Dude OK
Vurdering
3
Kunstner
Spillested
Dato
30/10/2014
Sætliste
1. Crow
2. My Black Ass
3. All the Surveyors
4. Copper
5. Compliant
6. Steady as She Goes
7. A Minute
8. Squirrel Song
9. You Came in Me
10. Prayer to God
11. Riding Bikes
12. Canada
13. Dude Incredible
14. Killers
15. Wingwalker
16. The End of Radio
17. Watch Song

Dude OK Dude OK

På Actionjazz-festivalens tiende dag vendte kultbandet Shellac endelig tilbage Danmark efter 15 års fravær med deres matematisk præcise støjangreb. Steve Albinis skærende guitar må have smadret en del trommehinder hos publikum på udsolgte Jazzhouse i løbet af den godkendte, men ikke overvældende koncert.

Shellac... Er det jazz? Er det actionjazz? Tja, tjo... Festivalens booker, Paal Nilssen-Love har bekymret sig mindre og mindre om den slags i denne anden og sidste uge af begivenheden, hvor der både har været hollandsk post-punk og traditionelle etiopiske toner på programmet. Og Shellac-frontmand Steve Albinis virke strækker sig også tilbage til de tidlige eksperimenterende 80'ere, hvor mange musikere lod sig inspirere på kryds og tværs af genrer; over en bred kam blot kaldt "post-punk".

Som producer – eller studietekniker, som han selv insisterer på at blive tituleret – har den nu 52-årige herre sørget for en umiskendelig rå lyd med buldrende trommer, på værker af alle fra Pixies over Nirvana til såmænd også The Ex, som spillede på Jazzhouse i tirsdags. Selv vurderer Albini, at han i dag har arbejdet på over 2000 forskellige udgivelser. Han er jo produktiv som en jazzmusiker...

Ved siden af sit studiearbejde er den sarkastiske veteran også lidt af et ikon med baggrund i legendariske undergrundsnavne som Big Black (og senere Rapeman), der tog nihilismen fra New Yorks no wave-scene til nye ekstremer på en række EP'er, og albummerne 'Atomizer' og skønt betitlede 'Songs About Fucking' fra '85 og '87, der fik Chrome og Public Image Ltd til at lyde som glade hippier.

Og så er der endelig Shellac, som blev dannet i starten af 90'erne, hvor de udsendte mesterværket, 'At Action Park', der stadig står som en af de ultimative udgivelser inden for den dunkle parring af math- og post-rock, som blandt andre Slint sideløbende brillerede med. Med Volcano Suns-bassist, Bob Weston, og trommeslager Todd Trainer fra Rifle Sport som rytmisk fundament skabte Albini et på én gang psykodramatisk og rytmisk medrivende univers, der efterlod mange af de tidlige 90'eres bands i støvet.

Tung jazzet opvarmning

Siden årtusindeskiftet har Steve Albini udelukkende fokuseret på Shellac, når han selv har haft tid og lyst, og det har således været småt med turnéaktiviteterne for bandet, der stort set kun har spillet til specielle begivenheder og one-offs på feinschmeckerfestivaler som All Tomorrow's Parties. Derfor er "lidt af et scoop" en velvalgt kliché at anvende om bandets optræden på Jazzhouse i forbindelse med den fuldt igangværende "Actionjazz"-festival, hvor der da også havde været udsolgt længe til denne enkelte aften. Shellac er aktuelle med pladen, 'Dude Incredible', men Albini har på det kraftigste understreget, at det ikke har noget med dén at gøre, at de tre nu er på turné. I stedet har rygtet heddet, at det rent faktisk er den danske festivals kurator, Paal Nilssen-Love, der har lokket forbillederne ud på tour.

