Kosmisk nostalgi
Vurdering
3
Spillested
Dato
04/06/2014
Sætliste
1. Interplanetary Music
2. Discipline 27
3. Carefree
4. The Lion of the Heavens
5. ???
6. The World Is Not My Home
7. Big John's Special
8. ???
9. Sometimes I'm Happy (Sometimes I'm Blue)
10. Swirling
11. I'm Gonna Unmask the Batman
12. Angels and Demons at Play
12. (Marshall Allen-komposition)
13. Space Is the Place/We Travel the Spaceways

Kosmisk nostalgi Kosmisk nostalgi

90-årige Marshall Allen ledte sit Sun Ra Arkestra og publikum på en 100 minutters hyggelig og nostalgisk rejse gennem det afdøde jazzikon, Sun Ras livsværk. Men koncerten var en anelse ujævn og fokus lidt for tungt på de mere traditionelle sider af innovatørens karriere.

Der er ingen tvivl om, at Alabama-fødte Herman Blount (1914-1993) var en af det 20. århundredes allerstørste musikere. Da han i de tidlige 50'erne flyttede til Chicago skiftede han navn til Sun Ra og gik i gang med at stable et bigband på benene: Sun Ra Arkestra. Til at starte med gjorde han det med afsæt i den klassiske swingjazz og forbilleder som Duke Ellington og især Thelonious Monk.

Men Sun Ra Arkestra var noget helt andet. Ra insisterede i interviews på, at han kom fra Saturn, og det lykkedes ham i lang tid at hemmeligholde sin fødselsdato. Han og orkesteret optrådte i dragter inspireret af ægyptisk mytologi; gyldne og lilla pailletter, faux science-fiction, mens musikken havde kosmiske kendetegn. At lytte deres tidlige ekskursioner var som at tage på en intergalaktisk rejse.

Allerede dengang eksperimenterede Sun Ra med elektronisk keyboard, der gjorde udtrykket yderligere futuristisk og placerede ham som en af tidens mest innovative musikere, og i 1961 rykkede han og The Arkestra til New York, hvor de blev en del af byens hidsigt eksperimenterende og blomstrende freejazz-scene, på det tidspunkt anført af Ornette Coleman. Efter en hård start stiftede Sun Ra sit eget pladeselskab og udgav herefter en strøm af banebrydende værker.

Hovedværker og stilskift

Der var hovedværket 'The Magic City' (1966) med det fantastiske, 28 minutter lange titelnummer, der var 'Cosmic Tones for Mental Therapy' med psykedeliske undertoner før hippieæraen eksploderede (albummet udkom dog først i 1967, men det blev indspillet i 1963), og der var det bizarre hovedværk, 'Atlantis' (1967). Allerede i disse år var Sun Ra desuden i gang med at inkorporere synthesizere i bigbandets lyd, og en for en stund var ensemblet udvidet med ingen andre end saxofonist Pharoah Sanders, der blandt andre spillede med John Coltrane.

Ved indgangen til 70'erne skiftede Sun Ra Arkestra igen base, denne gang til Philadelphia, men det blev udtrykket ikke mindre ustyrligt af på 'The Night of the Purple Moon' (1972), 'Space Is the Place' (1973) med en 20 minutter lang odyssé af et titelnummer og 'Disco 3000' (1979), med Ra på moog og synthesizer. Op gennem 80'erne stilnede kaosset af og drev i retning af det mere traditionelle og tilgængelige efter et par plader med trompetist Don Cherry og saxofonist Archie Shepp. Sun Ra døde i 1993. Han ville være fyldt 100 for to uger siden.

Vaklende start

"The Arkestra" er dog fortsat med at spille, først ledet af saxofonist John Gilmore, der havde været med fra start, og siden hans død i 1995 af en anden saxofonist, Marshall Allen, der kom med i bigbandet i 1957. Allen er netop fyldt 90, men det har ikke forhindret ham i både at fortsætte som udøvende musiker og leder af det kosmiskjazzede foretagende. Og onsdag aften stod han på scenen i udsolgte Jazzhouse med sit ensemble, der foruden Allen tæller en håndfuld semiveteraner; saxofonist og fløjtenist, Danny Ray Thompson, der kom med i bandet i 1967, Vincent Chancey (valdhorn, 1976 og frem), Knoel Scott (saxofon fra 1979) samt rytmeduoen Craig Haynes (trommer fra 1980) og Tyler Mitchell (kontrabas fra 1985).

