Rastafari-jazz
Vurdering
2
Spillested
Dato
07/06/2013
Information
5 af Wadadas bedste:
Creative Music 1 (1972)
Spirit Catcher (1979)
Human Rights (1986)
Golden Hearts Remembrance (1997)
Red Sulphur Sky (2001)

Rastafari-jazz Rastafari-jazz

Wadada Leo Smith gav en legesyg koncert, der bevidst slørede grænsen mellem klovnerier og kunst (hvis den altså eksisterer); ikke mindst i andet sæt, hvor danske Kresten Osgood var med som trommeslager og plastikkrøller. Noget af tiden fungerede det, noget af tiden gjorde det ikke.

Tidligere på året præsenterede Jazzhouse saxofonisten Roscoe Mitchell. Han var et af de grundlæggende medlemmer af Chicago-bevægelsen "Association for the Advancement of Creative Musicians" (AACM), der i fællesskab, fra og med 1965, bevidst forsøgte at flytte jazzmusikken i helt nye retninger. Og fredag aften lagde en anden AACM'er, trompetisten Leo Smith, vejen forbi kælderen i Niels Hemmingsens Gade.

Smith flyttede i 1967, i en alder af 25, fra hjembyen Mississippi til Chicago for at slutte sig til den kreative bølge af eksperimenterende musikere. Hér dannede han Creative Construction Company med blandt andre saxofonist Anthony Braxton, violinist Leroy Jenkins og trommeslager Steve McCall, men det var som solist, at han for alvor markerede sig med 'Creative Music 1', der blev indspillet i 1971 og udkom året efter.

Dét album markerede de første indspillede kompositioner i Smiths selvopfundne nodesystem, som han kaldte "Ankhrasmation" og som legede mere med stilheden end med selve musikken. Op gennem 70'erne udforskede han med forskellige blæseinstrumenter – og ofte med pianist Anthony Davis og bassist Wes Brown ved sin side – denne spirituelle og følende måde at skabe musik på, mens så i starten af 80'erne blev han så pludselig rastafari, gav sig selv det nye fornavn "Wadada" og inkorporerede politiske budskaber i sin musik.

Fra Miles Davis til Zorn og Pulitzer

En lang række albums og ambitiøse, ofte hæmningsløse, eksperimenter senere blev Wadada samlet op af avantgardeikonet John Zorn, som siden årtusindeskiftet har sørget for, at Smiths udgivelser har fået mere opmærksomhed via hans Tzadik-pladeselskab. Kulminationen af denne eksponering kom sidste år i form af konceptalbummet 'Ten Freedom Summers', en over 4½ timer lang historisk meditation over sortes borgerrettigheder i USA. Dette firdobbelte album blev sågar nomineret til Pulitzerprisen.

Men det kunne nærmest ikke blive mindre højtideligt og Pulitzer-agtigt, end da Wadada gik på scenen på Jazzhouse, gemte sig i den dunkle belysning og bag sin flettede skov af rastafarigarn (og dog iført hvid blazer). Han tændte for sin Mac og startede en lettere kitschet animeret video, som blev projiceret op på lærredet bag ham, og åbnede koncerten med kraftfuldt spil på trompeten – med et strejf af idolet Miles Davis, der spøgte i store dele af seancen – inden han pissede eventuelle akustiske purister af ved at stille sig ved sit computerpodie og manipulere elektroniske toner frem med et nymodens fingerstyret instrument, der kunne være en Korg Kaossilator. Jo, samarbejdet med den japanske Tzadik- og no wave-herre, Ikue Mori, har tydeligvis sat sine spor...

Prut og gøgl

Der var også masser af plads til Smiths berømte stilhed, og han lod ofte musikken dø; i bogstaveligste forstand, når han med et specielt mundstykke blæste trompeten ned i et bizart register, så den henholdsvis pruttede og tangerede aboriginernes trætrompet didgeridooen! Det fascinerende at følge, hvordan Wadada pressede instrumentets spændvidde, inden han lukkede det første sæt med en meget afdæmpet musikalsk meditation, blandt aftenens bedste, og en lille epilog, hvor han bebudede, at anden del af koncerten med danske Kresten Osgood på fløjen ville blive en ekstrem og kosmisk oplevelse af de allerstørste.

Det afhænger dog uomtvisteligt af temperament, hvad lytteren kan få ud af vildbassen Osgoods fascinerende, men også lettere påtagede uortodokse tilgang til sagerne. "LOVE YOUR BROTHER" stod der i psykedeliske typer og kvasikristne hippievendinger på hans stortrommeskind, og iklædt grøn t-shirt, røde bukser og perlekæde lagde originalen fra med relativt traditionelt spil. Ganske vist helt uden pejlepunkter end et nogenlunde taktfast beat med foden, mens Wadada atter gav den som Davis, nu med dæmper på trompeten.

Lige i midten

Når Osgood fløjtede med munden, rodede med et citaragtigt strengeinstrument, et klokkespil eller krøllede plastik (!), gik der mere gøgl end løsrevet improvisation i den. Fjolleriet kun med mellemrum form af noget interessant, som da han mod slut samlede en blokfløjte op og kastede sig ud i en "Dueling Banjos"-blæserduel med Smith, der tydeligvis også morede sig over legen. Og mod slut satte han sig pludselig bag flygelet på scenen, og spillede en atonal improviseret antisonate og skreg og råbte indover. Wadada lyttede mediterende med fra midten af scenen, mens Kresten overtog spotlyset, inden hovedpersonen igen lukkede med en epilog, denne gang om at skabe kunst versus at føde et barn, og i så lommefilosofiske vendinger, at han lød, som var han lige landet efter en koger på Christiania.

Selvom der var masser af prøver på Wadadas banebrydende leg med musikken og i særdeleshed alternativ brug af trompeten, så var koncerten også ofte frustrerende fjollet, og de to gange 45 minutters sæt føltes længere, end de faktisk var. Det var ikke overraskende, at Smith i en den skødesløse koncert så stort på, at han var i byen med sit måske mest ambitiøse værk – han har alle dage har levet sin musik i et uendeligt flow frem for at have en mission og et mål med det hele, men dét fører så både gode og dårlige koncerter med sig. Dén hér landede i den mindre heldige, omend momentvis vellykkede, ende.