Rumænsk spolebåndsseance
Vurdering
2
Kunstner
Spillested
Dato
14/03/2015
Sætliste
(Ukomplet)
În Liniștea Nopții
Cosmic Game
Dans Macabru
Point
Waterfall
Crow
Opus
Jump
Selfish People
Bau-Bau
Planeta Misterioasă

Rumænsk spolebåndsseance Rumænsk spolebåndsseance

Det rumænske synth/krautrock-navn Rodion G.A. rumsterede i 70'erne under Ceaușescus styre. Lørdag aften gengav hovedpersonen, Rodion Rosça, musikken på Jazzhouses lille scene i en langstrakt, rodet og til sidst festlig spolebåndsseance.

Det er en kendt sag, at Tyskland i de sene 60'ere og i 70'erne var bannerførere for en "kosmisk" fortolkning af den psykedeliske rock. Og dét med en bølge af bands, der siden er blevet samlet under "Krautrock"-paraplyen. Og ét af disse navne, Manuel Göttsching, spiller såmænd i Jazzhouse om to uger. Men hvad en del færre ved, er, at Rumænien også havde en populær kunstner, der eksperimenterede på samme måde som preusserne.

Rodion Rosça havde sit eget hjemmestudie, sådan så han frit kunne producere sin egen musik, uden at være afhængig af pladeselskabet Electrecord, der var det eneste (!) af slagsen under Ceaușescus kommunistiske styre. Til gengæld fik Rodion G.A., Rosças projekt (G.A. var de to andre medlemmers initialer), aldrig udsendt nogen af indspilningerne, på nær to sange på en opsamling, efter at trioen var blev et kult-livenavn.

Men i 2013 udsendte det engelske pladeselskab, Strut, så endelig 'The Lost Tapes', en kollektion af Rodion G.A.'s indspilninger fra perioden 1978-1984. Albummets ti skæringer er af mestendels dystre synthtunge-sager, der både er inspireret af kraut- og postrocken, og som – for nu at ty til klichéerne – syntes tydeligt mærket af, at musikken er skrevet i en trykket stemning under et diktatur. Dyster minimalisme i hårde tider.

Det er nu 30-40 år siden, men Rosça turnerer netop nu for første gang internationalt i kølvandet på 'The Lost Tapes' og sidste års 'Behind the Curtain: The Lost Album', og nu er han snart klar med helt ny musik. Rosça spiller både med et backingband, guitar, bas, trommer og synthesizer og sig selv på guitar, men i Jazzhouse var han helt alene med et noget specielt setup. Nemlig en spolebåndoptager, med hvilken den nu 61-årige herre gengav sin musik, udsat for simpel manipulation og live vokal lagt ind over hér og dér, og dét var så hvad de små hundrede nysgerrige publikummer fik. Over hele 100 minutter.

Arkivar i overtøj

Rosça var tydeligvis nervøs over at stå helt alene på scenen, hvor han var iført en efter sigende "magisk" postkasserød vinterjakke gennem hele seancen. Men han prøvede at dulme nerverne ved at fortælle skæve anekdoter og introducere sangene på anderledes aparte vis, med sarkastisk og sort humor, og så var der vist også noget med en favoritdrik, blommesnapsen, ifølge Jazzhouses introduktion, hvor det også blev nævnt, at Rosça tørt havde gættet på et fremmøde på 1000 publikummer. Det blev det ikke helt til, men som han selv sagde, "de, der ikke er her, ved ikke, hvad de går glip af".

Svært at være uenig i, men om de, der var blevet hjemme, ligefrem ville være faldet på halen over det, de ikke oplevede, er dog tvivlsomt. Udover de, der har spolebånd som specialinteresse. Foran et visuelt akkompagnement, der loopede hvert kvarter, afspillede rumæneren nemlig sin musik på det, der efterhånden kan kaldes et antikt apparat, nemlig en kæmpe båndoptager. Som han selv proklamerede, så var han endnu ikke "gået digital", så selv de nyt kompositioner, han gav prøver på, kom fra syv tommers spoler. Og i længden føltes det mere som at overvære en arkivar i overtøj gennemgå genfundet materiale, end som en egentlig koncert, og det var noget mere kuriøst, end det var overvældende.

Analoge tider

De sange, Rosça afspillede, var mestendels hentet fra 'Behind the Curtain'-opsamlingen og vekslede mellem det minimalistisk elektroniske og det prog rockede, der desværre langt fra klikkede uden et band i ryggen. Musikalsk pegede det meste i retning af Kraut-artsfællen, supergruppen Harmonia, hvis minimalistiske synthesizer-stil og manipulation af guitaren, Rodion G.A. også dyrkede i stor stil. Men undervejs var der også anstrøg af dyster post-punk og sine steder New Yorker-no wave, når stilen ikke var "syredisco", som Jazzhouse selv meget rammende beskrevet Rodion. Desværre blev det hurtigt trivielt at overvære Rosça afspille bånd, og da videoakkompagnementet loopede for femte gang i træk, var der ikke meget andet at se på end hovedpersonen, som ikke gjorde meget væsen af sig.

Den ellers sympatiske rumæners indsats bestod mest i at trykke "afspil", når han da ikke spolede rundt i sine bånd i pauserne mellem de ofte vignetagtige små sager, som han gav hele 25-30 stykker af, men af og til han pillede da lidt ved båndoptagerens tonehoved med en skruetrækker, og i udvalgte numre supplerede han sågar med livevokal. Men alt i alt lod det siddende publikum ud til at have lidt svært med at leve sig ind i løjerne, indtil Rosça mod slut skruede op for både tempo og volumen, og stemningen var nærmest løsrevet mod slut under 'Bau-Bau' og den basminimalistiske Terry Riley-agtige 'Planeta Misterioasă', begge hentet fra soundtracket til en animeret rumænsk sci-fi-film fra de tidlige 80'ere.

Efter tilråb fra salen valgte Rodion så desværre at lukke med et antiklimaks i form af en masse små musikstumper, der sluttede alt for brat, og som atter fik det hele til at virke endnu mere som en akademisk gennemgang af nogle fundne spolebånd. Selvom det ikke er hver dag, at man får muligheden for at opleve det, der bedst kan betegnes som en analog musikproducer (DJ kan det dårligt kaldes), så var det mere anderledes, end det var interessant. Og det hjalp ikke på det, at Rosça var nervøs og ikke lod til at have spekuleret i sangenes sekvens, hvorfor det blev en ustruktureret og, over halvanden time, en temmelig langtrukken affære. Men ikke desto mindre som en tidsrejse tilbage til en analog tid bag Jerntæppet.