Maraton Mose
Vurdering
2.5
Spillested
Dato
03/07/2010
Sætliste
1. Instrumental
2. Dr. Jekyll and Mr. Hyde Waltz
3. City Home
4. If You're Goin' to the City
5. Tell Me Somethin’
6. Your Molecular Structure
7. Meet Me at No Special Place
8. Kiddin' on the Square
9. You Are My Sunshine
10. What's Your Movie?
11. Stranger in My Own Hometown
12. Who's In, Who's Out
13. Who's Loving You Tonight

(PAUSE)

14. Instrumental
15. I Don't Want Much
16. Fool's Paradise
17. Look What You Made Me Do
18. Everybody’s Crying Mercy
19. Cruise Control
20. Numbers on Paper
21. You Can't Push People Around
22. My Ideal
23. Certified Senior Citizen
24. Monsters of the Id
25. I Feel So Good
26. Do Nothing Till You Hear from Me
27. You Don't Really Love Me, Baby
28. Ever Since I Stole the Blues
29. You Can Count on Me to Do My Part

Ekstranummer:
30. My Brain

Ekstra-ekstranummer:
31. I Don't Worry About a Thing

Maraton Mose Maraton Mose

Den 82-årige legende Mose Allison levede i bogstaveligste forstand sin musik på Jazzhouse, hvor han over syv kvarter spillede over 30 sange – og dét var faktisk lidt for meget af det gode.

Man må tage hatten af for Mississippi-pianisten Mose Allison. Hans karriere strækker sig over et halvt århundrede, og han har skrevet flere hundrede sange, som er blevet fortolket af alle fra The Who og Blue Cheer over Van Morrison til The Clash og Elvis Costello.

I dag er han 82, og havde egentlig trukket sig tilbage hjemme i bluesens hovedstad, men sidste år lykkedes det alligevel for musikeren og produceren Joe Henry at lokke Allison i studiet for måske sidste gang.

Det vellykkede resultat ’The Way of the World’ udkom i marts, og i aftes havde Copenhagen Jazz Festival så den aldrende herre på programmet til dette års arrangement.

Den høje alder taget i betragtning skulle man tro, at Mose måske ville spare lidt på kræfterne og give en kort koncert, men nej, tværtimod; JazzHouse dannede i stedet rammer for en ægte stream of consciousness-seance, hvor han skød sange af fra sit omfangsrige sangkatalog i næsten to timer.

Som opbakning havde Allison medbragt kontrabassist Roy Babbington og trommeslager Mark Taylor, der lagde en jazzswingende bund i lydbilledet, men det var nu ikke fordi hovedpersonens klaverspil var gigtplaget eller savnede punch, snarere tvært imod.

Hele sangbogen igennem?

Foruden evnerne udi at blande blues, bigband og jazz er Moses force hans muntre tekster, men man blev lidt for sjældent levnet tid til at smile eller reflektere over de vittige og filosoferende indlæg, for den aldrende pianist spillede og spillede, som ville han nå hele sin medbragte sangbog igennem.

Det kan lyde absurd at brokke sig over for meget musik til en koncert, men en erfaren herre som ham der sad på scenen denne aften, har uden tvivl et hav af anekdoter at øse ud af. Dem var der bare ingen af denne aften.

I stedet fik vi 31 sange mestendels hentet fra Allisons mangeårige karriere, men også fra andre kunstnere, såsom Nat King Cole og Duke Ellington, samt Willie Dixon og andre mere eller mindre obskure Mississippi-bluesmusikere – en underholdende rundtur i bluesens og jazzens historie.

Muntre toner og sjove tekster

Det er svært at fremhæve specifikke sange frem for andre, men omarrangerede ’You Are My Sunshine’ – som ellers er blevet fortolket så mange gange, at det ikke burde være muligt at føje noget som helst nyt til den – fik nyt liv i Allisons hænder, og det samme gjorde Percy Mayfields ’Stranger in My Own Hometown’.

Allerbedst var dog to af pianistens egne sange af den slags, hvor de muntre toner og sjove tekster gik hånd i hånd:

Først genialt betitlede ’Certified Senior Citizen’, hvori Mose muggede over pensionistlivet og pønsede på at tage til Arizona for at starte et old boys punk band; siden ’Ever Since I Stole the Blues’, hvori han vittigt undskyldte sine sorte Mississippi-kollegaer for at have stjålet ”deres” blues.

Den slags måtte der godt have været mere af, eller i det mindste bare et par ord eller to mellem sangene, men den 82-årige klaverbokser var ikke til at stoppe før 29 sange og to omgange ekstranumre.

Men Moses mission står næppe at ændre, og uanset hvad, så er det umuligt ikke at elske hans pessimistiske sorte humor. Som det hed i aftenens sidste sang:

– I don’t worry about a thing because nothing’s going to be alright.