Stiv and sat til vægs i Jesu minibar
Vurdering
3
Kunstner
Spillested
Dato
14/07/2013
Sætliste
1. Jesus Christ Mini Bar
2. Cornered Duck
3. ???
(PAUSE)
4. Forever Hammered
5. Lamé #3
6. Static

Stiv and sat til vægs i Jesu minibar Stiv and sat til vægs i Jesu minibar

Saxofonisten Tim Berne lukkede Københavns jazzfestival sammen med sin "Snakeoil"-kvartet, der gav en lang og hypnotiserende koncert, med masser af nyt materiale, som måske/måske ikke ender på gruppens kommende andet album.

Lørdag gæstede Bill Frisell Københavns jazzfestival. Og søndag havde Jazzhouse sat tid af til saxofonisten Tim Berne. Ligesom Frisell markerede Berne sig på New Yorks eksperimental-scene i 80'erne, og de to indspillede sågar sammen på '...Theoretically' (1984), et atonalt eksperiment, og fantastiske 'Fulton Street Maul' (1987) med blandt andre cellist, Hank Roberts, der spillede med Frisell lørdag.

Frisell til side, så har Bernes mission, primært med altsaxofonen, været en nærmest militant én af slagsen, en rundtur i dissonansens verden. I dét, der ofte har virket som en kamp mod til traditionelle jazz, har Berne somme tider nærmest sig Captain Beefheart i dennes mest anarkistiske stunder, navnlig op gennem 90'erne i sekstetten Caos Totale. Blandt andre trompetist Herb Robertson og guitarist Marc Ducret var med til at få dét band til at leve hundrede procent op til navnet på balstyriske 'Pace Yourself' (1991) og 'Nice View' (1994).

I det nye årtusinde er den nu 58-årige saxofonist fortsat i den mere freejazz-rockede rille med Ducret og trommeslager Tom Rainey i Big Satan, inden han i 2009 improviserede sig frem til albummet 'The Veil' med Wilco-guitarist Nels Cline og Jim Black på trommer i BB&C. Men for nogle siden dannede han så en kvartet bestående af yngre kræfter: Den meget travle Secret Chiefs 3- og Xiu Xiu-trommeslager Ches Smith – der har spillet med nu afdøde danske John Tchicai, og som også optrådte på Jazzhouse i april med sit eget projekt These Arches, med Berne som sideman – Matt Mitchell på klaver samt klarinettisten Oscar Noriega.

Sammen udsendte de 'Snakeoil', der markerede Bernes første udgivelse på det estimerede tyske label, ECM. Albummet var først og fremmest guitarløst, gjorde derfor op med Tims tidligere terror og var, tør man sige det, en anelse mere traditionsbundet. Uanset hvad, så var det med denne Snakeoil-besætning, at veteranen stillede til jazzfestivalens lukningsdag på Jazzhouse. Og det blev til hele to sæt på hver fem kvarter, hvor der bestemt ikke blev sparet på soliene.

Grydelåg, gaffertape, etc.

Tim Berne er måske nok bandleder, og i pauserne mellem sangene trakterede han med jokes og autentisk New Yorker-sarkasme. Eksempelvis spurgte han til, om ikke der var nogen blandt publikum, der lå ind med sæson 4 af Borgen. Der var vist også noget med Forbrydelsen... MEN, ingen tvivl om, at Snakeoil er et stærkt kollektivt projekt, og det var klar allerede i løbet af aftenens første komposition, en ny én, der i følge Tim hed noget så billedmalende som 'Jesus Christ Mini Bar'. Én for én fik hvert medlem i kvartetten plads til at slå sig løs i et soloøjeblik, mens især Berne trådte et skridt tilbage på scenen.

Det mest overraskende var nok, hvordan musikken afveg radikalt fra sidste års relativt 'Snakeoil'-plade. Smiths kreative, synkoperede trommespil, percussion (alt blev taget i brug; grydelåg, gaffertape, you name it) og vibrafon spillede en stor rolle gennem det meste af koncerten. Jesus-sangen drev han også frem med sit spil bag Bernes saxofon og Noriega, der lejlighedsvis vekslede mellem alt- og sopranklarinet. Og endelig var der Matt Mitchells klaverspil, der føjede et fortryllende ekstra lag til den i forvejen komplekse musik.

Zappas vanvid

Kvartetten så sig aldrig tilbage i løbet af de to gange 75 minutter lange sæt, hvorunder der ikke blev ytret en eneste tone fra sidste års ellers roste og meget omtalte debutalbum. I stedet spillede de fire sig igennem en række nye kompositioner, hvor blæsernes samspil tilsat det skæve trommespil gennemgående på underfundig vis pegede tilbage i retning af Frank Zappas vanvid. Ditto gjorde i øvrigt en bizar sangtitel som 'Cornered Duck'.

At Bernes musik har altid ligget i grænselandet mellem det forhåndskomponerede og det improviserede, var også tydeligt denne aften, hvor hele bandet stringent spillede efter nodepapirer, men paradoksalt nok lød så løsrevne og legesyge, at det føltes nærliggende at tro, at de havde fundet på det hele på stedet. Men netop når nu det hele tilsyneladende var planlagt, kunne koncerten godt have tålt en opstramning hist og her, for det blev an anelse langt over de to og en halv time.

Fødselsdagsfest i Mexico

Mod slut hævede aftenens sidste monumentale musikalke odyssé, 'Static', sig heldigvis. Kompositionen strakte sig over omtrent tre kvarter, hvorunder Snakeoil nåede omkring et imponerende antal genrer og på et tidspunkt lød mere som Canterbury-prog a la Soft Machine snarere end Beefheart og Zappa. Specielt og stort.

Da klokken slog midnat, var de fleste salen formentlig mætte af hjernemasserende jazz, men hvilken afslutning på 2013-udgaven af jazzfestivalen. Og dét en aften med sangtitler, hvor turen både var gået forbi Jesu' minibar og en and var blevet sat til vægs, mens især Matt Mitchells ølforbrug under koncerten passede til det nummer, der hed 'Forever Hammered'...

I 2014 fylder Tim Berne 60. Fra scenekanten sagde han, at alle, der var til stede til koncerten eller tidligere havde oplevet ham live, hermed var inviteret til hans fødselsdagsfest i Mexico. "Hold bare øje med internettet". Dét er skrevet bag øret.