Orgiastiske Oneida

Billedgalleri

Orgiastiske Oneida
Orgiastiske Oneida
Orgiastiske Oneida
Orgiastiske Oneida
Vurdering
3.5
Kunstner
Spillested
Dato
17/03/2013
Sætliste
1. The River
2. You Get Brighter (Incredible String Band)
3. I Will Haunt You
4. Summerland/A List of the Burning Mountains 2
5. Doin' Business in Japan
6. Sheets of Easter
7. Up With People
8. Ghost in the Room

Orgiastiske Oneida Orgiastiske Oneida

Brooklyn-kvintetten Oneida viste sig på Jazzhouse at være et lige så eklektisk bekendtskab live, som de er på plade, da de blæste stedet omkuld med et frenetisk, fem kvarter langt frontalangreb.

Oneida har altid været et beundringsværdigt freaket foretagende. Siden 1998-debuten 'A Place Called El Shaddai's' har de fem herrer tromlet rundt i spændingsfeltet mellem garagenoise, psykedelia og krautrock med Kid Millions' frenetiske trommespil som fundament og Bobby Matadors spjættende keyboard som musikalsk katalysator. For det meste har dét været et ganske hæsblæsende bekendtskab.

Brooklyn-rødderne har altid holdt en solid standard, men de seneste par år har det knebet lidt med at imponere, og det er snart fire år siden, at Oneida virkelig slog gnister på det monolitiske hovedværk, det tredobbelte (!) album, 'Rated O'. D'herrers aktuelle udspil er nemlig sidste års drone-eksperiment 'A List of the Burning Mountains', der er mere interessant, end det er vellykket.

I liveregi burde energieksplosionen dog være nogenlunde konstant, men den har ikke været mulig at opleve i Danmark før i aftes, hvor indre bys Jazzhouse lagde lokaler til amerikanernes første danske koncert. Vel godt 100 fans var mødt frem i det ideelt indrettede kælderlokale for langt om længe at tage imod, og den 75 minutter lange bombe af en koncert skuffede heldigvis ingenlunde.

Kraut, freejazz, hippiejagt og hardrock

Oneida stillede med to mand på guitar, en på orgel og en på synths/effekter samt Kid Millions i centrum, og koncerten blev blæst kompakt i gang af 'The River' fra 'Rated O'-sættets guitartunge disk to. En sang, der fra start understregede den kraftige krautrock-inspiration med Kid Millions som en jazzet Klaus Dinger, der med sit løst swingende spil ganske selvmodsigende holdt sammen på musikken. Han fik især plads til at folde sig ud midtvejs i improvisationen over anden del af 'A List of the Burning Mountains', hvor koncerten kørte ud ad et retningsløst freejazzet spor.

Spjættende bag sit blomsterstofbetrukne orgel sad Bobby Matador som en diametrale modsætning til den apatiske sidemand Barry London, der lignede en, der lige var faldet ned fra et træ, og det blev ikke mindre absurd, da Matador råbte sig igennem en ugenkendelig version af Incredible String Bands 'You Get Brighter', der må have været anbragt i sættet for at jage eventuelle hippier på flugt. Men i det hele taget var Oneida bare en kompakt bombe af et band med de to guitarister Hanoi Jane og Shahin Motia, der gav hardrock-ikonerne kamp til stregen i rifforamaet 'I Will Haunt You' i grænselandet mellem Steppenwolf og Black Sabbath plus i Kiss-agtige 'Summerland'!

Nørdet kærlighed over bedaget nostalgi

Men mens det ikke fungerede optimalt med impro-detouren midtvejs, så viste Oneida sig til gengæld fra en repeterende hypnotisk side i form af 'Sheets of Easter', en kompromisløs, godt ti minutter lang repetition af det samme pulserende riff, byggende bro fra Velvet Undergrounds 'Sister Ray' over NEU!'s 'Negativland' og Suicides 'Ghost Rider' frem mod Shit and Shines monolit 'Ladybird'. Og så var der endda en publikummer, der brokkede sig over at fremførslen var kortere end albumversionen!

Dansable 'Up with People' var aftenens måske mest publikumsvenlige fem-seks minutter med sit funky beat som Liquid Liquid på amfetamin tilsat !!!'s festlige trance og elektroniske samples a la et Les Claypool-basriff, just inden guitarduoen til sidst legede helte i atter en tung 'Rated O'-sag, 'Ghost in the Room', der lagde låg på koncerten med krautet riffrepetition og Ray Manzarek'sk orgel.

Foruden det orgiastiske energiniveau, var det mest imponerende, hvordan de fem New Yorkere uden besvær hoppede fra udtryk til udtryk; de har simpelthen bare pladesamlingen siddende på rygradene og i hjernebarken i en sådan grad, at selv de mest spastiske stilskift falder dem naturligt for. På Jazzhouse emmede det hele således mere af nørdet kærlighed end bedaget nostalgi, og så gjorde det mindre, at koncerten egentlig stod som et ikke just originalt overflødighedshorn af musikalske referencer. Medrivende festligt var det under alle omstændigheder.