Druknet i trommer
Vurdering
2
Spillested
Dato
28/01/2014
Sætliste
1. Upside Down
2. I Belong in the U.S.A.
3. ???
4. ???
5. ???
6. House People
(Saxofonsolo)
7. Recess
8. ???
9. Church
(Bassolo)
10. ???
(Trommesolo)
11. House on Fire
12. Are You Glad to Be in America?

Druknet i trommer Druknet i trommer

James "Blood" Ulmers unikke guitarspil druknede desværre i Calvin Westons konstant buldrende trommespil på Jazzhouse, hvor han og bandet gav en næsten to timer lang mestendels funkfokuseret koncert. Den danske duo Kaptajn Ørentvist varmede ellers op på behørig vis.

For en guitarist, der er opvokset med bluesen i sydstaten, South Carolina, er James "Blood" Ulmers lyd speciel. Han var kun lige fyldt 20, da han forlod hjembyen St. Matthews for at spille med jazzensembler i Ohio og Pennsylvania, men det mest radikale skift i Ulmers karriere skete dog først, da han på vej ind i sine 30'ere, bosatte sig i New York og blev en del af byens eksperimentalscene.

Hér spillede han med Art Blakey, men det var hans samarbejde og venskab med freejazz-ikonet Ornette Coleman, der formede hans guitarspil og generelle tilgang til musikken fundamentalt. Sammen kastede de to sig op gennem 70'erne ud i fusionen af jazzen og den guitardrevne rockmusik, og Ulmers egen indflydelse på Colemans lyd i de år, kan heller ikke undervurderes.

Hr. "Blood" debuterede i eget navn i 1977 med 'Revealing', og året efter udsendte han 'Tales of Captain Black' med Coleman på saxofon, dennes søn, Denardo, på trommer og den funky bassist Jamaaladeen Tacuma. I starten af 80'erne lod Ulmer sig måske inspirere af punk- og no wave-scenen til sine vilde udladninger på 'Free Lancing' og 'Black Rock', inden han dannede en ny kvartet, Phalanx.

Og det er denne æra af karrieren, som den nu 73-årige Ulmer tager afsæt i på den igangværende turné, der ramte Jazzhouse tirsdag. Dog kun med trommeslager (Grant) Calvin Weston tilbage fra den meget flydende og jævnligt skiftende Phalanx-besætning. Og det var netop Weston, der senere viste sig at blive koncerten uheldige centrum. Men inden da varmede den danske duo Kaptajn Ørentvist op.

Ørentvist på udflugt

Kaptajn Ørentvist er et nyt projekt fra de to danske eksperimentalveteraner, guitarist Jørgen Teller og trommeslager P.O. Jørgensen, der blandt andet spillede sammen med Peter Brötzmann til hans koncerter for et års tid siden. Sammen gav de tre kvarters flagrende fusion, der startede stille, nærmest som Roy Montgomerys guitarmeditationer, men så læste Teller et digt op på engelsk, som ledte de to ud på en freejazzet udflugt, der nær sit klimaks nærmede sig en indisk raga eller måske snarere Doors' 'The End'. Det hele kulminerede, da Teller betjente sin guitar med violinbue – på en noget andet måde end Jimmy Page i sin tid. Heftig opvarmning.

Anderledes jordnært føltes det så, da Ulmer gik på scenen med sit band og satte i med 'Upside Down', der desuden også åbner den første Phalanx-plade fra 1985, 'Got Something Good for You'. Det var mere Stanley Clarke-funk, end det var fri jazz. Og de to yngre, nytilkomne medlemmer i den reaktiverede kvartet, Lakecia Benjamin på saxofon og Mark Peterson på bas, gjorde da også præcis, hvad de skulle inden for de primært funkede rammer. Men bag trommerne slog Weston desværre så hårdt, hele koncerten igennem, at han konstant var i centrum, og både Ulmers vokal og guitar druknede i mange minutter af de lange to timer.

Fin start før trommetrivialitet

Inden det blev alt for trommetrivielt, fungerede koncertens første del faktisk fint og alsidigt: Fra åbningsfunken, som flød over i 'I Belong in the U.S.A.', en af Ulmers vildere sager af den slags, hvor galskaben tangerer Frank Zappas univers, og så såmænd en loungesoulet sjæler, ligeså i Zappas eklektiske stil. Men Weston overdøvede mange af antydningerne om nuancer i musikken, og hovedpersonen, der sad og gemte sig bag et nodestativ på midten af scenen – som en eksperimentalbluesens B.B. King – brød sjældent gennem trommestormen.

Men når det til gengæld lykkedes ham, så var der aner af nogle næsten Dr. John'ske vokalfraseringer, som det utvivlsomt ville have været ekstra rare i en seance med knap så bombastisk backing. Det hjalp heller ikke, koncerten strakte sig over hele syv kvarter; slet ikke, når de to af dem var afsat til ti minutters solostunder med alle, undtagen Ulmer – lige fra tålelig saxofonsekvens, over slap-bas med fællesklap på 2 og 4 fra salen (!) til et indslag fra Weston, til trods for at store dele af koncerten i forvejen føltes som en trommesolo. Ok, sat lidt på spidsen.

Charmerende og interessante afbræk

Det var i hvert fald mere Tower of Power-funk (som også er titlen på en af Ulmers sange), end det var en revolutionerende fusion af genrer. Det mest overraskende var Westons abrupte afrundinger af sangene, som resten af bandet på imponerende vis fulgte, og de få gange, hvor Ulmer dirigerede sine tropper ud i avantgarden for igen at finde tilbage til ledemotivet senere. Eller da han pludselig stillede guitaren fra sig, fandt en tværfløjte frem og blæste sig til en understregning af, at han stadig kan ét eller andet, selvom muligheden for at høre det denne aften var forsvindende.

Alt dette sagt, var der dog noget charmerende ved kvartetten, der åbenlyst nød at spille for de omtrent 100 publikummer, der om ikke andet fik rigeligt med spilletid for pengene. Og til trods for de store mængder af funk var der dog også interessante afbræk undervejs, som skægt marcherende 'Recess', togtøffende 'Church' og mod slut 'House on Fire', hvori Ulmers stemme igen glimrede for en stund. En solokoncert ville måske have givet bedre mening, og så må én eller anden lære Calvin Weston ét eller andet om dynamik, eller i det mindste forklare ham, at man godt kan spille et mindre sted op, uden at sigte efter at smadre trommeskind ved hvert slag...