Meditativ masterclass
Vurdering
3
Spillested
Dato
14/11/2013
Sætliste
1. Meditation 3B
2. Top of the World
3. Butterfly
4. Windmills

Meditativ masterclass Meditativ masterclass

Klavervirtuosen Lubomyr Melnyk gav sin første danske koncert, med prøver på hans minimalistiske og selvstemplede "kontinuerlige klavermusik". Når det fungerede bedst, ramte musikken som bølger eller vind via veteranens uvirkeligt hurtige teknik, men de lange introduktioner af de lange sange fik lidt seancen til at minde mere om en masterclass end en koncert.

Lubomyr Melnyk blev født i München, i kølvandet på 2. verdenskrig. Mens den kommunistiske ekspansion tog til, immigrerede hans ukrainske forældre til Canada og tog Lubomyr med. Men i 1970'erne flyttede Melnyk tilbage til Europa, nærmere betegnet Paris, hvor han begyndte at arbejde på sin helt egen form for "kontinuerlig musik", som han selv kaldte det, primært udsat for klaver.

Med en repetitiv stil, der byggede videre på ikoner som Steve Reich og selvfølgelig Terry Rileys minimalisme, har han siden udviklet teknikken, og er blevet kaldt "verdens hurtigste pianist" og "vor tids Franz Liszt". Oftest med afsæt i et euforisk tonebombardement, med utallige anslag per sekund, har Melnyk skabt en længere række kompositioner, der svæver af sted, mens overtonerne flyder sammen.

Hans nørdede tilgang til det at komponere kan nok tænde nogle af, men de resultater, hans eksperimenter har medført hidtil, har ofte været både simple og smukke. Senest har Melnyk indspillet med det unge akustiske guitargeni, James Blackshaw, og han også holdt til i Skandinavien, især Sverige og Norge, men af en eller anden årsag havde han aldrig optrådt i København før denne aften. "Der er sjældent nogen, der inviterer mig", som han selv sagde i introduktionen til koncerten. Én af flere lange introduktioner til stykkerne, han fremførte.

Ud med videnskabsmænd og fakta

Den langhårede og langskæggede Melnyk viste sig hurtigt at være et sympatisk bekendtskab. Og som en anden hippie lagde han sig i åbningsmonologen lyd som fænomen ud med videnskabsmænd, der ifølge ham "ikke ved noget om verden og hvordan den hænger sammen". Kort efter nåede han til konklusionen, at lydens "mysterie" er større end lysets, fordi en præst engang havde fortalt ham, at Gud måtte have ytret ord og dermed lyd, da han sagde "Lad der blive lys", INDEN nden der blev lys... Så langt så godt inden aftenens første komposition, 'Meditation 3B', der heldigvis fra start gav en solid prøve på den særegne new age'de og storladne klaverminimalisme.

Melnyk insisterede på at introducere hvert af de fire musikstykker, som han spillede i den cirka fem kvarter lange seance, for "ellers ville det blive for kedeligt"; måske af hensyn til gymnasieklassen, der fyldte godt på de forreste rækker. Men afbrydelserne og snakken hjalp ikke koncerten, den fik den snarere til at minde om en masterclass udi musikalsk meditation, og dét blev til gengæld lidt kedeligt. Bedre blev det ikke af, at Melnyk rodede rundt i fakta, og dedikerede sin improvisation over 'Top of the World' fra filmen Den sidste mohikaner (1992) til komponisten Jack Nitzsche, som – ifølge Lubomyr selv – utallige gange havde rørt ham dybt ham med sine soundtracks. Nuvel, Nitzsche har skrevet mange "scores", men 'Den sidste mohikaner er ikke et af dem (den er komponeret af Trevor Jones og Randy Edelman)...

Meditation og metodik

Kort efter lykkedes det Melnyk at pisse puristerne af, da han i 'Butterfly' spillede ovenpå en klaveroptagelse af ham selv fra tidligere på dagen. Men det var faktisk hér, at musikken for alvor begyndte at tale, mens der stak små motiver både fra klassisk musik a la Beethoven og orientalske toner frem her og der – midt i bølgerne af tangentanslag levede den 64-årige "klavirtuos" sig ind i musikken, med lukkede øjnede og hår over det hele lidt a la danske Fuzzy. Og da han efterfølgende skar resten af de planlagte stykker væk for at sikre sig plads til 'Windmills', som det har taget ham hele to år at skrive færdig, var der tydeligvis noget stort under opsejling.

Det monumentale, næsten 40 minutter lange opus, endte da også med at være hele aftenen værd. Her tog Lubomyr Melnyks arme form af bølger og hans fingre dråber, mens begge dele fløj over klaviaturet og også musikken passede til sangens titel, der i introduktionen blev beskrevet som en metafor for mennesket selv, der må stå lige så meget imod som vindmøllen, småt som stort. Det var meditative små tre kvarter, der inviterede til at lade sig drømme hen, og som overskyggede Melnyks metodiske og lidt drøje introduktioner, der tog luften af koncerten flere gange undervejs.

'Windmills' var også for to klaverer, så Melnyk spillede igen ovenpå en optagelse, han havde lavet tidligere på dagen. Men hér gjorde det ikke det store (måske for de dedikerede purister), men det undrer, at en så perfektionistisk herre – der på sin hjemmeside inddeler sin musik i kategorier over, hvor melodiske og melodramtiske de er og som praler med, at han kan ramme 19,5 toner i sekundet; med HVER hånd – bruger hjælpemidler for at imponere. Uanset hvad, så var det bogstavelig talt en aften fuld af musik; som navnet antyder, så er der ingen pauser i Melnyks kontinuerlige musik. Men han måtte godt have droppet snakken og de forudindspillede optagelser.