Plastiksaxofon og lommetrompet
Vurdering
3
Spillested
Dato
25/10/2014

Plastiksaxofon og lommetrompet Plastiksaxofon og lommetrompet

74-årige Joe McPhee viste format og plastiksaxofon på Jazzhouse med turbotrommeslager, Chris Corsano. Der var også hæsblæsende opvarmning fra den brasilianske noise/jazz-trio, Chinese Cookie Poets, og Torben Ulrich & Søren Kjærgaard spillede på Hofteatret.

Det er ikke kun Jazzhouse, der har gang i festivalaktiviteterne i disse dage. Også Wundergrund er i fuldt spil, og denne aften optrådte Torben Ulrich og Søren Kjærgaard på Hofteatret med materiale fra deres nye samarbejde, 'Meridiana: Lines Toward a Non-Local Alchemy'. Og at dømme efter koncerten, så er det blandt det mere stemningsfulde af de tos abstrakte musikalske udgivelser.

Men mere om det i kombianmeldelsen af dén koncert og så den, duoen spiller på Huset-KBH i morgen med Torbens søn, Lars, Peter Friis Nielsen og Claus Bøje. For Actionjazz-festivalen fortsatte på Jazzhouse, hvor den først stod på støjende eksperimentalrock og -jazz, hele vejen fra Rio de Janeiro. Trioen med det herlige navn, Chinese Cookie Poets, bød nemlig på et sæts ilter blanding af noise, no wave og jazz.

Guitarist Marcos Campello og trommeslager Renato Godoy jammede allerede til fredagens improaften, men nu fuldendte bassist Felipe Zenicola altså besætningen. Aftenens koncert var den første på brasilianernes første europæiske turné. Men der var ingen stivhed over de tre herrer, der bragede af sted i næsten en time i grænselandet mellem den japanske noise-bølge og amerikanske ikoner som Arto Lindsay (som også har spillet med disse tre herrer) og ikke mindst John Zorns terror. Campello havde sat sin effektpedal fast på selve guitarkroppen, så han havde hurtig adgang til bizarre effekter, Zenicolas slap-bas dreje flere gange musikken over mod funk, mens Godoys krydrede sit hvirvlende trommespil med lidt koklokke, mens han sågar også lod et tungt rockgroove slippe igennem hist og her. Publikum på de forreste rækker fik under alle omstændigheder håret blæst godt tilbage af den heftige volumen.

Ekstra levende

Joe McPhee og Chris Corsano greb det hele anderledes afdæmpet an. McPhee har været i gang siden slutningen af 60'erne og navnlig i 70'erne, hvor hans karriere tog fart, da han blev en del af Loft-scenen i New York, hvor han lagde navn til hovedværket 'Nation Time' i 1971, og tre år senere det mere banebrydende 'Pieces of Light', med et væld af forskellige blæseinstrumenter, men sat op mod synthesizer. I 80'erne begyndte han, inspireret af Edward de Bonos "laterale tænkning", en ny måde at anskue jazzen på, "po music", som han selv kaldte sine plader i denne periode; en mere afdæmpet udforskning af freejazzen. Og i det nye årtusinde har han især spillet med europæiske jazzfolk, herunder Paal Nilssen-Love og Mats Gustafsson.

McPhee har også indspilet med Chris Corsano, der også gør sig i rockorienterede bands som Six Organs of Admittance og Sunburned Hand of the Man, og sammen gav de en alsidigt improviseret koncert foran Jazzhouses godt fyldte lille barsal. McPhee startede med lommetrompeten, med Corsanos hurtige trommer kørende i siden. Begge gjorde de meget ud af at "præparere" instrumenterne, om det så var at holde luften inde i trompeten med den anden hånd eller ved at dække sit trommesæt til med ekstra slagtøj, klokker eller håndtrommer. Tydeligt var det i hvert fald, at de to kender hinanden ekstremt godt, hvilket fik liveimprovisationen til at føles ekstra levende.

Orangehvid plastiksax

Lidt overraskende spillede futuristen McPhee på "vibratosax", plastsaxofonen, der blev opfundet i 2010 og som stadig er under forbedring, men som til gengæld vejer under det halve af en old traditionel én af slagsen. Speciel så den dog ud i hvid og i skrigende orange farver. McPhee (der gemte sig under en kasket med et rumvæsen-hoved, og som var iført solbriller og handsker med Halloween-græskarstrik!) tog bestemt instrumentet seriøst, mens han blandede sine blæs med råb, både i og uden for instrumentet. Især i de første par af ti-minutters improvisationerne fungerede det perfekt med Corsanos spil, der var noget mere diskret end normalt.

I sættets andet halvdel samlede McPhee sopransaxofonen op, og det gav anledning til en længere række meget afdæmpede ballader, der næsten fik det til at lyde som en af Coltranes balladeplader, snarere end "actionjazz". Men med en række slagtøjssoloer fra Corsano og et anarkistisk ekstranummer, igen med lommetrompet, virkede balladerne mest som en måde at udvide det musikalske spektrum på. Uanset hvad, så holdt den 74-årige herre fra Poughkeepsie bestemt det høje niveau, som Actionjazz-festivalen hidtil har været garant for. Det store sus mangler dog stadig, her, cirka halvvejs og små 20 koncerter og minikoncerter inde i festivalen, men det kan nemt nås.