Ribots rockhund raserede Jazzhouse
Vurdering
3.5
Kunstner
Spillested
Dato
03/04/2014
Sætliste
1. Lay Down My Wrath
2. Ritual Slaughter
3. ???
4. Take Five
5. Party Intellectuals
(PAUSE)
6. False Bridge
7. Drool
8. Special Snowflake
9. The Wind Cries Mary
10. Girlfriend
11. Masters of the Internet
12. Your Turn

Ekstranumre:
13. Lies My Body Told Me
14. (Instrumental Impro)
15. Digital Handshake

Ribots rockhund raserede Jazzhouse Ribots rockhund raserede Jazzhouse

Tre år efter sit seneste besøg på Jazzhouse gav Marc Ribot en markant anderledes koncert med trioen Ceramic Dog, der i en over to timer lang seance levede op til hovedpersonens egen stempling af foretagendet som et "rockband". Eller et "free/punk/funk/eksperimentel/psykedelisk/post elektronica"-kollektiv, om man vil.

– Det er Jazzhouse, det her. Fortæl dem ikke, at vi er et rockband. For vi har ikke fået vores hyre endnu. Jo, det amerikanske guitarikon Marc Ribot gør en del ud af at fremhæve sin trio, Ceramic Dog, som et rockprojekt. Og det var næppe heller helt tilfældigt, at han lod 2008-debuten, 'Party Intellectuals', åbne af en af de mest klassiske rocksange, The Doors', 'Break on Through (To the Other Side)'.

Og torsdag på Jazzhouse stillede han sågar iført en Kiss Army-trøje (Kiss' fanklub) under jakken. Sådan for lige at understrege pointen, eller måske som en sarkastisk kommentar til netop Kiss' interne og pinlige mudderkastning i forbindelse bandets indlemmelse i Rock 'n' Roll Hall of Fame i næste uge. Uanset hvad, så var aftenens seance langt fra både det ansigtsmalede rockband og Ribots afdæmpede side.

Sidst, Marc Ribot gæstede Jazzhouse, var nemlig for tre år siden, og dengang gav han en fortrinlig intimkoncert på akustisk guitar. Men denne aften stillede han altså med sin powertrio, der flere gange undervejs drejede volumeknappen godt om i retning af 10. Foruden ham selv består gruppen af trommeslager Ches Smith (der sidste år gæstede Jazzhouse med Tim Berne) og bassist Shahzad Ismaily, der har spillet med Smith i Secret Chiefs 3, og som desuden har arbejdet med alle fra John Zorn og Laurie Anderson til Yoko Ono.

Sammen doserer de tre med det, som Ribot selv kalder for "rockmusik", men som snarere føles som friske fortolkninger af gamle koncepter. Eksempelvis den velbetitlede 'Ritual Slaughter', der blev luftet kort inde i koncerten, var som Blue Cheer, der mødte Stooges eller MC5, men med en latinjazzet guitartone forvrænget i stykker samt brutalt spil på trommerne, der fik bækkenstativet til at give efter. Og andre steder var det Smiths digitale effekter plus live manipulationer og Ismailys spil på Moog, der gav musikken et postmoderne touch.

Koncertens kaotiske karakter

Ribot har selv sagt, at han ganske vist ofte skriver sætlister til sine koncerter, men at han lige så sjældent følger dem hele vejen til ende, og den bunke sammenrodede ark, han havde anbragt på sit nodestativ repræsenterede da også meget præcist koncertens kaotiske karakter. Som sædvanlig sad hovedpersonen ned og spillede (ligesom sine to kumpaner), så det var musikken, der var i centrum. Ribot gør intet nummer ud af sin ekvilibrisme, hvad enten han spiller med Tom Waits, fortolker Albert Aylers saxofonspil på guitar, eller sidder på Jazzhouse med Ceramic Dog.

Trioen lagde for med et Allen Ginsberg-digt tilsat improviseret musik – i forlængelse af Ginsbergs spoken word-plade, 'The Lion for Real', som Ribot i 1990 selv spillede på sammen med kollegaerne Bill Frisell og netop Roskilde-annoncerede Arto Lindsay. Og i stil kan hans afdæmpede spil også sagtens sammenlignes med Frisells, mens hans atonale hærg og støj skylder Lindsay (og hans no wave-anti alt-band, DNA) samt ikke mindst Fred Frith en del. I denne åbningsimpro var der sågar ekkoer af Tom Verlaines impressionistiske instrumentalplader.

Men tilbage til Ceramic Dogs bizarre genresammensurium, der – med Smiths eklektiske spil, og Ismailys alsidige vekslen mellem bas, trommer og guitar – tumlede fra calypso, kraut og funk til prog-rockede staccato-breaks. Sådan en vild slags, som kulminerede, når trioen blæste 'Party Intellectuals' ud over scenekanten, eller gav en kvarterlang fortolkning af 'Special Snowflake', der på album varer knap to minutter. Så virker det nærmest som en dårlig joke, når Ribot reducerer det hele til "rock". AC/DC er det i hvert fald ikke (selvom 'Bread and Roses' fra den seneste plade må være noget af det tætteste, han har været den slags i egen diskografi).

Vitalt og brutalt

Men tag så bastardiseringen af Dave Brubeck-kvartettens standardjazzhit, 'Take Five'. Den ville sikkert have fået purister til at råbe "blasfemi!", for med keramikhundens modernistiske poteaftryk endte den nærmest med at lyde som noget, Oneida kunne have stået bag. Men aftenens mest aparte indslag var imidlertid en fordrejet Miles Davis'sk funkrocket version af Jimi Hendrix' 'The Wind Cries Mary'. Havde det ikke været for Ribots recitering af teksten, havde den overhovedet ikke været til at kende. Netop hans røst holdt ikke så godt som den seksstrengede og klædte kun blues-sagen 'Lies My Body Told Me' og 'Girlfriend', mens også hans poesi lod en del tilbage at ønske.

Anden sæts åbningsdigt, 'False Bridge', var eksempelvis ikke just Ginsberg, og det fungerede egentlig bedre, når sangene levede op til det "protest"-stempel, Ribot har givet dem. Det er som sædvanlig ikke uden en galgenhumor, der kom til udtryk i den Residents-agtige anti-Radiohead- og ulovlig download-march, 'Masters of the Internet'. Et ikke bare musikalsk, men også lyrisk underholdende indslag i koncertens stærke sidste del, som blev lukket med et brag: titelnummeret fra sidste års 'Your Turn'-skive, der såmænd havnede i grænselandet mellem proto-punk og heavy metal.

Alt dette sagt, så var de anarkistiske improvisationer på én gang koncertens styrke og svaghed. Det føltes som rigeligt med to gange 50 minutter, men det lykkedes alligevel de tilbageværende publikummer at klappe Ribot og co. tilbage på scenen over hele tre omgange, hele vejen frem til da den afsluttende 'Digital Handshake' (der samtidig var aftenens mest digitalmusikalsk bårne indslag) markerede øjeblikket, hvor det blev lidt for meget af det gode. Uanset hvad, så var det en samtidig både en udsøgt og rørende fornøjelse at overvære den snart 60-årige veteran i vitalt og brutalt sammenspil med sine yngre kamphunde, der raserede Jazzhouse med stil.