Skud til hjernen
Vurdering
3
Spillested
Dato
21/05/2015
Information
Søren Kjærgaard (piano)
Jonas Westergaard (kontrabas)
Paul Lovens (trommer, percussion)

Skud til hjernen Skud til hjernen

Søren Kjærgaard debuterede sin nye trio med bassist Jonas Westergaard og den tyske freejazz-veteran, Paul Lovens. Aftenens to alsidige sæt bar meget præg af, at de tre musikere aldrig har spillet sammen før, men det gjorde bare det hele endnu mere uforudsigeligt.

Der var dømt fri improviseret jazz i Jazzhouse denne torsdag. Op til koncerten var der ikke mange informationer at finde om aftenens dansk/tyske trio. Men med den ene tredjedel, pianist Søren Kjærgaards musikalske filosofi in mente, kom det ikke som den store overraskelse. Han vil allerhelst improvisere fra et nulpunkt. Som da han i efteråret atter turnerede landet rundt med veteranen Torben Ulrich.

Sidste år, modtog han også Statens Kunstfonds 3-årige arbejdsstipendie for sit mangeårige virke, især i selskab med kontrabassisten Jonas Westergaard; trioens anden tredjedel. De to genforenedes – efter en lange samarbejdspause – til sidste sommers Jazzfestival, med danske Kresten Osgood bag trommerne, men denne aften indtog den tyske veteran, Paul Lovens, dén plads.

Lovens kendes bedst for sit samarbejde med landsmanden Alexander von Schlippenbach, der med blandt andre Peter Brötzmann førte an i det europæiske modspil til 60'ernes bølge af amerikansk freejazz (Coleman, Coltrane, etc.). Og Lovens gæstede faktisk Jazzhouse på sidste års Actionjazz-festival, netop med Von Schlippenbach (der fortsat leverede en aparte fusion af klassisk atonal avantgarde og jazz), hvor han med sin legesyge tilgang til trommespillet gjorde løjerne ekstra abstrakte. Dengang var han ved at stjæle rampelyset fra sin kapelmester, og også denne aften endte hans dadaistiske skindbehandling i centrum af improvisationerne. Men hans unge medspillere gjorde bestemt, hvad de kunne for at følge med.

Ting og sager

Kjærgaard griber måske nok tangenterne knap så heftigt an som Schlippenbach, men til gengæld er hans spil så uforudsigeligt og spontant, at koncerten var i et konstant flow fra den atonal avantgarde, der har domineret hans seneste projekter, eksperimenter med præpareret piano, til mere klassisk freejazz. Det var ikke den kaotiske Cecil Taylor-stil fra den bizarre koncert med bl.a. Torben og Lars Ulrich sidste år; dette var en debutoptræden, der stak i utallige retninger, typisk for tre musikere, der prøver at finde hinanden i improvisationerne, som Lovens og Kjærgaard skiftedes til at lede under direktion af sidstnævnte, mens Westergaard stod i midten af det hele med sin kontrabas.

Af de to relativt korte sæt, på henholdsvis 40 og 30 minutter, var det første det mest famlende. Det lød som tre musikere, der spillede forbi hinanden, mens de i andet sæt syntes at finde den samme skæve sti, som omtrent 50 publikummer forsøgte at følge med ud ad, mentalt, fra siddepladserne i dunkelt belyste Jazzhouse. I koncertens første del var Kjærgaard bag flygelet, som han det ene øjeblik betjente på tangenterne med nogle knækkede melodistumper, mens Westergaard flettede sit basspil ind. Det næste øjeblik stod han foroverbøjet, med hænderne nede i klaverkassen, og spillede med fingre på strengene, hvis klang han manipulerede med ved at spænde forskellige ting og sager (hvad ellers?) ind mellem dem. Hvis det giver mening at skrive, så gav dét mere mening i andet sæt, hvor Lovens også havde fundet sig bedre til rette bag trommerne.

Rytmen i kaos

Den vanligt nydeligt slipseklædte Paul Lovens' opsætning er egentlig udadtil bare et lille Gretsch-sæt. Men dér hvor han som distinktiv trommeslager skiller sig mest ud, også denne aften, er ved den måde, han konstant holder gang i sættet. Præparerede trommer kan det også kaldes. I Jazzhouse havde han igen en samling bækkener med, inklusive det, der kunne ligne et grydelåg, som kan løbende placerede strategiske steder, når han ikke var i færd med at slå lilletrommens seiding til og fra. Eller når han gav den fremmedgørende avantgarde et orientalsk strejf med crotales og tibetanske klokker, eller når hamrede enderne af stikkerne mod skindene. Der var forsvindende lidt traditionelt spil, og når der var det, et hårdt lilletrommeslag for eksempel, så havde det en effekt af, at de tre kumpaner fandt hinanden i en rytme midt i kaosset.

Debuttrioen var bedst, når de i fællesskab – som i de første 20 minutter af koncertens anden del – ramte en balance mellem avantgarde og tordnende swingende jazz, så hævede de sig over de famleproblemer, der ofte kendetegner førstegangsoptrædener, og som også svækkede dele af koncerten. Der var potentialet til noget større. Søren Kjærgaard sagde i sin introduktion efter pausen, at de tre har forestillet sig at spille sammen igen, hvis altså det hele ikke gik galt i andet sæt. Og det gjorde det jo ikke, tvært imod, så mon ikke der snart bliver mulighed for at opleve trioen med nogle nye skud til hjernen. Improviserende, men knap så famlende. Forhåbentlig.