absolut ingen indslag fra det værk, som Jazzhouse havde brugt til at sælge koncerten med, og som mange af de fremmødte utvivlsomt var mødt op for at høre lidt fra. Men det gjorde faktisk intet, at Göttsching ignorerede den. Han har nemlig et stærkt varieret bagkatalog på samvittigheden, som han frit plukkede fra i sin halvanden time lange optræden, der – trods de repetitive tendenser og numrenes gennemsnitstid på et kvarter – aldrig kedede.

I dag ligner Manuel Göttsching mere en skolelærer end en flippet guitarist. Væk er de lange lokker, som han fremviste på debutalbummmet omslag; nu er håret kort og sølvgråt, skjorten er strøget og til guitarspillet måtte han bære briller. Til gengæld virkede han langt fra hverken pensionsmoden eller gigtplaget, og sættet, der primært tog afsæt i Ashra-solopladerne, var både alsidigt og underholdende, lige fra den åbnende 'Sunrain', hvor hovedpersonen sad bøjet over sit keyboard, der dog druknede lidt i laptoppens samples. Men det var mere undtagelsen i den perfektionistiske og stramt sammensatte seance, hvor den gode Manuel understregede, hvorfor han har opnået legendestatus.

Kontrolleret improvsation

Da Göttsching samlede guitaren op i 'Shuttle Cock', endnu en skæring hentet fra Ashra-æraen omkring 1977, understregede han hurtigt, at han er en helt unik guitarist. Her supplerede han laptoppens samples med sit eget anderledes strengespil, der under soloerne nok virkede temmelig Gilmour-inspireret, men som nåede noget helt specielt, når han kastede sig ud i at lægge yderligere minimalistiske repetitive mønstre ovenpå de elektroniske toner. Det var selvmodsigende kontrolleret improvisation, der dog lå i tråd med skolelærerstilen og det, at han bukkede for publikum mellem sangene, når ikke han fortalte anekdoter om just afdøde Edgar Froese (Tangerine Dream), der lige nåede at gæste København i fjor.

Tydeligt var det, at mange var mødt frem for at høre lidt fra milepælen, 'E2-E4', men der var, som nævnt, ikke engang gjort plads til et brudstykke derfra, og i stedet vekslede musikken mellem kosmisk kraut, repeterende elektroniske toner og også new age som i afdæmpede 'Die Mulde' fra det ti år gamle comebackalbum af samme navn. Men den konstante vekslen mellem uptempo hypnosedisco og ambience plus guitarlir fungerede helt optimalt, hvilket to mandlige publikummer fik lyst til at give til kende, så mod slut i 'Oyster Blues' hoppede de simpelthen op i den ene side af scenen og gav sig til at danse til Göttschings anstrengelser.

En meget sigende afslutning på en aften i selskab med en mesterlig veteran, der ganske vist ikke har flyttet sig det store, siden han for alvor gjorde comeback for ti år siden, men mindre kan også gøre det med de plader, han har på samvittigheden. Der er langt mellem de rigtig vellykkede elektroniske solokoncerter, men med denne aftens vitale indsats gav kult-krautrockeren prøver på, hvordan man holder en koncert kørende alene, uden problemer. Og så gjorde det mindre, at han sikkert skuffede nogle publikummer ved at ignorere "skakpladen", for det var en koncert, der, når den var bedst, var helt igennem hypnotiserende.