Og den norske trommeslager optrådte denne aften selv som opvarmning med sin eklektiske jazztrio, The Thing, der ofte giver danske koncerter, senest i forbindelse med sommerens Copenhagen Jazzfestival. Dét er kun fire måneder tid siden, og aftenens koncert lå da også tæt op ad sommerens, og størstedelen af sangene gik igen i det tre kvarter lange sæt. Den hyperaktive saxofonist Mats Gustafsson, Nilssen-Love og bassist Ingebrigt Håker Flaten tordnede fra start ud over stepperne med tre kvarters eksplosiv jazz tilsat revsende rockstrejf, som nok har givet de af publikummerne, der ikke stod og knevrede, mens The Thing varmede op, en øjenåbner eller i hvert fald en anderledes opvarmning. Der var blandt andet en slæbende tung viderefortolkning på John Coltranes 'India' med Gustafsson på brølende barytonsaxofon.

Trommehindetruende angreb

Så var Shellac, som nok gik uprætentiøst, men også temmelig afslappet, til sagen. Det kunne hurtigt konstateres, at det ikke kun er på plade, at Todd Trainers trommespil binder sagerne sammen. Med sit sæt flyttet helt ind forrest på scenen trampede og tæskede han musikken frem på en måde, så Jesus Lizard-lighederne blev så meget desto mere udtalte (Albini arbejdede med dette band i årene op til Shellacs debut), mens Westons forvrængede bas tjente som rytmeguitar. Og så var der Albinis egen skingert metalliske seksstrengede, hvis lyd han må have modeleret efter Arto Lindsays ditto. Alt sammen spillet for en øredøvende volumen, der utvivlsomt har sendt nogle publikummer hjem med tudende tinnitus, og netop det trommehindetruende angreb havde ofte en stærkere effekt end selve musikken.

Shellac havde gravet materiale frem fra alle fem plader, og de nådesløse åbnere, 'Crow' og især 'My Black Ass' lovede godt for resten af koncerten. Men den nedbarberede og øvelokaleagtige tilgang til det hele blev i længden lige vel forudsigelig, og der var desuden ikke megen respons fra publikum, når der blev luftet nye sange fra 'Dude Incredible'. Heldigvis var der trioens trumfkort, den sarkastiske humor, som på plade kendetegner sangteksterne, og Albini improviserede eksempelvis et par bizart skægge vers i 'Prayer to God'. Der var arenarockparodi i 'Steady as She Goes' (som da også tæller et Deep Purple-agtigt riff), hvor Trainer gav en trommesolo, mens de to andre medlemmer gemte sig bag scenetæppet, og Weston åbnede op for spørgsmål fra salen, når der skulle stemmes guitar, så publikum blev klogere på problemstillinger som den næste amerikanske præsident, og om Birthday Party eller Scratch Acid er bedst...

Musikken dør

Shellacs mange små terrorperler varede sjældent mere end tre minutter, og Albini og Weston skiftedes til vokalerne, men ellers var det så som så med afvekslingen i koncertens lange midte, hvor 'Squirrel Song' affødte aftenens største jubelbrøl fra publikum. Heldigvis hævede trioen endelig niveauet i den sidste halve time, hvor der blev gravet helt tilbage til foretagendets spæde ungdom i form af hidsige 'Killers'. Det blev også til en udvidet levering af gamle 'Wingwalker' inklusive en improviseret, lige dele eskapistisk, lige dele nihilistisk monolog fra Albini om at flyve, og bagefter valsede Trainer rundt på scenen med sin lilletromme i hånden trommende 'The End of Radio' tilsat en ny tekst om at ligge i kælderen og høre musik og spise svampe...

I begge disse sange lod Shellac flere gange musikken dø helt ud, og med 10-12 minutters spilletid hver optog de atypisk næsten en tredjedel af koncerten. Den sidste sang, 'Watch Song', lukkede med rasende resonans, da både både Trainer, Weston og Albini tæskede om kap på bækkenerne. Men følelsen efter seancen af at være blevet bombarderet af indtryk kom utvivlsomt mest af det øredøvende lydniveau, der også dækkede delvist over, at Shellac i dag langt fra er et lige så skelsættende foretagende som for 15-20 år siden. Netop fordi trioens musik vitterlig ikke har flyttet sig det store i mellemtiden. Det var ikke helt "Dude Incredible", det var snarere bare "Dude OK".