Stillestående saxeksperiment
Vurdering
2
Spillested
Dato
01/03/2013
Sætliste
1. Awake on Foreign Shores
2. Judges
3. The Righteous Wrath of an Honorable Man
4. Dream of Water
5. Fear of the Unknown and the Blazing Sun
6. NY SANG
7. NY SANG
8. In Love and in Justice

Stillestående saxeksperiment Stillestående saxeksperiment

Colin Stetsons eksperimenteren med alt- og bassaxofoner på Jazzhouse virkede mere beundringsværdigt og interessant, end det føltes musikalske betagende.

Colin Stetson kommer fra Ann Arbor, Michigan, Iggy og The Stooges' hjemby. Så det er nærliggende at tro, at han har samlet saxofonen op efter at have hørt Steve Mackay blæse op under 'Fun House' fra 1970. Ikke mindst på grund af hans eksperimenterende og larmende tilgang til instrumentet, der tilmed er ret banebrydende.

Stetson har nemlig plastret sin bassaxofon til med mikrofoner, så hver enkelt lille vibration og bevægelse opfanges og forstærkes; når klapperne åbner og lukker, kommer ikke bare tonen, men også rytmen, med. Og så kommer han hurtigt til at lyde som et omfattende instrumenteret miniband, hvilket blandt andre Tom Waits, Bon Iver og Arcade Fire hidtil har nydt godt af på deres respektive albums.

Men Colin komponerer også selv musik og står netop over for at lukke sin albumtrilogi 'New History Warfare' med en sidste del, der udkommer i april, og han luftede da også et par sager fra den kommende plade på det godt fyldte Jazzhouse. Men det blev ikke nogen uforglemmelig koncert med den midaldrende herre, der imponerede med sin teknik, men knap så meget med sin musik.

Ingen vegne

Som salig Roland Kirk – der spillede på flere saxofoner på én gang! – og Roscoe Mitchell, der gæstede nærværende spillested for et par uger siden, har Stetson udviklet en vejrtrækningsteknik, der gør, at han kan holde sine toner i en uendelighed. Og mens klapperne på hans gigantiske bassaxofon leverede rytmen i en sang som 'Judges', havde han tid til at brumme og råbe i instrumentet – kun når der skulle bruges en afløsning for gæstevokalister som Laurie Anderson og andre, "snød" han med båndede samples.

Men uanset hvor imponerende Colins teknik var, så lod de fleste af hans sange en del tilbage at ønske. Især koncertens første del bestod af repeterende minimalisme ført videre fra La Monte Young og Terry Riley over Philip Glass. Det kom aldrig rigtigt nogen vegne, og det lignede mere et fysisk eksperiment, mens den vildt blæsende hovedperson havde travlt med at få tingene til at hænge sammen. Man kunne i øvrigt tydeligt se på Stetsons fysiske, at det han laver, er hårdt!

Hendrix-værdigt hærg

Når Colin Stetson tog en pause fra den overdimensionerede bassax, samlede han en lettere tenor- op, men det var ikke fordi musikken ændrede sig det store af dén grund. Det gjorde den til gengæld (heldigvis) mod slut, da der blev åbnet op for det nye materiale via en lang tung sag, hvor den forvrængede bassaxofon pludselig begyndte at lyde som en elektrisk guitar og sendte tankerne i retning af Hendrix' hærg for 45 år siden.

Lige så stod afsluttende 'In Love and in Justice' som et bastant brummende og faktisk brutalt drone-punktum for den timekorte koncert. I disse øjeblikke bevægede Stetson sig uden for sine minimalistisk funderede rammer, og det var hér, at hans specielle spillestil for alvor førte noget unikt med sig. Men det var desværre mere undtagelsen end reglen i den ellers sympatiske herres sæt. Måske han er bedre i selskab med en ekstra musiker ved sin side, eksempelvis Mats Gustafsson, som han fornylig han indspillet en plade med. Som solist på Jazzhouse var han i hvert fald ikke overvældende.