Musikalsk zen

Billedgalleri

Musikalsk zen
Musikalsk zen
Musikalsk zen
Musikalsk zen
Vurdering
4
Kunstner
Spillested
Dato
08/11/2013
Sætliste
1. Open (Impro)

Musikalsk zen Musikalsk zen

The Necks fortolkede videre på deres aktuelle album, 'Open', i en mageløs koncert, der flere gange nærmede sig det transcendentale, mens tiden stod stille i selskab med de tre australieres sammenspil, der efter mere end 25 år nu nærmer sig det telepatiske.

Australierne indtog København i fredag. I Falconer-salen var der naturligvis Nick Cave & The Bad Seeds, men i indre by, nærmere betegnet Jazzhouse, stod Sydney-trioen The Necks på scenen. Pianist Chris Abrahams, trommeslager Tony Buck og bassist Lloyd Swanton har spillet en del i København, især over de senere år, men indtil i aftes har de været et skammeligt ubeskrevet blad her på sitet.

The Necks albumdebuterede tilbage i 1989 med albummet 'Sex', der blot talte titelsangen, som til gengæld strakte sig over 56 minutter. Allerede hér markerede trioen sig inden for deres yndlingsformat, én-times-kompositionen, og med deres hypnotiske tag på jazzen og rocken, og over nu 15 studiealbums har australierne konstant udviklet deres særegne, minimalistiske, men aldrig kedelige udtryk.

Om det så har været via en lirekassegæst på 1994's 'Aquatic', den psykedelisk rockede retning på 'Hanging Gardens' (1999), 'Aether' (2001) og især billedmalende 'Drive By' fra 2003, eller om det har været i 20-minutters skæringer på albums som 'Chemist' og 'Mindset' fra henholdsvis 2006 og 2011. The Necks' aktuelle album hedder 'Open' og indeholder igen ét enkelt nummer af samme navn, som varer 68 minutter. Og det var med afsæt i dette, at trioen improviserede sig vej gennem en knap så lang koncert på Jazzhouse.

Med sig havde de den amerikanske guitarist, Bill Orcutt, der i 90'erne spillede i ekstreme Harry Pussy, der leverede guitar-noiserock inspireret af New Yorls no wave-scene. Nu spiller han eksperimenterende akustisk guitar og indspillede tidligere på året med trommeslageren Chris Corsano. Denne aften gav Orcutt en prøve på sine specielle dekonstruktioner af bluesen, som er svær at beskrive, men som flere gange føltes som John Faheys guitarfortællinger, mens den fuldskæggede Bill spillede med hele kroppen og sågar nynnede ind over sine improvisationer. Han spillede uden A-streng, så da E-strengen røg midt i uigenkendelig 'Spanish Is the Loving Tongue' måtte han på ærgerlig vis holde pause i sit specielle sæt, der egentlig var mere akustisk jazz end det var blues.

Minimalistisk malende

Men da The Necks stille og roligt gik på scenen, blev det først tydeligt, hvorfor gruppens koncerter omtales i nærmest religiøse vendinger af de, der har været heldige nok at opleve dem live. Chris Abrahams åbnede med stille slag på flygelets tangenter, der udviklede sig til klokkespilsagtig sitren, og så småt tilføjede Lloyd Swanton en basfigur som bund i det hele, mens Tony Buck trommede stille med køller på de gulvtamtammerne. Som på pladen arbejdede trioen allerede fra start med et stort hele og ikke mindst med en imponerende beherskelse af dynamik, hvor selve den musikalske udvikling lå i det små.

Det var ikke fordi Abrahams (der også leder en solokarriere og har spillet sammen med jazzikoner som Peter Brötzmann, Han Bennink og John Zorn) klaverfigur var rasende forskellige, eller fordi de udviklede sig det store over tid, det var måden, han spillede dem på, der gjorde forskellen. Ligesom Bucks trommespil også langsomt skiftede karakter, mens han undervejs skiftede fra køller til whiskers og så standardstikker. Og hans brug af klokker fik i starten det hele til at minde om et tibetansk mantra, tangerende new age a la amerikanske 90'er-bands som Fibreforms og Voice of Eye. På en måde var det minimalistisk malende som Brian Eno i 70'erne.

Nærmest transcendentalt

I modsætning til albumversionen var The Necks' fortolkning af 'Open' kortere og mere spartansk, men til gengæld også mere dramatisk. Der var ingen dulcimer eller orgel, men via deres efterhånden telepatiske sammenspil lykkedes det alligevel de tre på én gang at få tiden til at stå stille og flyve af sted i den cirka 55 minutter lange seance. Og i modsætning til Julia Holter tidligere på ugen var der dømt forbilledligt fokus fra scenekanten. Især fra Swanton, der med lukkede øjne lagde bunden med sin bas, som han både betjente med fingre og bue, og det var ham, der med et slag på strengen bremsede begivenhederne og kunne få det det hele til at implodere.

Som tiden skred frem, var der rytmiske motiver, der drejede musikken i retning af indisk raga, men til tider også post-rock og regulær drone. Og dét er noget af det mest bemærkelsesværdige ved The Necks udefinérbare og originale udtryk, men på Jazzhouse var åbenbaringen snarere af zen-agtig karakter, når de tre musikere gik fuldstændig i ét med musikken foran det forbilledligt (der var den igen) lydhøre publikum. Når det var bedst, var det en nærmest transcendental oplevelse – "trancejazz" er disse tre australieres musik ret præcist blevet kaldt. De godt måtte have spillet på bare lidt flere tangenter, men denne fredag endte alligevel som en ganske uforglemmelig én, takket være en af årets bedste koncerter.