Resten af det hele 13 mand og én sangerinde (Tara Middleton) store orkester holdt noget lavere profil end de mere erfarne kollegaer, men det var nu hele kollektivets skyld, at 'Interplanetary Music' fra start gyngede kikset og gumpetungt af sted. En hel koncert på den vis havde været svær at sidde igennem. Men efter den vaklende intro kom Allen – der trods alt er 90, og som så forkølet ud og pudsede næse en del gange undervejs i koncerten – og hans tropper efter det med ti minutter lange 'Carefree', hvor hvert bandmedlem skiftedes til at spille solo, kulminerende med en EVI-solo fra Allen, et mærkværdigt elektrisk blæseinstrument med ventil og hjul! Så havde man set dét med.

Aggressivt frihjul

Men med Sun Ras omfattende og aggressivt eksperimenterende værk in mente, var det ikke desto mindre en smule skuffende, at Allen og co. brugte så meget af spilletiden på simpel modaljazz og sågar ragtime, med afsæt i Farid Barrons klaverspil. Der var dømt Sun Ra i sine allermest Thelonius Monk'ske stunder, med plads til standarden 'Sometimes I'm Happy (Sometimes I'm Blue)', som Middleton sang. Hun åndede også nyt liv i 'The Lion of the Heavens', hvor resten af orkesteret leverede lydsporet til en sitrende solopgang. Smukt. Meget sigende var koncerten dog klart bedst, når blæserne blev sluppet helt løs, om det så var Knoel Scotts skrigende altsax, Cecil Brooks' trompet, Dave Davis' trombone, James Stuarts tenorsaxofon eller Danny Ray Thompsons barytonsaxofon og tværfløjte.

Men den største oplevelse var Allens med mellerum aggressive frihjul på altsaxen; han ikke blot betjente blæseinstrumentets klapper med højre hånd, nej, han tæskede dem, og at se ham spille med hele højre arm og saxofonen som en slags forlængelse af hans musikalske korpus var direkte rørende. Så gjorde det mindre, at hans humoristiske timing var skæv, dansetrinnene stive, og at de af hans egne kompositioner, der blev spillet, ikke imponerede. Det gjorde til gengæld den flippede 'I'm Gonna Unmask the Batman', hvor hele orkesteret pludselig blomstrede i en klaverdrevet voldtægt af blues'en og rocken, som ville have gjort Frank Zappa stolt.

Rumrejse mellem stolerækker

Kort efter stod en markant udvidet 'Angels and Demons at Play' som aftenens bedste, måske mest afrocentriske og funky stund, igen med vilde soloer fra hele bandet. Scott besluttede sig for at hoppe ned fra scenen for at spille, mens han vandrede rundt mellem stolerækker på udsolgte Jazzhouse. En af hans funktioner i bandet er såmænd også "danser", men det var der ikke plads til på den tætpakkede scene. Kort efter marcherede resten af The Arkestra efter, da 'We Travel the Spaceways' blev flettet ind i koncertens sidste suite, 'Space Is the Place', der blev leveret i en version med referencer til både latinmusik og texmex. Men rummarchen mellem stolene var for gøglet og indstuderet til at virke spontant, også selvom en publikummer fik viklet sig ind i bandets "spacetrain" undervejs...

Marshall Allen blev alene tilbage på scenen, og han forlod spotlyset til stående ovationer efter et lille freestyle-rap. Jo, det var en oplevelse at overvære den spillevende 90-årige herre, men koncerten var cirka ligeså rodet som Allens kaotiske nodehæfte, og det var svært at slippe den tanke, at hans aktuelle inkarnation af The Arkestra ikke formidler Sun Ras arv så godt, som den kunne have gjort. I de mest euforiske glimt var det i hvert fald tydeligt, at 14-musiker-ensemblet havde både evnerne og potentialet til at flippe mere ud; sådan så det havde været mere far out, som mange sikkert sagde om Sun Ra i hans storhedstid. I stedet blev det til 100 minutters kosmisk, om end særdeles hyggelig, nostalgi, der næppe gjorde nogen fortræd.