Holter helt nede på jorden
Vurdering
2
Spillested
Dato
05/11/2013
Sætliste
1. Maxim's I
2. Horns Surrounding Me
3. This Is a True Heart
4. Marienbad
5. Four Gardens
6. City Appearing
7. In the Green Wild
8. Maxim's II
9. In the Same Room

Ekstranumre:
10. Try to Make Yourself a Work of Art
11. Goddess Eyes I

Holter helt nede på jorden Holter helt nede på jorden

I august lagde Julia Holter navn til et af 2013's bedste albums. Men på Jazzhouse gav hun en temmelig ujævn koncert, der led under hendes og backingbandets noget sløsede tilgang til musikken. Det blev til omtrent fem kvarters musik, men der var alt for få fantastiske øjeblikke.

Den havde manglet, dén her Julia Holter-koncert på Jazzhouse. Hun optrådte ganske vist på Roskilde-festivalen sidste år, men det var på et tåbeligt tidspunkt – lørdag, lidt over middag; det, mange kalder "morgen" i festivalregi – og hun havde blot en cellist og en trommeslager med. Det var altså uden det større band, der senere realiserede dette års fremragende 'Loud City Song'-plade.

Dét album gjorde en smule op med det mere avantgardistiske udtryk, der var kendetegnende for Holters to tidligere udgivelser, 'Tragedy' (2011) og sidste års 'Ekstasis' til fordel for det (lidt) mere poppede og ligetil. Til gengæld drejede den 28-årige californier med nemhed sin stil over i især jazzen, hvorfor aftenens spillested syntes så meget desto mere velvalgt. Og den københavnske kælder var da også, navnlig for en tirsdag, særdeles godt pakket.

På den igangværende Europa-turné har Holter fire mand med til at få sine særegne sange til at lette: Cellist Chris Votek og violinist Andrew Tholl samt trommeslager Corey Fogel og Danny Meyer på tenorsaxofon. Sammen gik de fem uformelt og vinsippende på scenen, og desværre også ufokuserede, viste det sig flere gange i løbet af de omtrent fem kvarter, de diskede op med.

Splittede Julia

Der var simpelthen en lidt for løs og ironisk stemning på scenen, som stod i kontrast til Holters seriøse og ambitiøse sangskrivning. Fint nok, at musikerne har det sjovt – det skal ikke blive for højtideligt – men de lange pauser og indforståede vittigheder undervejs havde en åbenlys indflydelse på deres indlevelse. Og mens det var morsomt, at den 28-årige hovedperson mobbede Meyer på fløjen, hver gang han ramte en skæv tone, så var det også meget symptomatisk for den underlige splittelse af den perfektionistiske musikstudent Holter og publikumsentertaineren Holter. Og allerede åbneren 'Maxim's I' faldt til jorden med sin rodede blanding af akustiske instrumenter og digitalt orgel, mens den samplede ekstravokal i 'Horns Surrounding Me' efterfølgende skar i ørerne.

Men 'Marienbad' – der nok snarere er opkaldt efter Alain Resnais' kultfiilm fra 1961 end efter den tjekkiske by – ramte dog pludselig et eller andet, og kort efter åbnede betagende 'Four Gardens' med sit strejf af asiatiske toner og indisk raga koncertens bedste og forløsende, midterste del. I Canterbury-jazzede 'City Appearing' udstrålede bandet endda en ellers savnet intensitet, og Voteks virtuositet med fingerspil på celloen glimrede i 'In the Green Wild', der var lige så desorienterende som albumversionen, ligesom også 'Maxim's II' fremstod nøjagtig så genial, som på plade. Men der gik ikke længe, inden anekdoter og indforståede jokes igen punkterede momentum.

Negativ overraskelse

Det er ikke til at sige, om det var den temmelig højtråbende publikummer på forreste række, der distraherede bandet, men sådan virkede det meget af tiden, mens snakken faldt på thairestauranter, Roskilde-festival og Obamacare. Holter sagde selv, at hun og bandet havde haft en hektisk uge og egentlig bare havde lyst til at feste. Dét kan også have bidraget til det manglende fokus. Men som publikummer var det i hvert fald frustrerende konstant at blive revet ud af den hypnotiserende stemning, som Holters musik ellers kan fremprovokere. Eksempelvis i det første ekstranummer og det sidste koncertens sidste af få højdepunkter, 'Try to Make Yourself a Work of Art', fra debutalbummet. Dén fik hun og bandet spillet op fra pladens minimalistiske arrangement til en overvældende tour de force.

Sådanne øjeblikke vidnede om, hvor godt det kunne have været. Men så knækkede Votek en streng på sin cello og lagde ufrivilligt yderligere fem minutters ventetid til. Med genistregen 'Loud City Song' in mente var koncerten alt i alt ret skuffende, selv sammenlignet med Roskilde i fjor. De ganske vist sympatiske musikere virkede fraværende i for mange af sangene, der blev kørt af på rutinen. Og det var en negativ overraskelse, at Holter og co. led under den ironiske og sarkastiske humor, der alt for ofte trækker flowet ud af unge amerikanske bands koncerter. Øv.