Ikke helt genialt
Vurdering
2
Spillested
Dato
16/11/2014
Sætliste
1. My Body
2. Take Me Home
3. Dark Parts
4. Lookout, Lookout
5. 17
6. Body's in Trouble
7. Grid
8. Perry
9. Fool
10. No Good
11. Sister Song
12. Learning
13. Dreeem
14. Hood
15. All Waters
16. Floating Spit
17. Rusty Chains
18. Queen

Ekstranumre:
19. Mr Peterson
20. All Along
21. Katie

Ikke helt genialt Ikke helt genialt

Perfume Genius gav sin første danske headliner-koncert på et udsolgt Jazzhouse, og det var tydeligt, at amerikaneren er i en musikalsk overgangsfase. Den korte koncert var både lettere rodet og lidt usikkert leveret, men dog også ganske rørende sine steder.

Det kom som lidt af en overraskelse, men det var nærmest også uundgåeligt, da Seattles Mike Hadreas alias Perfume Genius for to måneders tid siden bevægede sig ud ad en helt ny rute på sit tredje album, 'Too Bright'. Hovedpersonen satte pludselig strøm til sin før så introverte og klaverdrevne musik, og resultatet var særdeles dystert, men det virkede, allervigtigst, som en naturlig udvikling.

I producerstolen sad selveste Portisheads Adrian Utley, som også spillede med på pladen, side om side med PJ Harveys samarbejdspartner, John Parish, der allerede medvirkede på forgængeren 'Put Your Back N 2 It'. Og med synthesizere og elektroniske beats bevægede Hadreas' i forvejen hjemsøgende sange sig i retning af både Suicides psykotiske univers, men også Moroder og Tangerine Dreams kosmiske toner.

Den nu 32-årige tidligere møbelsælger Hadreas har flere gange skabt røre i sit seksuelt forskrækkede hjemland. I musikvideoen til den to år gamle single, 'Hood', optrådte han med en mandlig pornoskuespiller, og for få uger siden fremførte han sin sin seneste single, 'Queen', i David Lettermans landsdækkende tv-show – iført hvidt jakkesæt, læbestift og S/M-halsbånd. Både den røde læbestift og neglelak var lagt på Jazzhouse, og spillestedet kunne tilmed melde udsolgt.

Men Perfume Genius optræder da også sjældent på disse kanter. Faktisk var hans seneste besøg helt tilbage på Roskilde-festivalen i 2012, hvor der var fyldt foran Gloria-scenen. Allerede dengang havde han sin backingtrio med, som drejede stilen en smule væk fra det spartanske udtryk. Og Alan Wyffels spiller fortsat en fremtrædende rolle på synthesizer og keyboard, og på Jazzhouse lavede også Tom Bromley fra walisiske Los Campesinos! tricks på bas og guitar, blandt andet E-bow, ved siden af trommeslager Hervé Bécart.

Ekstrovert eller introvert?

Desværre tegnede den korte koncert også billedet af en usikker kunstner, der er på vej fra ét musikalsk sted til et andet. Og med et overtal af sange fra den foregående plade frem for den aktuelle, virkede hovedpersonen da heller ikke selv helt afklaret i forhold til, om det virkelig er denne ekstroverte vej han vil gå. Han forklarede endda flere gange publikum, hvor genert han er, og vekslede således mellem i oprejst tilstand at give den som udadvendt popstjerne med mikrofon i hånden, helt ude på scenekanten, versus at gemme sig, siddende bag klaveret i centrum. Det var fra den ene ekstrem til den anden, og overgangene fungerede ikke særlig gnidningsfrit undervejs.

Inden koncerten blev der spillet John Barry på Jazzhouses anlæg, og det passede fint med en filmisk intro, for selvom Hadreas måske hverken er James Bond eller Midnight Cowboy, så bliver hans musik ofte ganske teatralsk, hvilket det dramatiske åbningsnummer, 'My Body', understregede med pumpende noir-bas og skærende synthesizer, og det samme gjaldt 'Grid', hvor hovedpersonen krængede sig ud med psykotiske skrig. Det samme gjorde han i højdepunktet, transformationen af Mary Margaret O'Haras 'Body's in Trouble'. Publikum kendte ikke den obskure sangerinde, der blot har udgivet ét album, 1988's mesterværk, 'Miss America', men som fornylig medvirkede i den ligeså mesterlige film, Museum Hours. Om ikke andet så en opfordring til at komme i gang. Syntes Perfume Genius åbenbart også.

Famlende og ekstatisk

Der var meget langt fra Hadreas' optræden på scenekanten, hvor han dansede som inspireret af Future Islands' Sam Herrings famøse slangebevægelser, til hans mere indadvendte og generte, siddende alter ego. I oprejst tilstand spillede han ofte op til kæresten Wyffels, eksempelvis i 'Fool', og de to sad også tæt opad hinanden ved klaveret i en intim levering af 'Learning', én af mange valsende sager, hvor Perfume Genius tager 50'ernes klassiske pop og blander den med Neil Youngs 'After the Gold Rush'-hymner. Generelt landede musikken dog et underligt sted i midten. Under de stille akustiske ballader manglede der levende ekstramusikere i stedet for de grelle syntetiske blæsere, strygere fra synthesizeren og sågar digitale fingerknips, og de elektroniske sager virkede for ofte for famlende.

Men det andægtige publikum hjalp da heller ikke parfumegeniet på vej i de mere udadvendte stunder, og han turde, efter eget udsagn, nærmest ikke sige noget på grund af tystheden. Mod slut landede ekstatiske 'Queen' endelig som et klimaks og en forløsning, der i det mindste pegede fremad, men ellers var det faktisk i de sange, hvor Hadreas var helt alene på scenen ved klaveret (især 'Lookout, Lookout', 'Perry', 'Dreeem'), at han så ud til at føle sig bedst tilpas. Og det var også i disse minutter, at musikken fængslede på samme måde, som på Roskilde, dér, for to år siden.

Dengang sad den generte herre bag klaveret hele sin optræden igennem og fokuserede på sine spartanske klaversange. Det gjorde han ikke denne aften, men til trods for både de vellykkede og rørende samt de mislykkede og svulstige stunder, blev den korte koncert aldrig kedelig. Helt åbenlyst var det dog, at Perfume Genius er midt i en overgangsfase. Ét eller andet må han gøre. Måske skal han ændre i bandformatet, måske skal han bare optræde solo, eller måske skal han bare bestemme sig for, hvad det egentlig er, han vil. På Jazzhouse var det ikke klart. Der var et eller andet, der ikke helt klikkede.