Den pludrende tandlæge
Vurdering
1
Spillested
Dato
22/11/2013
Sætliste
1. Chimacum Rain
2. Freely
3. Prisms of Glass
4. Daybreak
5. On Sunday Morning
6. Pulling Teeth
7. Comes Back Your Way
8. Over You
9. Hey, Who Really Cares?
10. The Soul of All Natural Things
11. If You Were My Man
12. Parallelograms
13. Children
14. Song of the Planets

Den pludrende tandlæge Den pludrende tandlæge

Linda Perhacs er vendt tilbage til musikscenen efter 40 års fravær, og nu turnerer hun sporadisk. Men det var undervældende for ikke at sige trist at se den ikke-scenevante veteran optræde på Jazzhouse sammen med et sært sammenrend af unge musikere.

Linda Perhacs er et ubeskrevet blad for de fleste. Og det giver mening. For den amerikanske sangerinde udgav kun ét album, 'Parallelograms', i 1970, inden hun forlod scenen igen. Pladen floppede (hvilket af nogle er blevet tilskrevet hendes selskabs manglende opbakning), men med årene har hendes navn vokset sig stort sammen med andre "glemte" sangskrivere.

Musikere så forskellige som Devendra Banhart, Sonic Youth og Daft Punk har alle talt varmt om Perhacs, og senest har Opeths frontmand Mikael Åkerfeldt meldt sig som fan (måske i forbindelse researchen til hans bands 70'er-emulerende skive, 'Heritage'?). Således arbejder veteranen nu på et nyt album, sat til udgivelse 44 år efter debuten! Og i disse dage er hun på en kort turné for at teste materialet.

Det ligger lige for at sammenligne hendes skæbne med engelske Vashti Bunyans. Hun udgav også et enkelt album i 1970, blev samlet op af Banhart og co., og kunne 2005 kunne kunne udsende sit andet album. Men musikalsk ligger Perhacs nærmere Joni Mitchell og den amerikanske hippiescene og LSD-inspirerede sangskrivning a la ligesindede David Crosbys psykedeliske og fantastiske solodebut fra året efter.

Pligtskyldig hyldest

På Jazzhouses scene sad sympatiske Perhacs så fredag aften og støttede sig til sin arbejdsskadede nakke – hun har såmænd har ernæret sig som tandlæge de sidste mange år – og fortalte lange historier om sine sange; historier som ofte var mere interessante end selve musikken. Med sig havde hun et ret profilløst og skævt sammensat band bestående af de to multiinstrumentalister, Chris Price og Fernando Perdomo på guitar, bas, keyboard og effekter, samt sangerinderne, Michelle Vidal og endelig Durga McBroom, der har sunget kor for Pink Floyd.

Da Perhacs ikke turnerede i sin tid og stort ingen koncerterfaring har, var det tydeligt, at hun bestemt ikke er scenevant. Derfor måtte resten af bandet måtte drive koncerten frem, og det gjorde de med en hygsom og lettere ironisk distance, som mest af alt fik det til at minde om en pligtskyldig hyldest til veteranens sange. Men der blev kun spillet ganske få sange fra det sagnomspundne debutalbum, startende med den usikre åbner 'Chimacum Rain'. I stedet blev der budt på helt nye sange, heriblandt en del fra det kommende comebackalbum, der bærer titlen 'The Soul of All Natural Things'.

Småt med magiske momenter

Perhacs fortalte, at hun var vendt tilbage til musikken, efter at en række unge beundrere havde fremført hele 'Parallelograms' til en festival i Los Angeles' Echo Park-kunstnerbydel. Heriblandt Julia Holter, der rørte den aldrende Linda dybt med sin fortolkning af 'Delicious'. Siden er de to blevet rigtig gode veninder og Holter har hjulpet med at skrive vokalharmonier til den fine 'Prisms of Glass' fra den kommende plade. Det var én af få øjeblikke denne aften, hvor hyggestunden blev løftet til den noget rørende musikalsk. Det geniale psykedeliske titelnummer fra 'Parallelograms' var et andet, men ellers var det forsvindende småt med magiske momenter.

Allerede kort inde punkterede seancen helt, da der var sat tid af til indslag fra de andre fire musikere. Både Perdomo og Price diskede op med sange dedikeret til hovedpersonen: 'On Sunday Morning' om at stene og høre 'Parallelograms' om søndagen og 'Pulling Teeth', med fjollede referencer til tandlægetjansen, der mindende mere om Foo Fighters' Beatles-efterabende ballader end om Perhacs' sælsomme musikalske univers. Der var også pseudo-Janis Joplin'sk gospel fra Vidal ('Comes Back Your Way') og McBrooms Blue Pearl-sang 'Over You'... Efter 20 minutter af den slags var Perhacs frivilligt spillet helt ud af egen koncert.

Anekdoter og new age

'Hey, Who Really Cares?' druknede i en underholdende historie om, hvordan Perhacs havde skrevet teksten som hyrearbejde for Universal til en tv-serie – 'If You Were My Man' ligeså, men det var sjovt at høre, hvordan en kunde havde fortalt sin intetanende tandlæge om at have hørt sangen i Daft Punks film Electroma, men at den var blevet krediteret til en forkert musiker, så Linda rømmende måtte henvende sig til sit pladeselskab og efterfølgende fik en undskyldning fra den franske duo... Kort efter tegnede titelnummeret fra den kommende plade i det mindste meget godt, og det samme gjorde Prices fine ballade 'Children', som han selv introducerede som atter en homage til Perhacs, Nick Drake og John Martyn; alle musikere, der fik ham til at droppe klaveret til fordel for den akustiske guitar.

Alt i alt lød Perhacs dog ofte som en pludrende tandlæge eller en hippie, der var faldet ud af en koger i 1969, når hun begyndte at tale i kosmiske termer og snakke om skæbnebestemte emails, uanset hvor sympatisk hun end fik det til at lyde. Det tog overhånd inden aftenens sidste sang, den nye 'Song of the Planets', da hun begyndte at snakke om Kabbalah-mysticisme – den jødiske praksis som Madonna og andre kendisser har bekendt sig til. Så gik der ren new age i den meget undervældende og skuffende koncert fra den aldrende sangerinde, der dog sang godt og ganske vist var ved sine fulde fem, men desværre ikke virkede koncertegnet.